Læsetid: 6 min.

Som en jetjager hen over prærien

6. september 1997

Den stildannende og banebrydende rockgruppe The Byrds' otte vigtigste albums fra perioden 1965-69 er genudgivet på cd i eksemplarisk udstyr

ROCK- ARKÆOLOGI
Ingen gruppe gennemgik som The Byrds så mange transformationer på så kort tid: Over ni år og 12 albums havde gruppen så mange udskiftninger, at det fra album til album kan være svært at forstå, at der er tale om det samme band, når man lytter til dem kronologisk.
Hvad der gjorde gruppen så spændende, var at den blev brobygger mellem fortid - i kraft af den angloamerikanske folkemusik, der udgjorde gruppens melodiske fundament - og fremtid, i kraft af fascinationen af teknologi, elektriske guitarer, science fiction, jetfly og synthesizers.
Selvom gruppen i årene 1965-68 tilhørte rockens soniske avantgarde, løb der er tone af længsel efter det præindustrialiserede USA gennem gruppens produktion, der gav dens musik et melankolsk præg, en art futuristisk nostalgi, som mange siden har efterlignet, men kun de færreste overgået. Dette kan man forsikre sig om ved selvhør, idet gruppens otte vigtigste albums nu er blevet genudgivet på cd i serien Legacy med covernoter ved David Fricke, en gennemgang sang for sang ved Johnny Rogan samt bonusspor i form af B-sider, alternative versioner og uudgivne perler.
Gruppens oprindelige besætning centrerede omkring sangskriveren og sangeren Gene Clark og sangskriveren, sangeren og guitaristen Jim McGuinn - han tog i '67 navnet Roger - som var arkitekterne bag gruppens to første albums. Som gruppens rytmeguitarist og sanger David Crosby var de veteraner fra de tidlige tresseres aktive folkekredsløb, hvor de løb på hinanden i klubben Troubadour i Los Angeles. Inspireret af Beatles-filmen A Hard Days Night anskaffede de sig i 1964 nogle elektriske guitarer, hvorefter de dannede et band med den tidligere bluegrass-mandolinspiller Chris Hillman på bas samt trommeslageren Michael Clarke, som til en begyndelse ikke kunne spille, men til gengæld besad den mest distinkte frisure på denne side af Brian Jones.
Fusion
Ligeledes inspireret af Beatles stavede de bevidst deres navn forkert, og McGuinns valg af guitar - en 12-strenget Rickenbacker - var dikteret af George Harrisons brug af en sådan i A Hard Days Night. McGuinn har senere fastslået at gruppens intention var at fusionere den elektriske lyd og elegante harmoniopfattelse hos The Beatles med den dybde og sofistikation i sangskrivningen den unge Bob Dylan stod for. I løbet af 1964 arbejdede gruppen ofte som husorkester på L.A.-klubben Ciro's, sideløbende med at den indspillede en række demoer, som siden er blevet udgivet på ...In The Beginning på Rhino, og de viser at gruppens luftige, sært 'uskyldige' og harmonisk avancerede lyd allerede var på plads fra starten, om end gruppen instrumentalt set var noget vakkelvorn.
Disse demoindspilninger nåede jazztrompetisten Miles Davis' ører, og gennem ham fik gruppen kontrakt med CBS, og under en typisk tre-timers session i januar 1965 skar gruppen sin første single, en forrygende version af Bob Dylans "Mr. Tambourine Man", hvor pladeselskabet havde indforskrevet en række sessionmusikere til at tage sig af det musikalske, således at gruppens input begrænsedes til McGuinns ringende og Bach-inspirerede guitarfigur, samt den pragtfulde treklang af McGuinn, Clark og Crosbys stemmer. Sangen blev et gigant-hit, da den blev udsendt i april samme år, og den gav navn til en ny trend, den såkaldte folk-rock, der fusionerede det elektriske beat fra England med folkemusikkens mere seriøse emnevalg.
Singlen blev efterfulgt af det lige så succesfulde debutalbum af samme navn, og udover ikke færre end fire Dylan-sange, et Jackie DeShannon-nummer og den gamle Vera Lynn-weeper, "We'll Meet Again" var det Gene Clark, der tegnede sig som gruppens mest markante sangskriver. Alene eller sammen med McGuinn stod han for en række smukke og dybt romantiske ballader, hvoraf flere har opnået klassikerstatus. Når man taler om den 'klassiske' Byrds-lyd er det dette album og efterfølgeren Turn! Turn! Turn!, udgivet december '65, man især tænker på: Her udstak The Byrds nyt terræn, og fremstod som Amerikas svar på The Beatles, der sammen med en række britiske kollegaer havde løbet det amerikanske kontinent over ende året forinden. Samklangen af McGuinns Rickenbacker og Crosbys Gretch, Hillmans loopende og melodiske basspil og de unikke harmonier som gruppens fire sangere skabte har haft betydning for grupper fra Tom Petty & The Heartbreakers og The Bangles til R.E.M. og Teenage Fanclub.
Tidlig psykedelia
Året efter forlod Clark The Byrds, og den efterfølgende lp Fifth Dimension er ikke så egal som de to foregående. Til gengæld forvarsledes den i marts '66 af én af rockhistoriens vigtigste singler, "Eight Miles High", Clarks fornemme afskedssalut: Hvad enten den handler om stoffer eller ej - ifølge Clark omhandler den en flyvetur til London - brød gruppen her med deres folkeprægede stil og forvarslede den psykedeliske æra med én af rockhistoriens mest markante guitarsoli, hvor McGuinn fusionerede indflydelsen fra jazzsaxofonisten John Coltrane og den indiske sitarspiller Ravi Shankar med lyden af Carl Perkins og George Harrison. Desuden fremstod David Crosby som en uortodoks sangskriver med perler som "I See You" og "What's Happening?!?!", men ellers tegner pladen overgangen til de to næste - og bedste - Byrds-albums.
Younger Than Yesterday udsendtes i juli 1967, mens The Summer Of Love rasede, og selvom den indledes med den bidske "So You Want To Be A Rock'n'Roll Star", indeholder den nogle af bandets smukkeste sange - her i blandt flere fra Hillmann, der nu markerede sig som en prægnant og lyrisk sangskriver - og en forbilledlig produktion ved Gary Usher. Her forefindes endvidere bandets bedste Dylan-fortolkning i form af "My Back Pages" samt Crosbys fineste ballade, "Everybody's Been Burned".
Men en anden Crosby-komposition, den mildt sagt syrede "Mind Gardens", medførte så voldsomme konflikter mellem komponisten og McGuinn, at albummet samtidig blev Crosbys svanesang som Byrds-medlem.
Karrierens kulmination
Det var op til McGuinn, Hillmann og Clarke at stå for mesterværket The Notorious Byrd Brothers, som allerede da den blev udsendt i starten af '68 lød som et farvel til hippiedrømmen, og en i rocksammenhæng sjældent hørt velkomst til det, der efterfølger ungdommelig hedonisme og ansvarsløshed. Ved at inkludere et par fremragende Goffin-King kompositioner i form af "Wasn't Born To Follow" og den fabelagtigt smukke "Goin' Back" fik den en næsten kaleidoskopisk bredde, og Usher overgik som producer sig selv på dette konceptalbum, der mere end noget andet Byrds-værk lever op til McGuinns erklærede mål om at skabe en lyd som "en jetjager henover prærien". Pladen indeholder ikke en dårlig sang, og sjældent er en antikrigssang behandlet med så megen finesse og finfølelse som tilfældet er med "Draft Morning".
Trommeslager Clarke var den næste, der abdicerede, men med tilføjelsen af sangskriveren Gram Parsons - der skulle blive en legende ved sin alt for tidlige død i '73 - opfandt gruppen i sommeren '68 genren countryrock med den banebrydende Sweetheart Of The Rodeo-lp, hvor en række countrysange og nu klassiske Parsons-kompositioner udstak nyt territorie midt i den psykedeliske musiks glansperiode. Derefter var det dog farvel til både Parsons og Hillmann, hvorefter gruppens sigte blev mere uklart.
Efterspil...
Det eneste tilbageblevne originale medlem, Roger McGuinn, ledede forskellige besætninger frem til '73, hvor den oprindelige besætning atter samledes og indspillede et mislykket album, hvorefter The Byrds blev stedt til hvile.
Af de sidste fem albums er to genudgivet i serien, det skizofrene Dr. Byrds & Mr. Hyde fra februar '69 og Ballad Of Easy Rider, udsendt samme efterår. Begge har deres momenter, men kan ikke siges at hænge sammen som værker i samme grad som forgængerne. Som en appetitvækker er der desuden The Very Best Of i samme regi - den samler hitsene, men uden de mange mindst lige så interessante lp-spor, der i lige så høj grad tegner dette fænomenale bands næsten uoverskuelige stilistiske bredde og uhørte intense kreativitet.

*The Byrds: Mr. Tambourine Man, Turn! Turn! Turn!, Fifth Dimension, Younger Than Yesterday, The Notorious Byrd Brothers, Sweetheart Of The Rodeo, Dr. Byrds & Mr. Hyde, Ballad Of Easy Rider, The Very Best Of The Byrds. Alle genudsendt af Sony/Columbia i serien Legacy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu