Læsetid: 3 min.

Juraprofessorer sår alvorlig tvivl om Færø-undersøgelse

24. september 1997

Departementschef i Justitsministeriet beklager nu tavshed om advokaters forbindelse til Den Danske Bank i Færøsag. Alvorligt, siger professorer

Den offentlige tillid til Færø-sagen har fået endnu et dyk nedad. Det siger to af landets førende universitetseksperter til Information, efter at det tirsdag kom frem, at departementschef Michael Lunn i Justitsministeriet fortav afgørende viden i Færø-sagen.
Michael Lunn vidste, at advokat Michael Rekling skulle have været sekretariatschef for undersøgelseskommissionen i Færø-sagen, samtidig med at han arbejdede for Den Danske Bank i en sag ved Højesteret. Problemet er, at netop Danske Bank er under anklage i Færø-sagen.
Tirsdag beklagede Michael Lunn i et svar til Folketinget, at han ikke havde givet "den pågældende retssag fornøden opmærksomhed".
"Det er sjældent, at Justitsministeriet beklager deres egen sagsbehandling. Det tager jeg til indtægt for, at sagen er alvorlig," siger Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Århus Universitet.
Ekstra uheldigt
Set med Århus-professorens briller er det ekstra uheldigt, at advokat Michael Rekling er partner med formanden for undersøgelseskommissionen, advokat Jørgen Grønborg.
Dermed er Michael Rekling "helt klart" inhabil og Jørgen Grønborg har et problem, på grund af partnerskabet.
"En domstol ville ikke lade et advokatfirma, der også repræsenterer Den Danske Bank, stå for undersøgelsen i en sag som Færø-sagen," siger Gorm Toftegaard Nielsen.
Problemet er for Gorm Toftegaard Nielsen, "at Færøerne med betydeligt ret kan sige, at tilliden til undersøgelsens resultater er ødelagt på forhånd".
For Gorm Toftegaard Nielsen er udviklingen et tegn på, at advokater ikke bør stå for undersøgelsen i de sager Folketinget tager op. Dommere bør stå for undersøgelsen for at undgå enhver snak om inhabilitet.
"Når man ikke engang i det her helt centrale sager kan holde tungen lige i munden, hvordan kommer det så til at gå med andre sager," siger Gorm Toftegaard Nielsen, der er professor i strafferet ved Århus Universitet.
Stærk kritik
Også professor i procesret ved Københavns Universitet, Eva Smith, kritiserer stærkt forbindelsen mellem først Michael Rekling og dernæst indirekte Jørgen Grønborg på den ene side og så Den Danske Bank på den anden side.
"Det kan godt være, at Jørgen Grønborg og Michael Rekling er habile, Men hvordan ser det ud i offentligheden. I denne her sag er det rimelig oplagt. Det er ikke smart,0 at nogen fra advokatfirmaet har økonomisk interesser i et samarbejde med Den Danske Bank og en anden er formand for undersøgelseskommissionen," siger Eva Smith.
Dermed flytter Eva Smith debatten fra den strengt juridiske diskussion af undersøgernes inhabilitet, som Gorm Toftegaard Nielsen beskæftiger sig med, og koncentrerer sig i stedet om offentlighedens opfattelse af undersøgernes habilitet.
Dermed ligger Eva Smith i lige forlængelse af en kendelse fra den europæiske Menneskerettighedsdomstol, der netop fastslår, at habilitet både er et spørgsmål om jura og et spørgsmål om offentlighedens opfattelse af habiliteten.
Eva Smith er kendt som fortaler for advokatundersøgelser.
"Udviklingen i Færø-sagen er meget ubehagelig for mit synspunkt. Jeg kan godt se, at virkeligheden peger på noget andet end mine overvejelser hidtil," siger Eva Smith, som imidlertid ikke vil opgive sin støtte til advokatundersøgelser; Færø-sagen er en undtagelse.
"Lige præcis i Færø-sagen kan det være svært at finde advokater, der både har forstand på økonomiske transaktioner og ikke har et habilitetsproblem i offentlighedens øjne. Det er særlig tydeligt i den her sag, som er så politisk betændt," siger Eva Smith.
På den baggrund opfordrer Eva Smith til at lade universitetsjurister eller fremtrædende advokater fra Norge eller Sverige til at stå for undersøgelsen i sager, der involverer store magtfaktorer i samfundet som Den Danske Bank.
Justitsminister Frank Jen-sen er i samråd om Færøsagen i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu