Læsetid: 5 min.

Kærlighed i Kaukasus

5. september 1997

Hvad svarer man, hvis en udlænding spørger om titlen på danskernes nationalepos? Ja, for sådan ét må I vel have, ligesom ethvert anstændigt folk? Grækerne har Iliaden, romerne havde Vergils Æneide. På akkadisk findes Gilgamesh, på sanskrit har man Mahabharata, på tysk Nibelungenlied, på fransk Chanson de Roland, på engelsk Beowulf, på russisk kvadet om Igor. Italienerne har Dante, spanierne El Cid, portugiserne Os Lusiadas. Og finnerne og esterne deles om sagnstof, som det ene sted er blevet til Kalevala, det andet sted til Kalevipoeg.
Men kan vi danskere bryste os af et ædelt fortællende langdigt om tilblivelsen af den danske sjæl og forfædrenes stolte bedrifter? Man kigger ned og skraber lidt flov med foden, kvier sig ved at nævne Christian Winthers Hjortens Flugt, kommer så i tanker om Benny Andersens Svantes viser, skønt det vist egentlig ikke var sådan en bog, der blev spurgt om...
Hos en georgier ville der i sådan en situation aldrig herske tvivl. For på georgisk eller grusinsk findes et 800-årigt epos, der tåler at blive nævnt blandt verdenslitteraturens prægtigste frembringelser. "Vep'his tqaosani" (Ridderen i panter- eller tigerskindet) hedder digtet, som findes overleveret i mere end 150 håndskrifter, og som (afhængigt af version og udgave) omfatter fra 1511 til 1666 firlinjede strofer fordelt på mellem 54 og 64 afsnit. Det siges, at stumper af dette digt endnu lever i folkemunde, og at fyndord derfra pryder georgisk dagligsprog. Før i tiden var det skik, at brude fik en afskrift med sig, når de forlod deres barndomshjem.
En skatmesters længsel
Om manden bag denne vældige sang, Shota Rustaveli, ved man at han var født i den sydlige del af Georgien ca. 1166, og at han blev rigets overskatmester under dronning Tamara (1160-1213). Det menes, at han tidligt i det 13. årh. fandt sin død i et georgisk kloster i nærheden af Jerusalem, hvor han er afbildet på en freske og står nævnt såvel i annalerne som i munkenes sjælemesse-register. Hvad digtet angår, kan det dateres til mellem 1189 (hvor dronningen indgik ægteskab) og 1207 (da hendes gemal Dawit døde). I optakten tilegnes det nemlig Tamara, ganske som i minnesangene, efter ædel høvisk skik. I strofe 7-8 står: "Jeg, Rustaveli, har komponeret dette værk med min kunst. For hende, hvem helte-skaren adlyder, har jeg mistet min forstand. Jeg dør! Jeg er syg af kærlighed, og for mig findes ingen helbredelse uden hos hende eller i graven."
Oversættelsen er Hans Scherfigs og bygger formentlig på en af to engelske versioner. At værket indtil videre ikke kan læses på dansk, er trist, men forståeligt. For Rustavelis versemål, den georgiske folkedigtnings sairi, kræver en del af udøveren. Ikke nok med at der skal holdes styr på 16 fødder pr. linje, de syngende strofer skal også rime i hold på fire vers ad gangen, i kraft af to, tre eller fire ens eller næsten ens stavelser, hvortil skal lægges kunstfærdige indrim i halvvers af skiftende stavelesesantal. Marjory Scott Waldrop (1869-1909), der omsatte værket til engelsk prosa, siges at have brugt atten år af sit liv på sagen. Hun lærte sig møjsommeligt georgisk, dels af dyb beundring for Rustaveli, dels af fascination over selve sproget, hvis 40 bogstaver nøje svarer til alle sprogets lyde, hvad der har fået folk til at kalde det verdens mest enkle og harmoniske tungemål.
Myldrende liv
Som så ofte, når man omsider læser en klassiker, man har hørt om, bliver man i mødet med "Ridderen i panterskindet" slået af dets sammensathed, hvad fortællestrukturerne angår. Litteraturhistorier beskriver værket som en énstrenget fortælling, men det viser sig ved nærmere eftersyn at rumme et raffineret spil mellem udsigelsespositioner og skiftende poetiske diskurser. Beretning veksler med breve, handlingen bremses op af lange dialoger, og personerne fortæller ofte hinanden om deres dramatiske skæbne i indlejrede under-historier. Det skaber liv uafladeligt, samtidig med at indgyde respekt for den sanger, der holdt sammen på det hele, og hvis billedsprog taler tværs gennem tid i kraft af sanselighed og direkthed. Er man i litterære debatter ført af avantgardister fra vort eget århundrede blevet grundigt træt af polemisk forenklende klicheer såsom 'den traditionelle roman' og 'traditionel fortællekunst', er det velgørende at møde en gammel digter i øjenhøjde og færdes i rutschebane op og ned gennem hans værks mange simultane niveauer.
Rustaveli erklærer, at handlingsstoffet stammer fra et persisk eventyr. Men at dette må være en ironisk sløring, fremgår af, at begyndelsen, hvor kong Rustevan udnævner sin datter Tinatin til sin efterfølger på tronen, nøje svarer til kroningen af Tamara, digterens elskede og herskerinde. Drivkraft i værket er da også kærlighed af både krop og ånd, sangen lader sig meget vel læse som ét eneste raffineret digterisk kurmageri. Men det handler derudover om venskab, troskab og heltemod. Kærlighedsopfattelsen indgår i en nyplatonisk tænkning, hvor menneskets evner til hengivelse, opofrelse, forståelse m.m. viser tilbage til samme guddommelige udspring.
Ansigt og maske
Titlens skindklædte helt hedder i det civile liv Tariel, men bærer sit tilnavn, fordi han i en skov sloges med en panter og under brydekampen så sin elskedes ansigt i dens blik. Fra da af bærer han dyrets hud som frakke og dens hoved som hue. Førstedelen beretter, hvordan kongens og Tinatins hærfører Avtandil drager ud for at hyre helten til kamp imod rigets fjender. Men som det fremgår af Tariels betroelse til Avtandil, har han andre interesser end krig. Han elsker til vanvid den skønne Nestan Darejan, datter af arabernes konge, og har, fordi han mistede hende, trukket sig tilbage til en hule. Men eftersom Avtandil kan få Tinatin ved at hjælpe panterridderen, drager de i andendelen sammen ud til kamp mod et dæmonisk nabofolk. Samme personkonstellation går
igen hos handlingens tredje helt - også han elsker en højerestående kvinde. Og alle tre må de gå mange trængsler igennem, førend de når deres længslers mål.
Hvor meget der i dette digt er litterær staffage og middelalderlig hofkonvention, kan vi vel dårligt bedømme i dag, men det synes, som om Rustaveli meget bevidst bytter om på forholdet mellem maske og ansigt, sådan at han ved at rendyrke det ydre: stilen og den høviske glans, netop får givet det indre sande og personligt dækkende udtryk. Da alle heltene til slut forenes med de ædle heltinder, virker også digteren lykkeligt forløst:
"Beretningen om vore helte er slut og forsvundet ligesom en drøm. Alle har de forladt denne verden. Sådan er tidens bedrag. Endogså for den, der finder den lang, flyver den væk i et glimt. Jeg, Rustaveli, en Meshkier, har skrevet denne eventyrfortælling."

Vep'his tqaosani udkom første gang på engelsk i 1912, prosa-oversat af Marjorie Scott Waldrop under titlen 'The Knight in he Panther's Skin'. Teksten genoptryktes til Rustaveli-jubilæet 1966. Desuden findes på engelsk en versoversættelse (på såkaldt blankversheksameter) ved Venera Urushadze, 1986. Den nyeste tyske oversættelse er 'Der Mann im Panterfell' (ved R. Neukomm, 1974). Hans Scherfig omtaler Rustaveli mange steder i sit elskelige værk 'Morgenrødens land. Litterær rejse i Grusien', 1971.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu