Læsetid: 4 min.

Kærlighed, der ødelægger

12. september 1997

En kvindelig alkoholikers historie om sin ulykkelige kærlighed til sprut

SELVPORTRÆT
Lidenskab, sensuel nydelse, lyst, fatal tiltrækning, opløsning af selvet, angst: Det er nogle af ingredienserne i den amerikanske journalists Caroline Knapps voldsomme, personlige fortælling om de tyve år, hun drak.
I Rus beskriver hun sit forhold til sprut som en kærlighedsaffære, en af de altbesættende, destruktive. Bogen vrimler med sensuelle beskrivelser af alkohol, eksempelvis:
"Jeg elskede lyden af druk: Den glidende lyd af en prop, der langsomt hives op af en vinflaske, det særlige kluk-kluk af spiritus, der hældes op i et glas, de klirrende isterninger. Jeg elskede ritualerne, kammerateriet i at drikke sammen med andre, den varme, smeltende fornemmelse af lethed og mod, det gav mig".
Og selv om kærligheden bragte hende til det punkt, hvor hun måtte forsage den for at overleve, dunker den stadig i hendes hvidvinsjunkie-årer: "Selv i dag, når tjeneren går forbi med et højt slankt glas hvidvin, et helt glas af flydende lettelse, øges pulsen, og jeg betragter det med et blik af tab, som man ville betragte et gammelt fotografi af en, man engang elskede højt og mistede".
Djævelsk dynamik
"Et helt glas af flydende lettelse". De fleste kender vel alkohols umiddelbart lægende virkning på den slags ondt i livet, der sætter sig i maven. Eller fornemmelsen af, hvordan det første glas efter fyraften løsner op for arbejdsdagens kropspanser. Eller følelserne af glæde, nærvær, fortrolighed som bobler i en fælles rus.
Det er jo den simple forklaring på, at folk drikker: Det føles godt.
Men nogle mennesker fanges af en djævelsk dynamik: Alkohol gør alting bedre - indtil det gør alting værre. Caroline Knapp hører til de mennesker, der ikke kan kontrollere sit forhold til sprut. Det den bedste definition på alkoholisme: Tabet af kontrol.
Alkoholikeren drikker sig ud over velbehaget, ned i et hul, hvor sprutten ikke længere er flydende lettelse, hvor den hverken dulmer smerte eller bringer glæde. Og den nedtur er sensualitetens absolutte modsætning.
Netop det ynkelige i enhver drankerhistorie gør Caroline Knapps detaljerede livsbekendelser til pinagtig, for ikke at sige pinlig, læsning: Løgnene. Dobbeltlivet. Den minutiøse planlægning for altid at have sprut inden for rækkevidde. Flasken bag toilettet. De små flasker i badekåbelommen. I tasken, så man kan i ubemærkethed kan fylde ekstra på, når man er til middagsselskab, og ikke vil drikke mere end de andre ved bordet. "Drik og ring"-scenerne, hvor sprutten vækker den desperate ensomheds sentimentalitet, og der går telefonitis i natten. De alkoholiserede skænderier med mændene i hendes liv. Angsten, der bølger når black-out'ene gennemhuller hukommelsen: Livsdrejende sætninger eller handlinger, der for altid er forsvundet i spruttåger.
Den evigt dårlige samvittighed over ikke at have moral og viljestyrke nok til at holde op. Den følelsesmæssige deformation, som følger i hælene på løgnene og angsten, og ødelægger evnen til at håndtere tilværelsens konflikter. Hun dykker ned i flasken, for at undgå at føle.. For at undgå at træffe svære valg. Skifter mennesker ud i stedet for at skifte sine problemer ud.
Og så alkoholikerens ulidelige selvmedlidende logik: "Jeg drikker, fordi jeg er ulykkelig".
Magtesløsheden
Jo, Knapp har haft alle mulige grunde til at drikke, herunder en bundtraumatisk familiehistorie, som hendes drukfortælling er viklet ind i. Men som hun selv konkluderer i Rus er det ligegyldigt, om alkoholismen har rod i fysisk-genetiske årsager eller psykiske. Uanset årsag er virkningen et selvdestruktivt tab af kontrol over tilværelsen.
Rus er ikke en rendestenshistorie. Knapp hører til den gruppe alkoholikere, som formåede at skjule sit misbrug. Hun bor alene og drak først efter arbejdstid. Holdt facaden nogenlunde hele vejen igennem - køn, begavet, succesrig journalist - så kun hendes nærmeste familie og kæreste(r) fik mistanke om, at der var noget alvorligt galt.
På det punkt, hvor drukkenskaben for alvor truede hendes tilværelse, var hun selv i stand til at vende alkoholikerens logik og erkende, at "jeg er ulykkelig, fordi jeg drikker", at hun ikke var i stand til selv at slippe ud af det ulykkelige kærlighedsforhold.
Erkendelsen af denne magtesløshed over for alkoholen, er betingelsen for at alkoholikeren kan blive ædru. De kan ikke vælge at leve et liv med alkohol som nydelsesmiddel. Valget står mellem to alternativer: At drikke sig fra livet eller lade være med at drikke og leve. Knapp beskriver hvordan mange af hendes nye bekendte i Anonyme Alkoholikere, falder tilbage i flasken, fordi de ikke kan/vil lade være med at prøve at drikke kontrolleret.
Der er lige så meget tab, sorg og vemod i at forlade flasken, som at forlade et lidenskabeligt besættende kærlighedsforhold til et andet menneske.
Og det er bogens styrke, at man forstår (så langt det er menneskeligt muligt, at forstå noget, der ligger uden for en selv), hvilke dæmoniske kræfter alkoholikeren er oppe i mod. Man forstår, hvilken styrke, der ligger i, at Anonyme Alkoholikere er organiseret som en enorm græsrodsbevægelse, af mennesker, der holder hinanden fast. Til livet.
Men det er dælme svært at komme igennem så mange siders beskrivelse af elendighed.

*Caroline Knapp: Rus - en kvindelig alkoholikers verden. 260 s. 148 kr. Ekstra Bladets forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu