Læsetid: 4 min.

Kærlighedssyg

29. september 1997

Bob Dylan er tilbage efter at have banket på himlens dør. Hans nye album er hans mest vedkommende i årevis

NY CD
Bob Dylan er stadig stor. Så stor, at man sent lørdag aften fra Bologna på Rai Uno i en direkte transmitteret reklamekoncert for katolicismen med 300.000 tilskuere kunne opleve Hans Hellighed, paven, give en meget fundamentalistisk analyse af "Blowing In The Wind" for så bagefter at overlevere scenen til His Bobness. Paven som support for Dylan!
Efter, med skælvende hånd under træt kind, at have set en koncentreret Dylan i topform aflevere lakoniske, men indædte udgaver af "Knocking on Heaven's Door" (sic) og "A Hard Rains A-Gonna Fall" må Paven have vidst, hvor det bar hen. Dylan var ved at stjæle hans show, så han afbrød simpelthen sættet. Johannes Paul ville godt sige god nat. Han gav Dylan hånden eller var det omvendt? Bagefter sang Dylan "Forever Young". Ikke uden ironi.
Den offentlige Dylan er med andre ord tilbage efter i foråret at have været døden nær af en sjælden hjerteinfektion. "Jeg troede, jeg skulle møde Elvis," sagde han tørt efter seks uger på hospital.
Før han blev syg, havde han indspillet det meste af Time Out Of Mind, det første Dylan-album i syv år, hvor han selv har skrevet sangene. Så selv om sammenhængen altså ikke holder, er det svært at høre sangene uden at tænke på død og forgængelighed. "It's not dark yet, but it's getting there," synger den 56-årige Dylan med en stemme, som bærer sin alder, sine erfaringer, sine nederlag og sin indsigt med en gåsehudsfremkaldende værdighed og nådesløshed - over for sig selv. Han ville aldrig bestå en stemmeprøve, men få stemmer lyder så prøvede.

Underminering af myten
Det er længe siden Dylan var omdrejningspunkt for andre end sig selv. Og selv har han fra første dag skudt til måls efter myten om sig selv som flere generationers store rorgænger.
Hans to seneste udgivelser har været meget determinerede forsøg på at fjerne sig fra de sløvende forventninger om den evige gentagelse af fordums meriter. Good As I Been To You fra 1992 og World Gone Wrong fra 1993 sendte Dylan på rejse tilbage til oprindeligheden, tilbage til folkemusikken før den blev til folk, tilbage til visesangskrivningen før den blev til singer-songwriting.
En slags udluftning som nu forhøjes til forløsende katarsis på Time Out Of Mind, den første plade i mange, mange år, hvor Bob Dylan lyder som om det virkelig brænder på.
Temaet er kærlighed. Kan en sangskriver overhovedet tænde på andet? Det skulle da lige være forsmået kærlighed, som der også lamenteres over i rigt mål på Time Out Of Mind.
At dømme efter teksterne må nogen have gjort noget meget slemt ved Bob Dylan: "You destroyed me with a smile." Skidt for ham, men godt for lytteren.
"I'm walking thru' streets that are dead/walking, walking with you in my head/my feet are so tired/my brain is so wired/and the clouds are weeping..." Sådan indledes Love Sick, pladens åbningsnummer. En ultra-slow hypnotisk blues med Dylans forrevne, flossede og næsten naturstridigt stærke stemme i en af de sange, der lyder som en klassiker fra første omkvæd.
Fortælleren er "sick of love". Men også kærlighedssyg. Den dobbelthed bærer alle sangene. "I was doing allright till I fell in love in you," lyder det som et ekko af "You gonna make me lonesome when you go" fra Blood On The Tracks, den plade, der stemningsmæssigt kommer nærmest Time Out Of Mind.

To spøgelser
Der går to spøgelser gennem pladen.
Det ene er "the ghost of our old love", som Dylan synger på "Standing In The Doorway (Crying)", en sang, der ikke ender i flæb, men bliver en nøgtern registrering af situationens umulighed: "Don't know if I saw you, if I would kiss you or kill you..."
Det kan godt være, sangene er skrevet som reparationsarbejde for sjælen og den sårede stolthed, men Dylan undgår det sentimentale og selvmedlidende. Han er blevet forladt, men han lyder ikke fortabt: "When you think you've lost everything, you find out you can lose a little more..."
Kærligheden går, men troen består. Ikke så fuldt eksponeret som tidligere, men den er der som en livsbetingelse. Tydeligst på den ikke umorsomme "Trying To Get To Heaven" med eftersætningen "before they close the door".
Det andet spøgelse, der hjemsøger Time Out Of Mind, hedder Robert Johnson, den halvt-mytiske urfader til blues og rock, som i 30'erne pantsatte sin sjæl til Fanden for at kunne komme til at spille guddommelig guitar.
Der er over disse sange en atmosfære af tågeindhyllede vejkryds, bundløse sumpområder, mørk magi og en anelsesfylde, der kan få selv den mest tørlagte mosekone til at brygge. Når Dylan da ikke ligefrem synger som var han en tyk sort neger, midt i et strømførende urban blues band!
Daniel Lanois har produceret, eller skal vi sige iscenesat musikken, som spilles lavmælt, telepatisk lydhørt, som et overnaturligt langt tilbageholdt åndedræt af musikere som organisten Augie Myers, bl.a. guitaristerne Duke Robillard og Cindy Cashdollar, Winston Watson, der ikke slår, men spiller trommer, og keyboardspilleren Jim Dickenson.
Resultatet er et bjergtagende stykke americana, som bliver mere end beåndet kitsch, fordi Dylan i dette selskab har genfundet melodikeren i sig selv, og generøst giver os nogle sange, der både kan holde vand og få tårerne frem.
Time Out Of Mind er en plade, der indstiller sig selv på repeat på cd-afspilleren. Og det er ikke kun på grund af gammel kærlighed.

*Time Out Of Mind. Producer: Daniel Lanois. Columbia/Sony. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu