Læsetid: 7 min.

Kan man lære at blive forfatter?

17. september 1997

Forfatterskolens første 10 år sat under lup i det seneste nummer af Kritik, der også har kulturbyåret og IT-begrebet under behandling - Alt i alt et kraftigt kosttilskud

tidsskrift
Kan man lære at blive forfatter? Herman Bang må have ment det. Til en vis grad. I et brev formulerede han det sådan: "Jeg har meget af det, der kan læres. Men jeg mangler noget af det, der ikke kan."
At noget kan læres og noget ikke kan, er nogenlunde det eneste, man kan mønstre enighed om i diskussionen omkring den hjemlige uddannelse af forfattere på Forfatterskolen.
Det er i år 10 år siden, skolen tog sin første årgang ind, og jubilæet er den ydre anledning til status og vurdering i tidsskriftet Kritik's nyeste nummer. Der er tale om et lille tema bestående af tre bidrag: Et kort 'statement' af Klaus Rifbjerg, et langt, grundigt og oplysende arbejde af Anne Toft og Dorte Øberg, som har skrevet danskspeciale om Forfatterskolen ved Odense Universitet. Og endelig et bidrag af en af eleverne: forfatteren Kristian Ditlev Jensen, som prøver at rydde op i "det væld af misforståelser og hadefulde kommentarer, som Forfatterskolen lige siden sin oprettelse som institution for en forfatteruddannelse har været udsat for."
Fundamentalismen
Man bliver klogere af at kigge på Forfatterskolen gennem dette tresidede prisme. Det første, man bliver klogere på, er graden af den fundamentalisme, der præger selve diskussionen skolen. Ingen af parterne synes at kunne "indreflektere" hinanden. Der er kun plads til et synspunkt. F.eks at Forfatterskolen i bedste fald er værdiløs, i værste fald skadelig. Eller, modsat, at der ikke findes noget af litterær værdi, som Forfatterskolen ikke omfatter.
Denne diskussion er som et hængedynd med camouflerede landminer, som diskussionsdeltagerne ikke slipper for at ramle ind i, selvom de prøver at lade som om, de går på asfalteret vej. Minefeltet gemmer spørgsmål af typen: Hvad er talent? Hvad er kunst? Hvad er uddannelse til kunst? Kan en uddannelse til kunst være værdifri? Og hvis ikke, hvorfor er det så netop dette Poul Borum/Per-Aage Brandtske litteratursyn, med udgangpunkt i modernismen, præget af en høj grad af sprogbevidsthed og af en prioritering af den "fuldendte form", som er blevet institutionaliseret? Skolen blev statsanerkendt, og eleverne SU-berettigede i 1995.
Klaus Rifbjerg er svoren modstander. Redaktionen lader hans korte 'statement', trykt med fed sats, indlede debatten. En besværgende provokation:
"På forfatterskolen kan man kun bekræfte hinanden i en illusion, der for det meste er med stærkt akademiske overtoner og dermed skabe en slags videnskabelig pseudolitteratur, som derefter kan behandles af tilsvarende litteraturvidenskabsmænd og
-kvinder i en slags centrifugal selvbekræftelse, der er fuldkommen meningsløs og i sidste ende dræbende for alt liv. I hvert fald i litteraturen."
Et Rifbjergcitat andetsteds i nummeret, fra et interview i Politiken, sætter trumf på: "man lærer mere ved at være ansat på en salatfabrik end ved at gå på Forfatterskolen. "
Mange debut'er
Rifbjergs statements har udelukkende signalværdi. En argumenteret og omfattende redegørelse får man hos Dorte Øberg og AnneToft, der ikke er direkte parter i sagen. De tager udgangpunkt i skolens prosaforfattere og i nogle af de hyppigste kritikpunkter netop omkring Forfatterskoleprosaen: Skolen er ikke er gearet til at uddanne prosaister, men lyrikere; prosaisterne skriver smalle og svært tilgængelige bøger; de ligner hinanden.
Debuter kommer der i hvert fald ud af det. Mange af 90'ernes prosadebutanter har gået på Forfatterskolen: Helle Helle, Solvej Balle (debut 1986), Merete Pryds Helle, Mads Brenøe, Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Peter Adolphsen, Simon Fruelund, Laila Ingrid Rasmussen og Katrine Marie Guldager.
Øberg og Toft rammer en pæl igennem den fordom, at eleverne skulle skrive ens - eller smalt for den sags skyld - ved at henvise til værker af Jens Ottesen, Jesper Uhrup Jensen og Jørn Frederiksen. Men tydelige fællestræk er der alligevel i litteratursyn og traditionsbevidsthed. Det skulle også lige mangle, kunne man tilføje efter at have fået grundig besked om skolens undervisningsplan, dens grundlæggende syn på litterær kvalitet og tradition (inspireret af T. S. Elliott), dens litterære "kanon" af mesterværker (fx Musil, Joyce). Og ikke mindst, når man har læst om skolens optagelseskriterier. For at blive en af de heldige, ud af de 100 årlige ansøgere, må man for det første have talent, for det andet være undervisningsegnet - derunder ikke-debuteret som forfatter.
Om talent hedder det: "En tekst måtte ifølge Borum både have form/fuldkommenhed og indhold/nødvendighed for at kunne danne grundlag for optagelse. Men han lagde ikke skjul på, at fuldkommenheden kommer først i vurderingen, derefter må man spørge om nødvendigheden. Når der fra Forfatterskolens side tales om talent, er det indenfor ganske bestemte genrer, og man kan hævde, at karakteren af det færdige produkt allerede er bestemt ved optagelsen, hvor det overvejende er den meget sprog- og traditionsbevidste forfatter, der kommer ind (...) Man kan diskutere, om udvalget (optagelsesudvalget red.) er for ensidigt i dets interesser."
Overkvalificerede?
Og hvad er så "undervisningsegnethed"? Det er først og fremmest, at eleven er modtagelig for kritik. Forfattere, der har debuteret, er af samme grund udelukkede: "Debuterede forfattere er ifølge Borum og Brandt for optagede af mindre væsentlige ting som anmeldelser og forlag og bliver med udgivelsen så sikre på deres eget talent, at de ikke er modtagelige for kritik eller 'for færdige'".
Øberg og Toft er grundige og loyale. Det er væsentligt for dem dels at afmystificere Forfatterskolen ved at fremlægge gedigen information om alt fra historie til økonomi, skema og gæstelærere. De har nydt godt af skolens gæstfrihed, overværet undervisning, lavet interviews med stribevis af forfattere, forlæggere og lærere og de er gode, saglige formidlere. Men der anes kritikpunkter. De fremføres diplomatisk med vendinger som "man kan forestille sig at" eller"man kan diskutere" eller "man kan undre sig over".
Men under punktet undervisningsegnethed, træder de i karakter: "Med et blik på konservatorier og kunstakademier synes det paradoksalt, at man kan være overkvalificeret til en kunstnerisk skoling".
Ja, det synes paradoksalt. Kan det mon skyldes, at Forfatterskolen ikke alene beskæftiger sig med "kunstnerisk skoling", men med skoling af mennesker. Altså personlighedsskoling? Den anelse opstår under læsningen.
En blandt flere?
Hvis det er tilfældet, må man sige, at det kræver en næsten skræmmende sikkerhed hos lederne. Den synes de at have. Der synes derimod ikke at være det overskud på skolen, som kunne få den til at placere sig som en af flere værdifulde måder at undervise forfattere på. Der er enten "tricks" og "creative writing", som enhver kan gå på kursus i lige fra gaden - eller der er Forfatterskolen.
Rifbjerg anbefaler salatfabrikken. Det kan man ikke bruge til meget. Det skulle lige være til et tankeeksperiment: Man kan forestille sig en prosatekst på Forfatterskolen, der handler om livet på en salatfabrik. Kan man også forestille sig en kritik, der handler om, at der ikke er researchet godt nok? At sådan laver man faktisk ikke salat? Eller er det irrelevant for den kvalitet, der måtte være i tekstens form/fuldkommenhed? Hvis ja, så er der i hvert fald sider af for eksempel en kommende Herman Bangs, Henrik Pontoppidans, Hans Scherfigs eller Peter Høegs talent, som skolen ikke vil kunne udvikle.
Flot nummer
Kritik fortsætter i det kunst- og kulturpolitiske med en artikel om kulturbyåret og hvad der blev af det. Ud fra erfaringer som informationsmedarbejder på flere Kulturbyprojekter, tegner Line Hjorth et billede af stress, kvantitetstænkning, dårlig planlægning, udnyttelse af løsarbejdere, negligering af egne, overordnede ideer, og af en tænkning omkring modtagerne, som ytrer sig f.eks. i en ordre om, at information til publikum skal være "på børnehavestadiet". Artiklen er et modigt råb om efter-kritik og evaluering, en mangelvare i kulturlivet. Hvad blev der fx af visionen om kulturbyåret som startskud til en varig vitaminindsprøjtning i København?
Nummerets eneste klassisk-litterære artikel handler om Peter Høeg. Med tungen lige i munden lykkes det for Ide Hejlskov Larsen på en gang at gøre rede for Høegs brug af utroværdige fortællere og at forklare, hvorfor netop Høegs forfatterskab har lokket så mange læsere, professionelle som læge, ud på flisen, og nogen på glatis.
Jakob K. Nielsen skriver om virvaret af læsninger af Joyces Ulysses, Cecilie Høgsbro Østergaard om beslægtede tankemønstre indenfor den modernistiske og totalitære tænkning. Det sker med udgangspunkt i den tyske bjerg-romantik (Riefensthal, Mann, Jünger m.fl.) og i en form, der ikke har frigjort sig ganske fra Institut for Litteraturvidenskab i København.
Endelig har redaktionen fået Hans Siggaard Jensen, forskningsprofessor ved Handelshøjskolen i København, til at forklare for de teknologisk forudsætningsløse, hvad begrebet "informationsteknologi" står for.
Med anmeldelsessektionen til slut udgør Kritik's nr. 128 et kraftigt kosttilskud:
Kunstpolitisk, kulturpolitisk, litterært-analytisk, kulturhistorisk og informationsteknologisk. Flot.

*Kritik 128. 3. årgang. Red. Frederik Stjernfeldt og Nils Gunder Hansen. Gyldendal. En årgang (6 numre) kr. 480, løssalg pr. nummer kr. 100.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu