Med en arbejdsløshed på 11,4 procent, et hul i finansloven, der er tæt på grundlovsbrud, og almen reform-mangel er regeringen Kohl ved at nå træthedsgrænsen. Men det lysner forude
Berlin
Er man til mord med ord for åben skærm, kan det anbefales at tænde for en af de talrige tyske tv-kanaler. Her transmitteres for tiden live fra årets finanslovsdebat, en fire dags foreteelse, der hvad skældsord og gensidige beskyldninger om svig og snyd angår, ikke lader historiens kongemord noget efter. Kritikken af regeringen Kohl, og frem for alt den tyske finansminister, Theo Waigel, er nået nye højder.
Således beskyldte det tyske Socialdemokratis formand, Oskar Lafontaine, regeringen Kohl for uærlighed, ansvarsforflygtigelse og umenneskelighed.
Lige op i ansigtet på Helmut Kohl sagde Lafontaine således med dirrende stemme, at "Deres hårde kurs har på grund af økonomiske fejlslutninger haft massearbejdsløshed i de nye länder til følge. Og det vidste De. Alligevel gennemtrumfede De Deres politik for at holde Dem selv ved magten, for at vinde magten, og ikke for at forbedre menneskenes livsbetingelser".
"De har om skattepolitikken sagt, at genforeningen ikke nødvendiggjorde skattelettelser...17 gange har De hævet skatten".
"Ingen regering i verden har en så katastrofal skattepolitik som Deres". "De er manden, der går fra ét brudt løfte til det næste".
Den tidligere Forbundspræsident, Richard von Weizsäcker, har også blandet sig i kritikkernes rækker. Til denne uges udgave af det indflydelsesrige ugemagasin, Der Spiegel, udtalte Weizsäcker således, at Tyskland igennem lang tid har haft "et politisk system med regeringsansvaret, der har drevet de af demokratiet tilbudte midler til erobring og bevarelse af magten til hidtil ukendte højder".
Weizsäcker var ved overtagelsen af præsidentembedet CDU-medlem, men som traditionen byder det, meldte han sig ud, "da præsidenten bør stå over partipolitiske interesser".
CDU-medlemsskabet har Weizsäcker ikke genoptaget efter, at han stoppede som statsoverhoved indtil 1994.
Hul i finansloven
Årsagen til den for tysk politik usædvanlige rå tone er den tyske økonomis problematiske tilstand, og hullet i det fremlagte finanslovforslag for 1998.
Her forudser finansminister Waigels embedsmænd en stigning i de offentlige skyldnere på 17,9 milliarder D-mark til ialt 71,2 milliarder D-mark. Dermed overstiger nettokreditoptagelsen summen af forbundsregeringens investeringer på cirka 12 milliarder D-mark. Den slags er ifølge en af Kohl-regeringen nyligt vedtagen tillægslov til den tyske grundlov ikke tilladt, med mindre den økonomiske situation er ud af ligevægt. Og det er den, mener Waigel altså, og foreteelse er kun et overgangsfænomen, der er borte næste år, hvorfor hans gerninger ikke er forfatningsstridige. Ingrid Mattjäus-Maier fra SPD mente som svar, at Waigel driver Tyskland direkte mod "insolvens".
Rekordarbejdsløshed
Samtidig er arbejdsløsheden nået nye rekordhøjder. På grund af økonomiens ringe beskaffenhed - især i den østlige del af Tyskland - er arbejdsløsheden fra juli til august måned steget med 17.800, så i alt 4,372 millioner mennesker er uden arbejde. Det højeste siden 30'erne. Det er en stigning på 470.400 i forhold til samme måned sidste år, svarende til en arbejdsløshedsprocent på 11,4 for hele landet.
Værst står det til i det østlige Tyskland, hvor arbejdsløshedstallet er oppe på 18,3 procent i forhold til 15 procent ved samme tid sidste år. Dette på trods af, at sommermånederne traditionelt betyder flere i arbejde end om vinteren, hvor turist- og byggebranchen tilbyder langt færre job.
På landsplan tælles 1,46 millioner langtidsarbejdsløse, hvilket er 21,2 procent mere end sidste år. Stigningen skyldes først og fremmest nedskæringer i forbundsregeringens støtte til jobtrænings- og videreuddannelse programmer for langtidsarbejdsløse. Værst ser det ud for indvandrere og flygtninge. Her er langtidsarbejdsløshedsprocenten på 20,2 procent på landsplan og næsten 50 procent i det tidligere Østtyskland.
Det lysner forude
Langt bedre ser det ud for bruttonationalproduktet, der i første halvår 1997 er vokset med 2,0 procent. For andet kvartal 1997 regner statistikerne sågar med en vækst på 2,9 procent. I 1996 steg det tyske bruttonationalprodukt sammenlagt kun med 1,4 procent.
Årsagen skal findes i den tyske eksport, der i det første halvår voksede med hele 9,6 procent med forventning om en yderligere stigende tendens i sidste halvår 1997.
Dette påvirker alt sammen Tysklands evne til at opfylde ØMU'ens konvergenskriterier. Det tyske hovedproblem har været at få de offentlige skyldner ned, så også Forbundsrepublikken kunne opfylde kravet om offentlige skyldnere på maksimalt 3,0 procent af bruttonationalproduktet, som Tyskland (læs Theo Waigel) selv fik gennemtrumfet for at sikre Euro'en samme stabilitet som deres elskede D-mark. Og her ser det begyndende gunstigt ud. Første halvår af 1997 viser således et underskud på 3,1 procent mod 3,4 procent for samme periode sidste år.
