Læsetid: 7 min.

Knytnæver forvandlede sig til håndslag

27. september 1997

Da stenene var kastet i Holmegårdscentret i Kokkedal, satte man sig ned - politi, borgmester, SSP-konsulent og de unge andengenerations-indvandrere. Og så fandt man
en løsning

Den 23. og 24 august 1996 tørnede politi og andengenerations-indvandrere i Kokkedal sammen i voldsomme sammenstød i og omkring Holmegårdscentret - en af den slags indkøbscentre, som udgør den eneste ramme om mange kommuners folkeliv.
Det er også her i Holmegårdscentret, de unge indvandrerfyre holder til, for de vil pr. tradition gerne være, hvor der er flest mennesker. Altså står de, som de siger, i Holmegårdscentret.
Konfrontationerne for godt et år siden involverede politi fra både Hørsholm og Helsingør. Der blev kastet sten mod butiksruderne, politihundene brugte tænder, og politikniplerne blev også trukket.
De voldsomme gadekampe ser ud til at have været en spontan udløsning af mange års opsamlede frustrationer i en ungdomsgruppe, der gennem knap ti år har tryglet kommunen om et sted at være. Mere præcist et værested.
Men hvorfor kan de unge indvandrere ikke gå hjem til sig selv som andre mennesker, fristes man til at spørge. Hvorfor skal de stå og fylde i centret?
"I et muslimsk miljø er der ikke tradition for, at unge falder ind hos hinanden til en kop te og en snak," forklarer Atila Sari, talsmand for indvandrergruppen, overfor Information.
Hjemmene er simpelthen kvindernes - og pigernes - domæne, mens muslimske mænd har for vane at gå på cafe efter arbejdstid. Muslimske drenge er således ikke ret gamle, før de driver rundt udenfor.
Mange sværdslag
Der skulle knuste ruder og voldelig kamp til, for at Karlebo Kommune rakte hånden frem. Til gengæld skete det prompte. Resultatet er, at de unge andengenerationsindvandrere og alle de andre unge i kommunen fra den 19. oktober får deres eget værested som resultat af en arbejdsproces, der lovprises af ikke bare den lokale SSP-konsulent, Ulrik Jessen (kontaktleddet mellem skole og politi), politiet og institutionsrepræsentanten, men også af de unge indvandrere. "Man hørte alt, hvad vi sagde," siger de.
Dette er altså en - for en gangs skyld - positiv historie om, hvordan en københavnsk omegnskommune efter mange sværdslag, knust glas, hærværk og optøjer, som lokalpressen kalder det, endte i en positiv dialog med en konfliktfyldt gruppe. Ved ganske enkelt at lytte.
Regningen for at have udraderet et spændingsfelt, som i varieret grad har berørt alle borgere i kommunen, lyder på 543.000 kr.
Først et tilbageblik: Allerede i 1992-93 hjalp pædagogen Ole Rud-Petersen et hold knægte i Familieklubben - en institution, der er knyttet til bebyggelsen Egedalsvænge, hvor flertallet af indvandrerne i Kokkedal bor, med at producere en film, der giver udtryk for ønsket om et værested. Senere er ønsket gang på gang blevet repeteret - ikke mindst af Atila Sari og hans venner, der adskillige gange har opsøgt kommunens forvaltning og hver gang fået lovning på en undersøgelse og et svarbrev.
Der kom imidlertid aldrig noget svar.
Netop som Atila Sari har lovet at forfatte endnu en henvendelse til kommunen, udløses konfrontationerne i Holmegårdscentret.
Atila Sari: "Det hele starter fredag eftermiddag, hvor en betjent beder de unge om at fjerne sig fra centret. Det vil de ikke, og betjenten beder om deres navne. En ung tyrker vil ikke opgive sit navn - danskerne går jo i hundredvis rundt uden at blive spurgt. Betjenten trykker pludselig en nøgle hårdt mod tyrkerens bryst og tager - som jeg har hørt historien - kvælertag på ham."
Samme aften
Samme aften holdes der en privat fest, hvor nogle indvandrere er sure over ikke at være velkomne. Der bliver ringet efter politiet, og de unge indvandrere tvinges væk. De tager op til deres faste ståpladser i centret. Politiet forlanger igen navne, og det kommer til et slagsmål mellem politiet og en - siger Atila Sari "rimeligt muskuløs" tyrker, som tilfældigvis er europamester i karate."
Den muskuløse tyrker tildeles en flænge i ansigtet, og nogle af hans venner prøver at forsvare ham. Politiet trækker kniplerne og den omkring en snes 16-20-årige indvandrere "går helt amok". De unge knuser butiksruder osv.
Næste dag vil man hævne sig på politiet.
Atila Sari: "Jeg valgte at tage væk sammen med nogle venner. Da vi kom hjem ved 21-tiden så det fuldstændig ud som i fjernsynet - med unge demonstranter, der kastede sten, hunde og så videre. De endte med at blive anholdt allesammen."
"Jeg mener, der den første aften var tale om en helt spontan aggression. Den var overhovedet ikke planlagt. Men bagved det hele lå frustrationer over at skulle være på gaden. Som jeg selv forklarede nede på kommunen: "Jeg flover mig ved at stå der, når mine skolekammerater går forbi."
Kultursammenstød
Han siger: "Du kan ikke gå 500 meter i et muslimsk land, før du møder en cafe. Den kultur sidder stadigvæk i os. Og så er der også det, at vi som andengenerationsindvandrere er vokset op med danske normer. Du har gået i skole her og har fået banket lidt vestlig mentalitet ind - vi føler os som danskere, men når du kommer i puberteten, sætter dine forældre nogle grænser ud fra deres kulturelle tradition - en række regler, der gør det svært at føle sig godt tilpas derhjemme. I den situation holder man sammen med folk, der har det på samme måde som en selv."
- Hvorfor tager I ikke i ungdomsskolen?
"Fordi den ligger fem kilometer væk. Hvis man ikke når bussen, skal man gå derop. Det gider man ikke," siger Atila Sari, der ikke er i tvivl om, at han vil være folketingspolitiker og såmænd allerede (som 17-årig) er blevet opfordret til at stille op byrådet af både Socialdemokratiet og SF.
Atila Sari mener at have lært meget af processen i den arbejdsgruppe, der har forhandlet sig frem til den pavillon, der nu bliver værested for de unge - med de samme faciliteter som i en ungdomsklub: Video, stereoanlæg, bar, billard, computerspil, internet osv.
Ulrik Jessen: "Kort efter konfrontationerne med politiet blev der holdt et stormøde med folk fra kommunen, kultur- og socialchefer, borgmester, politi, institutionsfolk og hovedsagelig unge indvandrere. Fra det øjeblik har der været en fremragende dialog, fordi der er blevet lyttet. At det er gået sådan skyldes først og fremmest politiet. Efter konfrontationerne i Holmegårdscentret gjorde politimesteren kommunen klart, at det man her havde været involveret i ikke var et politimæssigt problem, men et socialt problem."
Den Venstre-styrede kommunes formand for børne- og kulturudvalget, Kirsten Søndergaard, har erkendt, at "det er lidt flovt, at der ikke blev taget hul på den problematik for otte år siden." Mens De Konservative kun nødtvungent gik med til at bevilge de nødvendige kroner til den ny pavillon. Det konservative byrådsmedlem, Arne Kristensen sagde, at det efter hans opfattelse var et forkert signal, at unge fik deres ønsker opfyldt efter at have været voldelige.
Ulrik Jessen, SSP-konsulent:
"Det er da rigtigt, at der skulle kastes med sten, før der kom hul igennem. Der er ingen tvivl om, at de unge skubbede til en proces. Der er heller ingen tvivl om, at de unge gik over stregen, men det positive er, at dialogen udviklede sig til et formidabelt godt samarbejde."
"Der har været fuldstændig ro, siden arbejdsgruppen gik i gang. Ingen chikanerier, ingen kasten med sten eller kriminalitet. De unge har været utroligt optaget af udsigten til et værested og et år er lang tid at vente, når man er ung."
Klubaften for piger
Eftersom muslimske piger ikke må gå ud til arrangementer med drenge, får pigerne deres egen klubaften. Både Ulrik Jessen og Atila Sari understreger gang på gang, at værestedet både er for indvandrere og danske unge.
Foreløbig er der gennemført nogle smugåbninger, som har været en succes. Eksempelvis har der ikke været én indvandrer at øje i centret, når der har været klubaften i værestedet.
Atila Sari: "I virkeligheden var det nogle ganske få personer, der udløste voldsomhederne. Nogle kom i fængsel og andre er faldet til ro. Jeg tror, at kriminalitet udløses af kedsomhed. Og det er jo ikke ligefrem sjovt at stå nede i det center. Kedsomhed kan medføre næsten alt, som den dag, hvor alting skete."
- I understreger gang på gang, at værestedet er for alle unge i Kokkedal. Men hvorfor blander I jer ikke mere med danske unge?
"Selvom jeg taler udmærket dansk og har mange danske venner, føler jeg mig utilpas, hvis jeg f.eks. er til en fest udelukkende med danskere. Man kommer lige hjemmefra - fra en mor, der går med tørklæde - til en fest med piger i hot pants. Det er altså et kultursammenstød, og så holder man sig til sin egen vennegruppe for at finde støtte. Jeg vil ikke sige noget negativt om de danske unge. Man føler sig bare utilpas, hvis man er alene iblandt dem."
Atila Sari kender følelsen, for han er den eneste indvandrer i sin klasse på Rungsted Gymnasium.

Julie Holst er skoleerhvervspraktikant

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu