Læsetid: 5 min.

Om kold fusion

15. september 1997

Efter otte år er der ved at være lukket og slukket for den kolde fusion. Eller er der?

Hvem husker Pons og Fleischmann? Stanley Pons, amerikansk kemiprofessor, og Martin Fleischmann, britisk ditto. I påsken 1989 brød de gennem mediemuren med et af de største brag, videnskaben har givet anledning til i nyere tid. Alle tv-kanaler lavede interviews, internationale aviser og ugemagasiner ryddede forsiderne, Information indledte en dækning, der skulle blive til 25 artikler, før historien gik i sig selv. Historien om den kolde fusion.
De to kemikere chokerede det videnskabelige samfund og bragte den almene offentlighed i en tilstand af måbende undren, da de i marts 1989 pludselig meddelte, at de havde trodset, hvad man havde anset for naturlove ved i et køkkenbordsekperiment med kolber og metalelektroder og vand at have præstereret atomkernefusion ved stuetemperatur.
Fusion er den energifrigørende proces med sammensmeltning af atomkerner af brint, som kendes fra Solens indre, og som forskere i snart 50 år har forsøgt at eftergøre ved at varme brint op til 100 millioner grader i store, bekostelige forsøgsanlæg. Foreløbig med stærkt begrænset succes, idet fusionsprocessen - der af nogle ses som fremtidens uudtømmelige energikilde - ved de ekstreme temperaturer kun har kunnet realiseres i ganske få sekunder af gangen.
En lystig boblen
Hvad Stanley Pons og Martin Fleischmann frejdigt fortalte på et pressemøde i Salt Lake City i 1989 var, at de have holdt en fusionsproces kørende i dagevis i et simpelt eksperiment, hvor de i en kolbe med tungt vand fik vandets indhold af tung brint - kaldet deuterium - til at vandre over i en neddyppet metalelektrode. Her blev deuterium-atomerne pakket sammen i så massive koncentrationer, at de til sidst smeltede sammen, fusionerede, under frigørelse af energi. Tv-seere kunne med egne øjne se, hvordan det boblede lystigt i Pons og Fleischmannns kolber.
"Vi finder det sandsynligt, at der i løbet af få år kan bygges elproducerende systemer," sagde Pons optimistisk.
Samtidig med at den etablerede videnskab rystede på hovedet, indledte en række anerkendte laboratorier verden over kontrolforsøg, hvor de prøvede at eftergøre køkkenbords-ekperimentet. Bare sådan for en ordens skyld. Information bragte f.eks. reportager og billeder af forskere fra Niels Bohr Institutet, ivrigt optaget af egne forsøg til efterprøvelse af hypotesen om kold fusion.
Stor var overraskelsen, da der i de første uger efter pressemødet indløb meldinger fra laboratorier i Japan, Ungarn, USA, Italien og Tjekkiet om, at man mente at have set noget, der kunne være tegn på kold fusion. Man begyndte at mumle om, at Pons og Fleischmann måske alligevel stod til en Nobelpris, det store reaktorfirma Westinghouse købte sig retten til forsøgsresultater fra universitetet i Salt Lake City, det amerikanske energiministerium holdt hastemøde med præsident Bush, og flere universiteter skyndte sig at indlevere patentansøgninger på deres fusions-eksperimenter.
Patologisk
Men gradvist begyndte billedet at krakelere. Flere af de involverede laboratorier meldte, at deres resultater alligevel ikke kunne tolkes som kold fusion - de skyldtes enten fejlmålinger eller andre, velkendte fysisk-kemiske processer. Ingen kunne komme op med en teoretisk forklaring på, hvordan sammensmeltningen af deuterium-kerner skulle kunne lade sig gøre ved stuetemperatur. Og Pons og Fleischmann rodede sig ud i skænderier om fusk og bagvaskelse med andre videnskabsfolk.
I marts 1990 offentliggjorde tidsskriftet Nature en videnskabelig artikel af fysikeren Michael Salamon, der havde fået lov til at følge Pons og Fleischmanns forsøg på nærmeste hold.
"Vi så ikke et pip. Der foregik ikke en tøddel, ikke den mindste antydning af konventionel fusion," lød Salamons dom, da han i hverdagssprog udlagde den for amerikanske medier. Det indbragte ham et sagsanlæg fra de to kemikeres advokat.
Siden fulgte flere slagsmål og sagsanlæg. Pons og Fleischmann isolerede sig fra omverdenen på universitetet i Salt Lake City, og den amerikanske fysiker og videnskabshistoriker Douglas Morrison udlage hele historien som et typisk udslag af "patologisk videnskab".
Men historien har ikke villet dø.
"Den kolde fusion er død, men den vil ikke lægge sig ned," sagde fysikeren Clive Ellegaard, Niels Bohr Institutet, til Information i 1990.
Året efter måtte han erkende, at der stadig var forskere rundt om i verden, som blev ved med at få mærkelige resultater, som kunne udlægges som delvise bekræftelser på noget, der i alt fald lignede kold fusion.
Og forskningen er fortsat. Det japanske ministerium for international handel og industri har f.eks. investeret 25 millioner dollar i at holde eksperimenter i gang. Og i Italien var forskere på det nationale institut for kernefysik i Milano så sent som sidste år usvækkede i troen på "de positive vidnesbyrd om kold fusion, som hober sig op."
Et afgørende knæk fik dog den begrænsede kreds af troende fusions-forskere, da det japanske ministerium forleden meldte, at man fra næste år har besluttet at lukke for sin efterhånden mangeårige støtte til den tilbageværende internationale forskning i kold fusion.
Ministeriets talsmand udtalte, at forskningen har resulteret i "glimrende kalorimetriske teknikker til måling af varmeoverskud," hvorimod den ikke har kunnet påvise egentlig varmeproduktion som resultat af atomkerne-fusion ved almindelige temperaturer.
Nye forsøg
Dermed er man nok tæt på at være ved vejs ende. En snæver kreds af stærkt overbeviste - Douglas Morrison ville sige patologiske - forskere med tætte bånd til Pons og Fleischmann vil formentlig fortsætte jagten på den kolde fusion til deres karrieres ende. Men mainstream-videnskaben har for alvor vendt den kontroversielle teori ryggen.
Hvilket ikke forhindrer, at tidsskriftet New Scientist for ganske nylig (16. aug. 97) kunne bringe en stor artikel om, at forskere ved det anerkendte britiske Rutherford Appleton Laboratory nu har demonstreret kold fusion i en anden udgave.
"Dette er den virkelige kold fusion," siger japaneren Kanetada Nagamine, der leder eksperimenterne.
Nagamine og hans kolleger foretager angiveligt en halv million atomkerne-fusioner pr. sekund ved temperaturer tæt på frysepunktet. Til forskel fra Pons og Fleischmann arbejder Nagamine dog med en ganske særlig slags atomer, nemlig atomer hvor elektronerne er erstattet med elementarpartikler kaldet muoner. Sådanne muon-atomer er uhyre små, og deres atomkerner er pakket så tæt sammen, at de faktisk fusionerer og i den proces frigør energi.
En dag bliver energifrigørelsen måske kraftig nok til, at vi kan levere billig energi til alle, siger Nagamine. Drømmen lever stadig.jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her