Læsetid: 4 min.

Vi kom, så og segnede

19. september 1997

...men måske blev vi alligevel klogere på verdens indretning? Apropos det sidste års kunstbiennaler, Documenta m.m.

Den franske forfatter Stendhal beskriver et sted, hvordan for store mængder sublim kunst indtaget på for kort tid kan bevirke, at hjernen kortslutter - og man besvimer. Det er det såkaldte Stendhal-syndrom, som hvert år rammer kulturturister og i særlig grad dem, der opsøger Firenze.
Tilsvarende fik jeg hvide pletter for øjnene, da jeg i Venedig i juni så den 47. biennale. Mest på grund af dens omfang, for den finder som bekendt sted over hele byen, og sidst men ikke mindst ved tanken om, at jeg skulle annamme den på ultrakort tid, i 30 graders varme og med en luftfugtighed på 100.
Det er betingelserne, men nok ikke det bedste udgangspunkt for en (forhåbentlig) kvalificeret kunstkonsumtion. Som en af mine kolleger fra et andet blad formulerede sig på ankomstdagen: "Hvor jeg dog elsker denne by, men hvorfor skal biennalen altid ødelægge det?"
Der er blevet sagt og skrevet en del om de voksende kunstmesser, biennaler, og også om documenta. At de er udtryk for en træt vestlig verdens trætte kunstbegreb, at de halter efter udviklingen, at de ikke er spektakulære nok m.v.
Disse ord har særligt været hæftet på årets Venedigbiennale og documenta X, der med sit store røde X, som symbolsk overkrydser d'et i documenta, grafisk illustrerer kunstens endeligt. I hvert fald det traditionelle kunstbegrebs, for der var kun tre malere repræsenteret ud af 100 kunstnere, og disse tre malere arbejder mere konceptuelt, helt ude på fladen med maleriets materielle fremtoning, end malere ellers gør.
Disse var tyskeren Gerhard Richter (der ikke var repræsenteret ved sine malerier, men ved sin Atlas-serie) og amerikanerne Lary Pittman og Kerry James Marshall. Og heller ingen traditionelle skulpturer. I det hele taget - som også Simon Sheikh, der anmeldte Documenta her i bladet den 27. juni og den 23. august, var inde på, er det en meget tekstuel, meget intellektuel og meget monumentfattig documenta, som ikke desto mindre viser en række tankevækkende enkeltværker. Ikke mindst videoværker. Således Johan Grimonprez' timelange, uhyre kompakte, poetiske, men barske, video over flykapringens historie, der v.h.a. hemmeligholdte filmklip, samplet på raffineret vis og med en underholdende underlægningsmusik leverede en gennemironisk udlægning af hele koldkrigstidens terror-klima.
Den kan ses i Kunstforeningen, Gl. Strand fra november i år.
Sao Paulo blev rost
Har pressen været kritisk over for ovennævnte mega-udstillinger, har der til gengæld hele vejen rundt lydt applaus til sidste efterårs biennale i Sao Paulo. Den var sandt nok var stramt disponeret, og den eksponerede en lang række mindre kendte, men meget overbevisende og originale kunstnere: Hollænderen Tom Claasen, polakken Zbigniew Libera, briten Gary Hume (p.t. udstillingsaktuel på Charlottenborg), kineseren Cai Guo Qiang (som vi senere på året så på en i bogstaveligste forstand dragende udstilling på Louisiana) m.m.fl.
Hertil kom vægtige bidrag fra nogle af de store moderne klassikere som den franske skulptør Louise Bourgeois, russeren Ilya Kabakov, som viste en af sine vidunderlige labyrinter med de flyvende mennesker, vægmalerier af Sol Lewitt, geometriske skulpturer af GeGo m.fl.
Og så var der vores egen moderne klassiker, Christian Lemmerz, hvis store metafysiske bidrag 'Holy Spirit', i konkret forstand kastede lys på kunsten omkring sig. Som alle læsere af nærværende dagblad vil vide, så stødte dette illustre værk på en del modstand fra naboen Anish Kapoor.
I modsætning til Venedigbiennalen præsenteres biennalen i Sao Paulo sig i én bygning, nemlig i Oscar Niemeyers 40.000 kvadratmeter store udstillingshal med udsigt til den eksotisk grønne Ibirapuera-park.
Hermed gives de bedst tænkelige rammer om samtidskunsten, således at den kan opleves med dertil hørende koncentration.
Bygningen er i de senere år blevet restaureret og er nu også i forsikringsmæssig forsvarlig stand, så man fortløbende kan vise verdenskunst her.
Surrealisme på hjul
En af de bedste måder at opleve kunst på er Skulptur Projekte Münster, en udstilling i byrummet, som i lighed med Documenta X i Kassel kan ses frem til den 28. ds. Denne smukke middelalderby lægger krop til en skulpturudstilling hvert 10. år.
Det lyder umiddelbart anstrengende, når man hører, at der er 61 værker, spredt over kilometer-distancer.
Men man lejer simpelt hen en cykel, for Münster er Tysklands cykelby nummer et. For hver Münster-borger er der to cykler, som bliver brugt så flittigt, at bilisterne ofte må vige i evigheder, inden de kan bevæge sig frem.
Udstillingen blev anmeldt af Gertrud Købke Sutton den 30. juni, og er en herlig oplevelse. Skulpturerne eller installationerne er alle stedsspecifikke, dvs. de tager udgangspunkt i og går i dialog med de omgivelser, de optræder i.
Således har f.eks. Ilya Kabakov i en park leveret et digt om tilværelsens frydefulde sekunder. Et digt, monteret i en antenne, og som kun kan aflæses, hvis man ligger ned i græsset.
Det svensk-norske makkerpar, Elin Wikström og Anna Brag har leveret et projekt 'omvendt cyklisme'. De har konstrueret en cykel, der kører baglæns, selv om cyklisten drejer pedalerne fremad. Det er surrealisme på hjul. Man orienterer sig via to store bakspejle, og man begiver sig ikke ud i den cyklende Mønster-by uden at have sikret sig med knæ- og albuebeskyttere samt hjelm.
I løbet af de tre måneder, udstillingen indtil nu har varet, er der dannet en forening for omvendt-cyklisme i Münster!
Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved, om biennalerne og de store udstillinger med samtidskunst har deres berettigelse.
Men et faktum er det, at de er en publikumsmæsig succeshistorie, som breder sig. I Kassel passerede man f.eks. i fredags de 500.000 besøgende.
Til næste efterår åbner en biennale med samtidskunst i Berlin. Og på denne plads skal det til slut lige afsløres, at næste års danske repræsentant på Sao Paulo-biennalen bliver installationskunstneren Olafur Eliasson. Kunsten kører.
Og nogen gange på cykel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her