Læsetid: 6 min.

De kongelige mellem mystik og folkelighed

17. september 1997

Indskrænket monarki er sandsynligvis en af de mindst ringe styreformer, der kendes. Derfor skal vi passe på de stakkels mennesker, som er født til at udfylde rollerne

Hvad er det, vi kræver af de kongelige? Og hvad er det, der gør dem så umådeligt interessante for så godt som alle massemedier? Selv et højpandet og instinktivt anti- eller i hvert fald a-royalt organ som Information har jo måttet ofre spalter og enkelte billeder på de sidste ugers store, royale begivenheder. Dianas død selvfølgelig, men også mindre spektakulære begivenheder i og omkring vort eget såkaldte 'cykelmonarki' har fundet vej til spalterne. Fortrinsvis i form af mere generelle og camouflerede artikler som denne. Men immervæk dækning af det kongelige stof.
For ikke særligt mange år siden, troede det store flertal af højt uddannede, at interessen for gamle fænomener som Gud, Konge og Fædreland ville forsvinde i takt med, at vi blev rigtigt moderne. I 30'erne og endnu i 50'erne var alle selvforstået 'progressive' republikanere og ateister, samtidig med at de forestillede sig, at Fædrelandet ville forsvinde til fordel for international solidaritet, enten af humanitær eller mere politisk art.
Fædrelandet var det første til at skifte plads fra højre til venstre på den politiske skala. Det skete med debatten om vores forhold til det europæiske samarbejde. Holdningerne er muligvis ved at ændre sig i øjeblikket, men i de sidste 25 år har der ikke været varmere tilhængere af den nationale velfærdsstat end venstrefløjen.
Der er selvfølgelig nuancer i de forskellige nej-bevægelsers forhold til Fædrelandet. Nogle er mere nationalistiske end andre. Men fælles har de været om at fremhæve en størrelse, der 25 år tidligere stort set kun påkaldte sig overbærende hånlatter fra de samme grupper.
Noget tilsvarende gør sig gældende for monarkiet. Man skal for tiden vist være over 70 år gammel for at erklære sig som overbevist republikaner. Andre vil nok sige, at de er det, men så straks tilføje, at holdningen ikke er relevant med den fremragende repræsentant, vi i øjeblikket har på tronen.
Underforstået at hvis dronning Margrethes efterfølger viser sig at være for udisciplineret eller hvis der skulle indtræffe en eller anden skandale med penge, magt eller hurtige biler, så kan man tage sine republikanske synspunkter frem igen.
Men ellers er selv den selvfor-stået radikale intelligentsia for tiden monarkister, som flokkes foran tv-apparatet nytårsaften og såmænd også ved de andre begivenheder i kongehusets liv. Denne popularitet kan naturligvis i vid udstrækning tilskrives dronning Margrethes personlige egenskaber og en intelligens, der er indlysende uden at være anmassende.
Men spørgsmålet er, om der ikke er mere til det, ligesom der er til vores ændrede forhold til religionen. Generelt har samfundsvidenskaben jo måttet erkende, at vi ikke bare bliver mere og mere moderne i takt med udviklingen. Det antog de såkaldte moderniserings-teorier ellers, såvel i deres marxistiske som i deres liberalistiske udgaver.
Men denne naive udviklingstro er blevet underkendt af begivenhederne i det sene 20. århundrede. Tværtimod ser det nu ud til, som sociologen Zygmunt Bauman har bemærket, at moderniteten er langt mere modsigelsesfuld.
Faktisk ser det ud til, at en række træk som en tidligere, mere rationalistisk tidsalder var tilbøjelig til at kalde "irrationelle", overlever eller ligefrem blomstrer op. Disse sider ved det moderne samfund kan godt forklares og har formodentlig også en funktion.
Men de er meget langt fra ældre, optimistiske forudsigelser om modernitetens paradistilstand. Uanset om man antog, at denne var reguleret af markedets usynlige hånd som hos Adam Smith, eller om man troede, at den ville indtræffe på grund af menneskets iboende godhed, som det var tilfældet hos Karl Marx.
Er den positive interesse for monarkiet i sidste ende et udslag af en sådan modernitetens irrationalitet? Eller har de iagttagere ret, som slet og ret begrunder det arvelige monarki med, at det er praktisk at besætte denne ledende post med en professionel, der er uddannet til det hele sit liv og derfor næppe forfalder til korruption eller skandaløst levned. Se bare, hvor svært det er at finde værdige kandidater til de symbolske præsidentembeder i lande, hvor man søger dem blandt politikerne. Valget falder let på afdankede eksemplarer af slagsen eller på alt for stærke personer, som flertallet ønsker hen hvor peberet gror, eller hvor de i hvert fald kan gøre minimal skade.
Nej, lad os så hellere holde os til det gode, gamle, tillidsvækkende monarki, synes flertallet af potentielle republikanere at tænke. I hvert fald i de nordiske monarkier. Det passer jo også godt til det let corny flag med et kristent kors på rød bund, der utilsløret markerer Danmark som et medlem af den lille klub af kristne stater med korsflag. Kristne ateister som vi plejer at præsentere os selv.
Sådanne pragmatiske argumenter har naturligvis noget på sig, men de overser den mystiske eller ligefrem magiske side af monarkiet.
Først og fremmest er det vigtigt at gøre sig klart, at der kun er én af slagsen i hvert land. Hvor monarken i højmiddelalderen havde to legemer, som den tysk-amerikanske historiker Ernst Kantorowicz påpegede i 1957 i bogen The King's Two Bodies, et konkret og et abstrakt, har monarken i dag kun et legeme.
Men dette er stadig både konkret og abstrakt. Monarken symboliserer det statslige fællesskab, men personificerer eller legemliggør det samtidig. Derfor den store interesse for de kongeliges gøren og laden, også dem der kun står i lære eller sidder på reservebænken, dvs. tronfølgeren eller tronfølgerne.
Det kan være frustrerende at være i de sidstes position, for med mindre der sker noget aldeles uventet, vil en person som kronprins Frederik (eller Charles for den sags skyld) være godt over de 60, før han kommer til at fungere som monark. Og det i et samfund, hvor lederposter ellers indtages af stadig yngre mennesker. De forlængede livsforventninger har gjort det endnu sværere at være tronfølger end tidligere, samtidig med at offentlighedens overvågning er blevet endnu tættere.
Men det er vigtigt at erindre sig, at tronfølgeren kun er en potentiel monark. Næsten uanset hvad vedkommende har gjort i sin første egenskab, sker der en transformation, når den nye monark udråbes. Proklamationen "Dronningen er død, kongen leve" vil på mystisk vis ændre den udråbte til et abstrakt symbol på magten. Det kender vi til fulde fra kroningen af kongerne i middelalderen og under enevælden. Dengang blev kongerne ligefrem salvede, det vil sige velsignede for at understrege ceremoniens karakter af guddommelig indvielse.
Gud er trådt lidt i baggrunden i vore dage, men principielt er det det samme, der foregår, selv om ritualet er forenklet lidt. Problemet er kun, at den samme symbolske person i dag også skal være en 'rigtig' person, et menneske. Ikke "en af vore egne, en rigtig guttermand", men et menneske med følelser og derfor nødvendigvis også svagheder. Dog ikke for mange, for så kan de stille sig i vejen for den anden side af værdigheden, symboliseringen af det statslige fællesskab.
Et sådant symbol kan selv lille fredelige Danmark få brug for, før vi aner. Husk bare på, at monarken ikke kun er overhoved for det ret homogene Danmark, men for hele Rigsfællesskabet.
Det kan meget snart vise sig at være den aller vigtigste rolle for monarken. En partipolitisk, ansvarlig leder som Poul Nyrup Rasmussen kan med sine nødvendige krav om rationel embedsførelse og orden i regnskaberne i alle dele af riget hurtigt i princippet komme til at gentage Mikhail Gorbatjovs fejl. Nedturen for Sovjet-unionen begyndte, da den moderne, russiske leder afsatte korrupte, men nationale, partisekretærer i de centralasiatiske republikker. Der førte til harmdirrende studenterdemonstrationer mod Moskvas overgreb under mottoet om retten til egen korruption.
Skulle noget tilsvarende ske i en afskygning hos os, vil det snart vise sig, at monarkiet også i Danmark kan komme til at spille en central politisk rolle. Som det gør i det splittede Belgien i dag og gjorde i Spanien som garant for overgangen fra diktatur til demokrati i 1970'erne og 80'erne.
Indskrænket monarki er sandsynligvis en af de mindst ringe styreformer der kendes, selv om de klassiske græske teoretikere opfattede det som en modsætning til såvel demokrati som aristokrati. Af samme grund skal vi passe på det og de stakkels mennesker, som er født til at udfylde rollerne. Det er ikke nemt, selv om det kan se glamourøst ud i billedreportagerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu