Læsetid: 4 min.

Krigsbørn på café - et år efter

9. september 1997

De tre unge bosniske serbere, Sladjana, Danijela og Pavle, fortæller om hadet til muslimer, SFOR som serbernes beskytter, udlængsel og tilværelsen i
Banja Luka, hvor der "ikke sker noget"

BANJA LUKA
Det er et år siden, jeg mødte dem sidst - Danijela, dengang 20, og Sladjana, Zoran og Pavle på 22 - på en café i downtown Banja Luka, og siden har vi holdt en vis kontakt over e-mail.
Dengang var freden ny, fremtiden synes i færd med at blive kick-startet efter en forfærdelig krig, hvor drengene var ved fronten, og pigerne led under afsavn og budskaber om dræbte brødre og venner.
Nu har jeg sat dem stævne igen, under de kæmpemæssige kastanjetræer i Hotel Bosna's udendørs café. For at foretage en barometermåling: Er den hadske nationalisme på retræte? Er livet ved at blive normalt? Og hvad er det, der foregår i Republika Srpska?
"Jeg vil gerne møde dig, men her er absolut intet sket," lægger Danijela ud.
Og så alligevel. Zoran er her f.eks. ikke længere. Han emigrerede til Tyskland, hvor hans mor bor, for at søge sin fremtid. Men den fandtes ikke dér. Efter næsten et år som opvasker på en restaurant og en daglig arbejdstid fra 10 til et om natten, har Zoran erkendt det forjættede lands begrænsninger og er nu på vej hjem.
Serbernes beskytter
Hvad er der ellers sket? Sidst vi mødtes, talte Danijela om den internationale IFOR-styrke (nu SFOR) som "besættelsesmagten" og om, at alle hadede amerikanerne. Nu arbejder Danijela og Pavle begge for amerikanske organisationer i Banja Luka. Så noget må være sket.
"Okay, jeg har ændret mening på det punkt," indrømmer Danijela.
"Det er stadig ikke rart at se en fremmed hær rende rundt i dit land, men det er det mindste af mange onder. Vi serbere er splittede og har ikke en så stærk hær som før, så uden de internationale styrker ville vi blive rendt over ende af muslimerne."
"Og så bidrager de positivt til vores økonomi," griner Pavle.
Plavsic har en sag
"Så længe alle de internationale organisationer er her, kan vi føre et anstændigt liv. De er byens største og snart eneste arbejdspladser."
"Men jeg forstår altså ikke, at I gider. Serbisk politik - det er som at kigge på et ekspressionistisk maleri uden briller på. Det må komme dertil, at verden overlader os til os selv. Værsgo', det er jeres land. Nu kan I selv rode med det".
- Ja, hvad fanden er det der foregår?
"Jeg er også forvirret," siger Sladjana, geografi-studerende og med tre dræbte brødre den af de tre, som krigen har ramt hårdest.
"Jeg er stadig nationalist af en slags. Jeg ønsker vores eget land, men jeg ønsker heller ikke, at Republika Srpska skal være isoleret. Vi skal have forbindelser med Europa, så jeg tror, at Biljana Plavsic gør det rigtige - at hun ikke bare er et redskab for Amerika, som nogen siger."
Danijela: "Jeg støtter Plavsic som præsident, ikke som person. Det er rigtigt af hende at tage opgøret med de korrupte og kriminelle ledere nu. Og hvis økonomien ellers kommer til at køre her i vores del, så vil folk i den østlige del indse, at det er den rigtige vej. Plavsic har en god sag."
Pavle: "Det vigtige er, at der sættes noget igang. Men alle fabrikkerne er lukkede. Der sker intet, og folk er klart mere utilfredse end sidste år, hvor alt kunne forklares og retfærdiggøres med krigen eller det internationale samfunds blokade."
Fjendebilleder
- Sidst vi mødtes var I alle klart modstandere af at leve sammen med muslimerne igen. Men muslimers og kroaters tilbagevenden er en vigtig del af Dayton-aftalen. Hvordan ser I på det nu?
"Det vil ikke være en god ide at lade dem komme tilbage. Jeg vil aldrig kunne leve sammen med muslimer igen. Jo, måske efter 10 år, når krigen er på afstand," mener Sladjana.
Og Danijela er enig: "Lige meget hvad vi siger udadtil, vil ingen her have, at de fordrevne vender tilbage. Bosnien vil aldrig nogensinde blive så blandet, som det var før. Vi kunne genopbygge en moské eller to - men det skulle kun være for at narre det internationale samfund til at tro, at vi nu er blevet nogle gode, artige serbere."
- Måske skulle I rejse til Føderationen (den muslimsk-kroatiske del af Bosnien, red.) for at få nedbrudt de fjendebilleder?
Danijela: "Folk tager det mere afslappet med at rejse derned, og jeg har da også været i Sarajevo et par gange i forbindelse med mit job. Næste gang bliver til U-2 koncerten i slutningen af måneden. Men jeg tør ikke overnatte der."
Ingen busser
Pavle: "Når folk herfra rejser til Føderationen sker det stadigvæk ikke i egen bil, og der går heller ingen normale busser, man kan tage. Man tager en af de hvide busser, FN stiller til rådighed."
Planer for fremtiden? Danijela og Pavle tør ikke have nogen. De vil arbejde for de internationale organisationer i Banja Luka og tjene godt med penge, "så længe verden finder os interessante."
Sladjana vil rejse ud: "Jeg har én gang siden krigen været uden for Republika Srpska, en tur til Montenegro. Jeg vil se den verden, jeg kun har læst om."
"Vi sidder her garanteret stadig, når du kommer tilbage næste år," tilføjer Danijela.
Pavle: "Ja, og pigerne sidder og vugger med hver sin barnevogn, og siger: der er da ikke sket noget..."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her