Læsetid: 4 min.

Kropsnært

17. september 1997

Det nøgne jeg på rejse i Norden

kunst
Der er en masse krop i Norden, når vejret tillader, når saunaen er tændt eller varme kilder ved hånden. Vi bevæger os mellem ekstremer af kulde, blæst og beskyttende tøj, og dyrker euforien ved at slippe ud af hylstret og føle kroppen og sindet åbne sig ved varme. Ud af en udstilling i 1996 på Alvar Aalto i Finland med titlen "Det nøgne jeg" er vokset en nordisk vandreudstilling "Kropsnær", som over Finland, Norge og Sverige nu er nået til Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø.
Christian Lemmerz går som vanlig under huden og viser et slattent menneskebetræk, materie, "Weisser Eiter" (det er mælk), i et lukket kredsløb af slanger og et sylteglas med konserverede (grise)øjne med titlen "Blind". Alle dele simulerer, men er tilstrækkeligt nær på virkeligheden til ikke at kræver kommentarer.
Også Lars Hammarström simulerer med fem afstøbninger af et hovede, der rækker tunge, og tre par outsize nøgne arme som bønfaldende eller afværgende vokser op af gulvet.
Til gengæld er Peter Bondes tunge- og brækmalerier det, navnet antyder, for så vidt som de er malet med egen tunge "Hired Tongue", og eget bræk "Upside-down/Insideout" dækket af lak, hvorved det bliver konserveret og æstetisk "spiseligt" som impasto på mørk grund. Han vrænger af maleriet, men investerer sig selv og sin egen krop i skabelsen af kunst.
Hos alle tre er der rum for fantasien, men Philip van Knorrings fotografier af et mandligt og et kvindeligt underliv byder sig til på meget kropsnær måde, og helt håndgribelig er Ilkka Sariola, som i performance fortæller om sin barndoms traumer omkring en syg bror og ender med at strippe og invitere publikum til at lade sig fotografere ved hans side i "Livets gynge"-stol.
Rollespil
Marianne Lindberg de Geer giver sig selv hovedrollen i en komposition af over hundrede små fotografier og reproduktioner af kendte kunstværker klæbet op på sort og indrammet. Overalt har hun erstattet originalens ansigtstræk med et groft karakteriserede malet selvportræt tonet ind efter ånden i forlægget. Tilsammen danner de en humoristisk totalinstallation af livssituationer med en hovedaktør, som er offer "for omstændighederne".
Iben Dalgaard står for en stor installation, hvor tilskueren i selskab med 35 rygsække med klapstol af den slags sportsfiskere bruger kan rejse rundt i et rum fuldt af lukkede vægskabe. Tøvende linder man på en af dørene, og for hver dør vokser interessen. Hvert skab har et tema: Desire, Joy, Privacy, Love, Goal, Pain osv. som - direkte eller ironisk - kommenteres af indholdet, der består af ting som balkjole og fluepapir(Desire), jernkæder og kroge(Mercy), on/off varmemåler (Love), aske af døde sorteret efter dødsårsag(Arrival), alt komponeret på fornemste måde. Kun en dør lader sig ikke åbne. Et mere diskutabelt islæt er en videofilm, hvor komikeren Øyvind Kirchhoff mimer sig gennem udstillingen og ved sit krukkeri annullerer dens seriøsitet.
Hos Marianne Heske, mest kendt for sine videoer, er det den besøgende, som selv må lægge krop til ved at tage ophold i et "orgonhus", en bemalet kasse med tag af talg og fåreuld, og også Elin Wikström involverer betragteren. Hendes installation er en fortsættelse af hendes bidrag til Nowhere på Louisiana i 1996. Hendes tema er folks ønsker og hensigten er ved skrabelodder og en sindrig udvælgelsesproces at skabe en vinder helt fri for bindinger, altså den skyld- og gældfri gave.
Den anonyme krop
Thorvaldur Thorsteinsson bidrag er udstillingens smukkeste. I gråtone-fotocollager viser han fragmenter af kroppe berøvet deres individualitet og udstillet som klassisk skulptur på hvide piedestaler. Der er ingen splattereffekt eller kulører men retoucherede, smukke former placeret i et fiktivt gallerimiljø.
Helt anonyme bliver kroppene hos to andre islændinge. Helgi Thorgils Fridjonsson lader puttoagtige teenagerdrenge svæve i skyerne mellem gigantiske frugter og med magisk realistisk plasticitet a la Balthus, mens Birger Snæbjörn Birgisson maler blonde underfundige eventyrbilleder i kropsløs symbolistisk stil. Begge med en duft af dulgt erotik.
Udstillingen i Sorø er usædvanligt levende og engageret må betragtes som en nordisk udløber af Biennalen i 1995, hvor hovedtemaet var menneskekrop og identitet. Vi kredser om emnet på mangfoldige måder, og hos alle kunstnere fornemmes et usædvanligt, men naturligt engagement.
Et supplement
Sommerlys og vintermørke er de poler, hvorimellem vi svinger, lyssind afløser tungsind og vice versa. Og meget a propos har Iben Dalgaard en "S.A.D". installation i den lejlighed som er Galleri Søren Houmann: Syv stofbaner danner en billedvæg, hvorpå er trykt en vinterskov belyse i korte sekvenser og overfor hænger ni sorte, tilknappede kasser, som hver indeholder et fremragende portræt af et menneske, hensunket i egne triste tanker og fotograferet af Mads Gamdrup. Dertil kommer 13 punktvist anbragte små hvide kasser med forårsgrøn bund. 7-9-13, mørket viger og i badeværelset bliver vinterskoven grøn. Installationen som i sin enkelhed er smuk og poetisk uddybes i tristheds- tekster af Thomas Bruun.

*"Kropsnær". Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø. Ti.-sø. 13-16, t.19. okt.
*"S.A.D." En installation af Iben Dalgaard. Galleri Søren Houmann, Borgergade 36,. Ti.-fr. 13-18, lø. 11-14, t. 26. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu