Læsetid: 2 min.

Kunsten at skyde får

13. september 1997

Med sit nye album, I'm Not Following You efterlever Edwyn Collins mesterligt sine løfter om musikalsk fornyelse

NY CD
Da den skotske multiinstrumentalist og tidligere drivrem i Glasgow-gruppen Orange Juice, Edwyn Collins i 1994 huggede sig vej til hitlisternes æresdivision, med nummeret "A Girl Like You", havde han allerede lagt betydelig afstand til den prunkløse sangskrivning, der farvede hans soloudgivelser i årtiets begyndelse. Heftige samplinger og glamracket-sound gik nu hånd i hånd med påvirkninger fra den tungere ende af soulspektret, og i trendmagasinet The Face kunne man læse, at Collins for alvor følte sig rustet til at 'eksperimentere og være mere radikal i arbejdet med lydeffekter'.
Med den nyligt udsendte I'm Not Following You må man sige, at han uden slingren lever op til sin udtalelse og med lige dele målrettethed og musikalsk legelyst har søsat en af årets mest besnærende rockkrydsere.
Således kanonerer han sig - hold fast - igennem et genrekartotek, der indbefatter såvel easylistening, soul, glitter, funk, disco og reggae som psykedelia, men hele vejen igennem tøjlet af hans uforlignelige popmelodiske overjeg.
Bagud er fremad
Det er mildt sagt svært at lade være med at vugge med på det groove, der gennemsyrer denne cd. Snurrige keyboardfigurer, svedigt masserende bas og en myriade af inkorporerede finurligheder danner bagtæppe for Collins bittersøde lyriske forsiringer og bevægelige guitarspil.
På "It's A Steal" og "The Magic Piper", der åbner pladen, lykkes det at holde en spidsfindig kloning af loungemuzak og rock'n'roll-attitude flydende uden at forfalde til de mest grasserende klichéer, og på numre som "Superficial Cat" og "Running Away With Myself" emmer de fyndige brass-legeringer af smooth, sexy cool cat-stemning.
Der er masser af kitsch og camp på spil i Collins lydekskursioner. Bagudsynet er betingelsen for at se fremad på I'm Not Following You. Men der er på intet tidspunkt tale om forloren parafrasering eller overdreven ironisk distance i behandlingen af de mange stilistiske forlæg. Snarere udfoldes en idiosynkratisk og personligt henført kærlighed til en række af de 70'er-fremkomster, man finder på pladeantikvariaternes hylder og tilbudskasser.
Kombinatorisk vid
Allerbedst kommer det til udtryk i skæringen "Seventies Night", hvor Mark E. Smith fra den legendariske postpunk-gruppe The Fall har overtaget det vokale centrum og med sin karakteristisk frønnede stemmeføring hvæser sig gennem en svampet jungle af wah wah-guitar og Bee Gees-fremdrift.
Modsvaret finder man i "Downer", der 'låner' sit grundtema hos Led Zeppelin og fuldbyrdes i en splintrende distortion-indhyllet solotur. Men herved stopper legen langtfra. For bid-mig-i-øret om ikke både Grace Jones (!) og Frank Sinatra behændigt rundes i henholdsvis "Who Is It" og "No One Waved Goodbye" før en regn af projektiler slynges afsted mod en flok sampler-koreograferede får på det afsluttende titelnummer.
Hvordan denne udtoning skal tolkes står åbent. Men sikkert er det, at Edwyn Collins ikke bræger med i koret af almindelige gravranere - hertil er hans detaljesyn og kombinatoriske vid alt for sofistikeret.

*Edwyn Collins: I'm Not Following You (Setanta/Sony)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her