Læsetid: 5 min.

Kvinde, kunstner, mor og myte

4. september 1997

Karen Sybergs solidariske og usentimentale biografi om Tove Ditlevsen udkommer i dag

NY BOG
Tove Ditlevsen havde dén star quality, der skaber myter: Fattig arbejderpige, der når toppen af det litterære parnas, elsket af folket og overset af æggehovederne og de hovmodige intellektuelle.
I dag udkommer Karen Sybergs Tove Ditlevsen, myte og liv, en bog, der kritisk og kærligt tager myten op til overvejelse. Tove Ditlevsens far, Ditlev Nielsen Ditlevsen, var bogligt begavet og interesseret i litteratur.
Men med sin datter Tove kan han ikke dele denne interesse. Ditlev er en lukket, konventionel mand og kønsrollerne er fastlåste i arbejdermiljøet. "Han taler ikke til mig af sig selv, for han ved ikke, hvad han skal sige til små piger." Dog forærer han Tove en udgave af Grimms Eventyr, og af den kan hun jo blandt andet lære, at den eneste udvej for livets Askepot er af finde en prins, der kan føre hende væk fra en grå og trøstesløs tilværelse.
Kains-mærket
Der kommer mange prinser i Toves liv, og hun bliver en prinsesse, der i hvid brokadeskjole modtager boghandlernes Gyldne Laurbær. Men de traumatiske mønstre, der er indpræget i hende, kan ingen udradere. De sidder fast som et Kains-mærke, en frygtelig og destruktiv forudsætning for hendes forfatterskab.
Det bliver moderen, lunefulde Alfrida, der kommer til at spille den dominerende rolle i Toves barndom. Og i Karen Sybergs biografi trækkes et direkte spor fra Toves forhold til Alfrida og til hendes forhold til sin sidste ægtemand og dødsfjende-hjertenskær, Victor.
Tove kan ikke løsrive sig fra sin mor, hun lever i en evig angst for ikke at blive elsket, og netop derfor må hun sætte kærligheden på prøve, gøre moderen ked af det. Men hendes bedste våben i denne kamp for opmærksomhed er selv at blive uopmærksom, at trække sig tilbage til en hemmelig indre verden.
"Lystfantasierne om død og afstraffelse, fortrydelse, forsoning og tilgivelse væves tidligt sammen med den foretrukne flugt ind i fantasien: nydelsen ved at lade lyse bølger af ord gennemstrømme sig."
Flugt til fantasien
Digtningen og fantasien bliver også den voksne Tove Ditlevsens tilflugtssted. I dette lukkede rum er hun urørlig og usårlig. Den lidende kvinde, det passive offer, som må vedkende sig masochistiske træk i sin seksualitet, har hemmelige ressourcer.
Senere kunne hendes tilbagetrækning blive en brik i et erotisk magtspil - hvad hun dog næppe indrømmede for sig selv. Den kunne i forholdet til Victor være med til at opretholde en ægteskabelig terrorbalance, der nedbrød hende menneskeligt, men nærede hende kunstnerisk. Når digteren Tove Ditlevsen ramte så stort et publikum i dets inderste følelser, skyldtes det ikke kun - som en Vesterbrokvinde sagde ved begravelsen - at "det var os, Tove henvendte sig til i et sprog, som vi forstod".
Det skyldes, tror jeg også, at hun med stadig større kompromisløshed, menneskeligt og sprogligt, fandt ned til fortrængte arketypiske mønstre, der er chokerende genkendelige for de fleste.
Ser man på biografiens fotografier af barnet og skolepigen Tove Ditlevsen, får man ikke indtryk af, at hendes barndom var specielt ulykkelig. Tove cykler, svømmer, pjanker med kammeraterne og går tur med sin elskede storebror Edvin.
Men det var en barndom, der ikke gav hende nogen vægtig bagage at tage med ud i livet. Den udviklede ingen følelser af selvværd eller sikkerhed.
Tove Ditlevsen, der gennem sine ægteskaber førte omhyggelige regnskabs- og kassebøger, blev mærket af angsten for fattigdom; og den tidlige seksualitet blev forvrænget, noget råt og sjofelt, men uundgåeligt.
I familien, hvor "man ikke rørte ved hinanden", lærte hun hvilke løgne, der var tilladte, fordi de var en indrømmelse til konventionen. Hun tilpassede sig, gled passiv igennem, prøvede på ikke at skille sig ud fra de andre og fandt også ud af, hvordan man kunne klovne og sætte oplevelser i anekdotisk form, så det uhyggelige blev overvundet.
Hun havde vel ikke en
direkte ond barndom, men trøstesløs var den, og noget
af samme sære gråhed kom også til at præge Tove Ditlevsens liv som voksen. Der var venskaber, fester og megen latter - Tove Ditlevsen havde en grotesk og ofte provokerende humoristisk sans.
Men der var tilsyneladende ingen større glæde ved musik, skønhed, kunstneriske udtryksformer. På de områder f k hun intet med fra Hedebygade.
Hun giorde forsøg på at realisere det normale, blive en god mor og en antagelig husmor, men endte med at indse, at det oversteg hendes kræfter. For hende var det normale, det almindelige liv, det vanskeligste af alt.
Et lukket rum
Kønne og slagfærdige Tove var orienteringsløs i virkelighedens verden.
Hun lærte at spise med kniv og gaffel og at begå sig i nye miljøer. Men det eneste sted, hun følte sig hjemme, var fantasiens lukkede rum.
Det var her, hun ville være, på trods af alle omkostninger. Her var den smerteblandede skønhed, hun eftertragtede og var afhængig af, samtidig med, at hun blev afhængig af de stoffer, der kunne legitimere en ansvarsfri passivitet i forhold til hverdagen.
Trods talrige afvænningsforsøg slap hun aldrig ud af sin narkomani. Petidinsprøjterne førte mere med sig - amfetamin, kloral, ritadin, you name it.
På et tidspunkt blev hun
offer for overlæge Geert-Jørgensens ansvarsløse LSD-eksperimenter og udviklede en akut psykose.
Det er under de lange ophold på Sct. Hans, at hun for alvor kan skrive, omskabe sin angst og sine erfaringer til stilsikker kunst som for eksempel i erindringsromanen "Gift".
Egentlig var hun altid, i denne digtning, der for hende personligt var forbundet med smerte, lyst og skam, bange for at snyde og bange for at blive afsløret.
Hun havde været det un-ge, smukke vidunderbarn, elsket af publikum og populær blandt kolleger. Nu var hun blevet en midaldrende kvinde, hvis digte i det litterære miljø blev vurderet som traditionalistisk, klichefyldt kling-klang. Hun kom til at hade modernismen.
De yngre eksperimenterende digtere truede hendes position og hun distancerede sig fra dem. Skønt de fik priserne - på det punkt blev hun nu ikke forsømt, skønt hun aldrig modtog Akademiets store pris - var det jo hende, der blev læst og solgt.
Spilvågen
Alligevel var Tove Ditlevsens kunstneriske instinkt spilvågent. Hun var stadig på opdagelsesrejse i stil og sprog, fandt nye, overbevisende udtryksmåder, der kunne formidle hendes skånselsløse indsigt i sig selv og sit liv.
Indtil stoffet var udtømt og adskillelsen fra de mennesker, der betød noget for hende, blev uigenkaldelig. Ikke mere kamp og kærlighed og smerte, ikke flere ord, kun længslen efter dødens lyse rum.
Karen Syberg har skrevet en medlevende og medrivende skildring af en kvinde - og kunstnerskæbne. Hun fortolker nænsomt, bruger sine kilder klogt - Tove Ditlevsens manglende præcision i forbindelse med personlige oplysninger og dateringer var legendarisk - og fremlægger hidtil utrykt materiale fra de efterladte papirer, der opbevares på Det kongelige Bibliotek.
Myter punkteres, kendsgerningerne er i orden. Men Karen Syberg bruger også sine følelser og sin intuition i beskrivelsen af denne kunstner og kønsfælle. Hun gør sig ikke klog på Tove Ditlevsens vegne, men afdækker smertepunkter og psykiske mønstre, solidarisk og usentimentalt.
Det er der kommet en nærværende, let læselig og uafbrudt fascinerende bog ud af.

*Karen Syberg: Tove Ditlevsen. Myte og Liv. 389 s. 325 kr. Tiderne Skifter.

*Hanne Marie Svendsen er forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her