Læsetid: 5 min.

En kvindepolitisk cyklus

13. september 1997

Med de unge nytænkende, poststrukturalistiske RUC-kvinder er vi tilbage i en progressiv kønspolitisk tænkning

At historien går i ring er ikke en nyhed. Det mest ulidelige ved alderstegne folk er vel, at de tværtimod altid kan diske op med stribevis af eksempler på, at alting er sket før.
Min påstand er, at nogle cykliske udviklinger er mere interessante end andre, og at de ikke alle bør drukne i den magnetisme, der naturligt nok klæber til udviklinger i demonstrativ reformdragt.
For det eksempel, jeg her vil hæfte mig ved, gælder, at der nok er tale om en moderat ny klædning. Men at substansen er skabt af samme materiale.
Det handler om kvindepolitiske processer, som går igen. Og igen.
Det handler bla. om, hvad forfatteren Gyrithe Lemche i sin egenskab af formand for Dansk Kvindesamfund (DK) sagde i 1916, netop som danske kvinder havde fået valgret. Det handler her og nu - september 1997 - om poststrukturalisme, om køn og unge kvinder, som de står og går nede på Roskilde Universitetscenter - med langt lyst hår og kroppen i stramt sort. Det handler om, hvordan de siger skråt op med al ligestillingspolitik indenfor rammerne af det bestående samfund.
Det handler om, hvordan de siger skråt op med de ældre medsøstre, der undervejs i deres udvikling har valgt at iføre sig en feminin udgave af mandssamfundets logo (den traditionelle, lille knækorte, taljemarkerede dragt) for i den udrustning at gå i krig med at overbevise de hellige haller om nødvendigheden af et andet, mere ligevægtigt kønsbillede. De unges skydeskiver arbejder altså - vel at mærke - i modsætning til mange af de gamle rødstrømper, der er et helt andet sted henne i dag, stadigvæk med ligestilling.
"Duer ikke," dømmer de unge poststrukturalister ikke desto mindre. De unge kvinder, der tænker og arbejder under stærk påvirkning af psykologen Dorte Marie Søndergaard og hendes diputats Tegnet på kroppen, mener, at de kvinder, der går ind og arbejder med ligestilling i eksempelvis fagforeninger og store institutioner som OECD og Verdensbanken, bare underlægger sig mandssamfundets præmisser. Netop to af de unges skydeskiver fra RUC-konferencen, de iøvrigt stærkt progressive feminister fra 70'erne, Elisabeth Flensted-Jensen og Anette Steen Pedersen, har henholdsvis været og er ansat i de to verdensorganisationer. Jobs de er blevet udvalgt til i en hård, international konkurrence.
"Nej tak," siger stadigvæk de uimponerede og på mange måder opmuntrende RUC-poststrukturalister, hvis kodeord er processer. De unge kvinder er dødtrætte af en ligestillingskamp, hvis mål er tal, læs: en stigende kvinderepræsentation; i et i øvrigt mandsformet og mandsdomineret samfund. De unge mener ganske enkelt ikke, at kvinder når en millimeter frem ved at bruge de traditionelle, kønspolitiske metoder. Vi skal begynde et helt nyt sted.
Det er - mener de unge kvinder - alle processerne, vi skal observere og dekonstruere. Som eksempel nævner de, at ligestillingskonsulenten i fagforeningen skal blot
lægge (de kønsdiskriminerende) ansættelsesprocesser i stedet for at gå statistikkernes ærinde.
Disse unge RUC-kvinder minder ikke bare om Den ny Kvindebevægelses rødstrømper - det gør de også, hvad vi vil vende tilbage til.
De minder lige så meget holdningsmæssigt om førnævnte Gyrithe Lemche, der kan takke sin bistre og stædige manglende tillid til mandssamfundet for, at hun endte med at blive sat af redaktørposten i DK. Forhistorien er den, at Dansk Kvindesamfund i mange år vægrede sig at sætte kravet om kvinders valgret på programmet. DK's hovedpunkt var kravet om at give kvinder adgang til selvstændigt erhverv, og når man veg tilbage for udtrykkeligt at kræve valgret til kvinder, skyldtes det, at man dels var bange for at falde i unåde hos politikerne, der stod midt i forfatningskampen - dels frygtede at skabe splittelse i egne rækker. Det var nemlig langtfra alle DK-medlemmer, der havde lyst til at indlemme kvinderne direkte i demokratiet.
Efter en uhyrlig langtrukken kamp opnåede kvinderne i 1915, takket være mændenes stemmer, at få den eftertragtede valgret, og så er det, at Gyrithe Lemche går ud og advarer kvinderne mod at tro, at ligeret er noget, der kan opnåes ad parlamentarisk vej - indenfor et mandssamfund, der ikke ønsker at ændre sin grundholdning.
Lemche siger, at hun ser en fare for kvindesagen i, at "vi får indvalgt kvinder, som vi ikke kan føle os repræsenteret ved, fordi de er ganske uden forståelse for kvindesagens ide. - Og hun understreger på bedste for datiden sjældent kampberedt vis, at DK "ingen som helst pligt har til at opretholde de bestående partier, men tværtimod til at omforme dem sådan, at kvindesagen kan rummes i dem."
Der blev iøvrigt opstillet 41 kvinder til de første rigsdagsvalg. Fire kom i Folketinget og otte i landstinget. Tre blev genvalgt til Folketinget i 1920, og dermed var der skabt en fast kerne, som med små ændringer holdt ud til omkring 1930, hvor veteranerne begyndte at falde fra.
Det var en stor skuffelse for DK, at kun en af de elleve kom fra DK, og Gyrithe Lemche gav de nye kvinder en benhård velkomst. "Dødsbataillonen" kaldte hun dem. Og så siger man, at kvinder er konfliktsky.
Det korte af det lange er, at vi allerede dengang oplevede den nu klassiske kvindepolitiske splittelse. Som Eva Hemmer Hansen definerer de to holdninger i sin bog "Blåstrømper, Rødstrømper, Uldstrømper" (forlaget Grevas, 1970):
"En oprindelig (opfattelse) der går ud på at fjerne alle hindringer for ligestilling med mænd og derefter overlade sagen til kvinderne selv, med en løbende vagttjeneste fra kvindesagen og de kvinder, man kan placere som lovgivere og administratorer. Og en opfattelse, der direkte sigter på at omforme vilkårene (mandssamfundet), så at kvinderne ikke bare henvises til ved flid og dygtighed at placere sig i mandssamfundet, og så finde sig i at blive stoppet, når de ikke kan komme videre, fordi de bliver mødre."
Gyrithe Lemche vil simpelthen noget mere end at være medlem af "Mandssamfundet loyale opposition."
RUC-kvinderne er på deres
side trætte af at være loyale overfor generationen før dem, som de synes har solgt sig til systemet. I både energi og total afvisning af de bestående redskaber ligner de unge fra RUC Den ny kvindebevægelses rødstrømper. Rødstrømperne satte sig jo netop op imod Dansk Kvindesamfund, som de rebelske mente affandt sig med at operere på mandssamfundets præmisser.
Rødstrømperne var revolutionære i deres egen selvforståelse, men ikke i den forstand, at de ville vælte samfundet. For Rødstrømperne var revolutionen begyndt i og med, at de selv sagde fra og begyndte at definere sig i forhold til andre kvinder fremfor til - som vanligt - i forhold til mænd. Rødstrømperne brugte også de revolutionære modeller til at analysere kvinders undertrykkelse.
"Det var mere en revolution af den kvindelige psyke," som en gammel rødstrømpe siger. - "Dette ikke længere at ville være objekter for mænd."
Og så lagde Rødstrømperne sig i øvrigt op ad ungdomsoprøret med definitioner som "Det private er politisk."
Gyrithe Lemche, Rødstrømperne og nu de poststrukturalistiske RUC-kvinder har alle været flettet ind i et historisk forløb, der har været præget af mere pæne "piger." Det er cirklen.
Vi trænger ubetinget til en endnu kraftigere manifestation af de unge RUC-kvinders energi. Så kunne det jo være, at vi tog et egentligt skridt fremad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu