Læsetid: 8 min.

Kvinder i grise

12. september 1997

Marie Darrieusecqs debutroman om kvinden, der forvandles til en pattegris, er en fabel om et stykke velhængt, fortrængt kvindenatur

INTERVIEW
Jo, hun har hørt den før, den med Bayonne-skinken, at det nok var den, der fik hende til at skrive bogen Kvinden der blev til en gris.
Ganske vist voksede 28-årige Marie Darrieusecq op på landet, ved Bayonne i Baskerlandet hvor der var grise og køer, og godt nok fik hun lyst til at skrive en bog, da hun som seks-årig så et kuld grise, der senere udviklede sig til Bayonne-skinker, blive født, men hun har skrevet så længe hun kan mindes, og Kvinden der blev til en gris har ikke noget med Bayonne-skinker at gøre, som sådan.
"Jeg er en stor fan af tegneren Gary Larson," fortæller Marie Darrieusecq, og den bemærkning siger mere end mange skinker om hvilken åre, Kvinden der blev til en gris udspringer af.
Bogen er kort fortalt en moderne fabel om en kvinde, der bliver ansat i en grotesk mellemting mellem en parfumeforretning og et bordel, hvor hun til kundernes ikke udelte begejstring over nogle uger forvandler sig til en gris.
Da stanken af gris bliver for meget for parfumebordelkædens indehaver, flygter hun først ned i Paris' kloakker og siden ind i et eksklusivt vandland, hvor hun tages til fange af højreekstremisten Edgar, der lader hende fotografere og afbilde på mægtige valgplakater under sloganet For en sundere verden.
Edgar bliver valgt, og med et bloddryppende dommedags-Paris som kulisse følger vi kvinden, der blev til en grises rejse på alle fire mod den absolutte dyriske fornedrelse, fuldbyrdet blandt andet i forholdet til Parfume-direktøren Yvan, der ved fuldmåne forvandler sig til en ulv og ringer efter udbringningspizza for at få stillet sin blodtørst.
Grisen spiser pizzaen og Yvan æder budet, med samme glubende appetit som de franske læsere åd Darrieusecqs bog da den udkom i Frankrig, hvor romanen er solgt i over 200.000 eksemplarer. Den kompakte, 108 siders fortælling (hvis franske titel Truismes betyder banaliteter men samtidig indeholder ordet truie, der betyder gris) udkom i tirsdags på forlaget Tiderne Skifter og står til udgivelse i tilsammen 24 lande.
"Jeg må have ramt noget i tiden, som ingen før har sat ord på," siger forfatterinden, som har modtaget læssevis af breve fra kvindelige læsere, der holder meget af grisen og måske ser lidt af sig selv i den.
"Jeg ønskede at skrive en rå roman om kvindekroppen, sådan som den opleves indefra, fysisk. Jeg taler om kroppen som var den et dyrs."
Lystens tabu
"Før bogen udkom, var jeg bange for, at man ville misforstå, fordi soen som billede på kvinden kan opfattes som en fornærmelse. Men jeg har modtaget hundredvis af breve fra kvinder, der takker mig fordi jeg taler om de 'snavsede' sider af kvindeligheden, der stadig opfattes som tabubelagte; menstruation, fødsler, blod, aborter etc. Samtidig er historien et overdrevet, grotesk billede på den forvandling i puberteten, som enhver kvinde har gennemlevet."
"Min egen lærerinde, som skulle fortælle mig om de ting, anede ikke hvordan hun skulle bære sig ad. Jeg hørte kun om prævention og menstruation, men ikke et ord om lyst. Vi er en hel generation af kvinder, der har gennemgået puberteten, uden rigtig at vide, hvad der foregik, og den er en skræmmende forvandling. Det kan være grunden til, at så mange kvinder reagerer så positivt på bogen."
- Er du feminist?
"Ja, og det er jeg, fordi jeg er kvinde. Det ligger lige for - i modsætning til min mor, der befandt sig i konstant, aktiv kamp. Jeg er født til at have en masse rettigheder, som kvinder ikke havde før. At moderne kvinder klæder sig udfordrende, ser jeg ikke som en trussel mod feminismen, for vi kvinder har trods alt en tradition for forførelse, som der ikke er nogen grund til at smide overbord. Og selv om mange kvinder ikke vil vedkende sig, at de er feminister, fordi de synes, begrebet er forhistorisk, så er de det alligevel på deres egen, diskrete facon."
Det vrimler med mænd i Kvinden der blev til en gris, men kun to er beskrevet som sympatiske. Den ene er en arabisk rengøringsmand på et hotel, hvor grisen tager tilflugt, og den anden er Parfumefirmaet Loup-y-es-tus direktør, Yvan, som grisen får et forhold til, da han mod romanens slutning springer ud som varulv.
- Er Yvan et billede på en ubevidst kvindelig længsel efter udyret i manden?
Marie Darrieusecq ler: "Nej, jeg har bare altid haft lyst til at skrive om varulve, fordi jeg finder dem tiltrækkende og spændende. Varulvelegenden er en af de mest vidunderlige, der findes, og det virkede logisk, at når kvinden bliver til en gris, så må manden blive til en ulv. Jeg ville undersøge, hvordan kemien var mellem gris og ulv: Vil han elske eller æde hende?"
"I starten er hun kun et objekt for bekræftelse, og først da hun møder ubærlige vilkår, begynder hun at reflektere over sit liv. I hele resten af bogen, i takt med at hun forvandler sig og udstødes af samfundet, bliver hun i stigende grad bevidst om sine vilkår som menneske. Til sidst er hun i stand til at elske, det var hun ikke i starten."
Frossen tale
- Men der er også politiske undertoner i bogen, man kan læse den som en profeti om et højreekstremistisk ragnarok.
"Jeg håber ikke, at bogen er en profeti, men den er i hvert fald en advarsel om, hvad der kunne ske, hvis fascisterne tog magten. Karakteren Edgar er selvfølgelig en karikatur af Le Pen - vores lokale svin - men også af Berlusconi og new-age bevægelsen i USA, som jeg finder meget skræmmende. Fascismen har mange ansigter, jeg ved ikke hvordan den ser ud i Danmark, men overalt ser man de her dybe, arkaiske følelser gro frem."
"Det er ikke kun araberne, der er umiddelbart truede, faktisk tror jeg, det først og fremmest er kvinderne. Vi skal blive hjemme ved kødgryderne og føde 12 børn, mens mændene arbejder, sådan ser fremtiden ud, hvis de fyre kommer til magten."
- Der er et kraftigt undergangs eller genfødsels-motiv i bogen - mod slutningen oplever grisen et splatterorgie i en katedral, som den onde Edgar har ladet opføre på Triumfbuens plads...
"Jeg var fysisk syg, da jeg skrev det afsnit. Jeg vidste at det måtte skrives, og skrives helt ud, fordi jeg var nødt til at skære ud i pap, hvem der er de gode, og hvem der er skurkene i bogen. Men det var rædselsfuldt at skrive - jeg fik åndenød og kvalme, men holdt mig gående på spandevis af kaffe."
- Kan der tænkes at være læsere, der tager bogens naive fabelform til indtægt for den omvendte morale, nemlig at 'det er også rigtigt, vi trænger til en stærk mand der kan rydde op'?
"Jeg tror ikke, folk er så fremmedgjorte, de er udmærket i stand til at fange bogens pointe. Beviset har jeg set sort på hvidt, for jeg har fået mange anonyme breve fra højreekstremister eller katolske fundamentalister. De sender mig dødstrusler og kalder mig en luder og det der er værre, og det viser bare, at bogen har ramt noget meget dybt og meget skræmmende. Det er interessant, at fascistiske bevægelser, men også til en vis grad kosmetikindustrien, benytter et sprog, der ustandselig taler om renhed og sundhed. Så snart man møder en terminologi, der siger: Det hér er rent, det dér er beskidt, så har man med et fascistisk system at gøre."
"Et af udgangspunkterne for bogen var at prøve at vise, hvordan 'frossen tale' fungerer, alle klicheerne i f.eks. den fascistiske sprogbrug eller kosmetikindustrien eller machoverdnen - kort sagt: Alle de former for sprog, der blokerer den frie tanke."
Grisen gik selv
- Hvis man anskuer din bog som kvindelitteratur, så er der vel langt fra 70'ernes socialrealisme til fablens naivitet. Hvor bevidst var du i valget af fabelformen?
"Det er ikke noget, jeg besluttede mig for - jeg gik rundt med ideen om en kvinde, der bliver til en so, og den rugede i mit baghoved i to-tre måneder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg startede med at skrive historien i tredje person, men det virkede ikke. Jeg måtte ind i kvinden/grisen. På et tidspunkt fandt jeg så denne naive jeg-stemme, og da jeg først havde fundet stemmen, skrev bogen sig selv i løbet af seks hektiske uger."
- Bogens slutning, hvor grisen så at sige genfinder mennesket i sig selv, kan læses som en utopisk længsel efter et mere naturligt, måske økologisk bevidst, menneskeligt samfund. Tror du der skal en bred, bevidst politisk indsats til for at nå det mål, eller er det nok hvis den enkelte forandrer sig?
"Jeg tror, det er nok, at hver enkelt individ ændrer sin opfattelse af verden. Men i øvrigt mener jeg at 'tilbage til naturen'-tolkningen af bogens slutning - og mange læsere tolker den på den måde - blot er endnu en dum kliché. Kvinden/grisen er faktisk meget, meget ensom til sidst," siger Marie Darrieusecq, som sætter en fed streg under, at det er en fortælling hun skrevet, og ikke et manifest; man må godt grine ad grisen og det er der da, ifølge de mange breve til forfatterinden, også mange franske læsere, der allerede har gjort.
"Tag for Guds skyld ikke den gris for alvorligt," siger Darieussecq, som snart er færdig med at studere nutidige franske selvbiografier ved universitetet i Paris.
- At debutere med en kæmpesucces har vel medført en forvandling i dit eget liv?
"Absolut. Før var jeg ukendt, nu er jeg både på tryk og kendt, jeg har masser af penge så jeg kan skrive hvad jeg vil, og jeg bliver genkendt på gaden. Det er et eventyr, og jeg havde ikke engang regnet med, at bogen blev antaget," siger forfatterinden, der har solgt filmrettighederne til debutromanen til Jean Luc Godard og er på trapperne med roman nummer to.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu