Læsetid: 3 min.

La dolce vita

13. september 1997

RADIO OG TV
Sjældent har skærmen være mere husalter end i den her uge. Først begravede den Prinsesse Diana fra Westminster Abbey, så forsøgte Århusbispen at hive os ned på jorden igen, og så fik vi triumfen i Parken.
Tv er bedst live, men hvad er ikke det? Begravelser er bedst i kirken, fodbold er bedst på stadion. Men myten, vores opfattelse af hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen hvordan - den lever i kroppen og sindet.
Gammeldags ord for gammeldags følelser, men måske de eneste der bare nogenlunde dækker.
Selv om jeg ikke så hele transmissionen af prinsessens sidste rejse må jeg sige, at det var et show, der havde det hele. Det var større end Elvis. Fantastisk tv. Man siger at litteraturen og kunsten har det dårligt på tv, men det her var litteratur, det var kunst.
Jeg mener: Det kunne læses, og det kunne ses med alle sanser. Og man kunne tage afstand fra det, som Århusbispen gjorde. Det her er ikke ægte sorg, sagde han. Morten Løkkegaard holdt ham fast på det. Han holdt ham fast på en del. Han havde læst på lektien. Han skød folkekirken i sænk. Nå ja, bispen reddede den sikkert i land alligevel. Han er jo en mand af folket, men det er alligevel ikke ret sandsynligt - det indtryk fik man - at det danske folks folkekirke nogensinde vil kunne præstere et stykke tv som Dianas begravelse.

Den engelske kirke er mere katolsk, uden at være det, men den holder fast ved ritualerne. Og den kører dem helt op i rent teater. Sådan som man kan forestille sig, at det græske drama engang har været. Da det endnu ikke var græsk drama, men bare skuespil på så højt plan, at det river alt og alle med uden billige tricks.
Nå ja, Elton John er måske ikke helt fri for den slags, men når de små kordrenge i Westminster Abbey synger deres "melodi fra County Derry", den vi andre kalder "Danny Boy", med deres englestemmer og de små djævelske ansigter som drillesyge små superstjerner, når Pavarotti kommer vaklende ind og Henry Kissinger tager plads, når broderen holder sin tale, når Prins Charles går bag kisten med venstre hånd krampagtigt knuget om det nederste af jakken, tynget af blomster, af pragt og pligt, når den walisiske garde langsomt shuffler kisten ud, rokkende frosne tårer af blod, nå ja...
Kameraet hænger i toppen af kirken, og man ser kisten der, på abbediets ternede gulv i kvadrat, man hører bifaldet komme brusende ind fra plænerne rundt omkring kirken med de gotiske hvælvinger som ramme. Det er som italiensk maleri var, før Renæssancen. Det er gotik som John Ruskin så den: Vildskab, omskiftelighed, naturalisme, groteskhed, stivhed, overflod.

Og bagefter får vi så den lille beskidte historie. Hvorfor blev de ikke bare på Hotel Ritz? Maleren Gustave Courbet væltede jo Vendomesøjlen udenfor engang. Han var revolutionen. Men søjlen blev rejst igen, og Ernest Hemmingway befriede hotellets vinkælder, da de allierede rykkede ind i Paris efter 2. verdenskrig. Ernest mente det alvorligt.
Det er sprut, speed og piller. Det er Papa Razzi.
Det er sindssygt, men det er livet. Tegnet af døden. Og det upbeat tragisk som de engelske salmer. Det er teater. Selv for en ateistisk republikaner som mig. Måske mest for sådan en.
Det går helt direkte over i fodbold. De danser som hakkende stammende dukker på hotellets spionkamera. De spiller som en drøm. Sejren er vor. Så længe det varer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her