Læsetid: 7 min.

Lad stilheden tale

10. september 1997

Med Et hjerte af sten, imponerede instruktøren Claude Sautet de danske biografgængere. Nu, fire år senere, er den 63-årige franskmand klar med Nelly og Hr. Arnaud, der fredag har dansk premiere

INTERVIEW
En ung, smuk kvinde og en ældre, elegant herre sidder overfor hinanden på en parisisk café. De spiser og drikker kaffe og likør. De har det rart sammen, griner, hvisker.
Ved et bord i nærheden af de to sidder en midaldrende, vejrbidt og solbrændt herre og tager notater i tankerne. Han er alene og meget optaget af det umage par og deres tilsyneladende idyl. Situationen fascinerer ham og får ham til at tænke - til at stille sig selv en masse spørgsmål: Hvem er de to mennesker? Er de gode venner, som af og til mødes for at udveksle tanker og minder? Eller er han en gift og sat mand, som har købt sig til en smule ungdommeligt selskab?
Et års tid senere er iagttageren, filminstruktøren Claude Sautet, i gang med at lave en film om det lille møde. Ud af anstrengelserne kommer Nelly og Hr. Arnaud, der fredag får dansk premiere. I den anledning er den 63-årige og meget energiske Sautet, der mest af alt ligner en fransk vinbonde, i Danmark.
Café-fantasi
"Café-iagttagelsen giver en realistisk base at arbejde udfra - socialt og psykologisk set. Spørgsmålet er så, hvodan man vælger at stilisere den realisme," forklarer café-gængeren Sautet og indrømmer gladeligt, at han elsker at betragte andre mennesker.
"Jeg søger efter det ukendte, som kan frigøre min fantasi. Dét at gå på café er ikke interessant i sig selv, men begynder man at kigge efter, så opdager man, at her er måske noget."
Som i tilfældet Nelly og Hr. Arnaud, der oprindeligt bare var en lille del af et andet manuskript - "det var måske nok en smukt malet fugl, men den lettede ikke."
Handlingen i Nelly og Hr. Arnaud er ganske simpel. En ældre mand, Hr. Arnaud (Michel Serrault), tilbyder en ung, smuk kvinde, Nelly (Emmanuelle Béart), at betale hendes gæld. Efter først at have afslået hans generøse tilbud, fordi hun er en smule mistænksom, indvilger Nelly, og hun bruger Hr. Arnaud som en anledning til at bryde ud af et meget utilfredsstillende ægteskab. Da Hr. Arnaud også hyrer hende til at hjælpe sig med færdiggørelsen af sine erindringer, begynder de to meget forskellige mennesker at nærme sig hinanden i noget, der ligner et venskab - som måske kunne være blevet til noget mere, havde det ikke været for den store aldersforskel.
"En rig mand, der keder sig i sit liv, møder en smuk kvinde, der føler sig fortabt og ikke rigtig ved, hvad hun skal."
For Gud ved hvilken gang, siden Nelly og Hr. Arnaud først fik premiere i 1995, er Claude Sautet utrætteligt i gang med at forklare, hvorfor en ældre, gentleman som Hr. Arnaud vælger at tilbyde penge til den unge, smukke Nelly.
"Han kan ikke tilbyde hende ret meget andet end penge. Så det bliver et penge-forhold, der sætter det hele i gang."
Efter således at have ladet de to hovedpersoner mødes gennem pekuniære omstændigheder, vælger Sautet at afslutte alle spekulationer om det merkantile i deres forhold ved at lade Hr. Arnaud insistere på, at Nelly ikke skylder ham penge. Som Arnaud siger i filmen, "det er bedre end at tabe dem i spil." Og med den insisteren opnår instruktøren, at man ikke tænker på pengene i resten af filmen. Som Sautet så rigtigt bemærker det, ville det have ødelagt filmens og forholdets uskyldige og venskabelige tone ved at bringe en form for prostitution ind i det.
Gennem hele sin karriere har Sautet bevaret et konstant, selvstændigt udtryk i sine film, hvilket måske skyldes, at han selv som ung ikke så i retning af Frankrigs øvrige instruktører. I stedet trak han på musikken og litteraturen, især engelske Henry James - "jeg er bare mindre pessimistisk end ham." I Frankrig opfattes han også som mere engelsk end fransk.
Hans stilfærdige, let melankolske tone, blandet med historier om mennesker, der står overfor store omvæltninger, har sikret ham et trofast publikum. Men til trods for at flere af hans film er blevet vist i danske biografer, var det først med Sautets forrige film, Et hjerte af sten, at det danske biografpublikum fik deres øjne op for instruktørens charmerende verden.
Et hjerte af sten er heller ikke noget dårligt sted at starte bekendtskabet med Sautet. For ikke nok med, at der er tale om et mesterligt fortalt, intenst kammerspil, der vandt en sølvbjørn i Venedig i 1992, er filmen også på mange måder en forløber for og optakt til Nelly og Hr. Arnaud.
Stéphane og Hr. Arnaud
Et hjerte af sten, der har Emmanuelle Béart og Daniel Auteuil i hovedrollerne, er historien om den unge, smukke og meget dygtige violinistinde Camille, der efter at have haft et længerevarende forhold til violin-byggeren Maxime, forelsker sig i hans meget talentfulde kompagnon, den tillukkede Stéphane. Efter i et stykke tid at have leget med Camille og tanken om at forføre hende, skubber Stéphane hende fra sig med den begrundelse, at kærlighed og venskab simpelthen ikke er ham beskåret.
Filmen ender med, at den mere og mere erkendte Stéphane fatter en fornyet og mere amourøs interesse for Camille, der på den anden side ikke er helt så imødekommende som tidligere. Men selvom Et hjerte af sten ikke ender med, at de to finder hinanden igen, så er der med filmens åbne slutning alligevel lagt op til, at man selv kan digte videre på historien. Hvilket Claude Sautet måske selv har gjort med Nelly og Hr. Arnaud.
Hr. Arnaud kunne være en ældre Stéphane, der efterhånden er kommet sig over sine misogyne dage, og som bliver vækket af den skønne Nelly. At Emmanuelle Béart spiller både Camille og Nelly, der synes at være to sider af samme kvinde, gør det ikke mindre indlysende at drage paralleller mellem de to film.
"Stéphane har en enorm social magt," forklarer Sautet. "Han er lægen, som alle er afhængige af - og den magt bliver især stor af, at han ikke giver sig hen, at han ikke åbner sig. Men Hr. Arnaud bliver ramt præcis i det øjeblik, hvor han åbner sig."
I begge filmene er kærligheden det element, personerne cirkler omkring, og som de på den ene eller anden måde forsøger at beskytte sig imod.
"For manden giver kærligheden en mulighed for at blive rystet, komme ud af balance, ud af ligevægt og på den måde genopdage sig selv. Det gælder især for mænd, som er indadvendte og kvindefjendske. For kvinden er det oplevelsen af at kunne trænge ind bag mandens forsvarsværk og få en unik oplevelse - en opdagelse af det ukendte."
Unikke oplevelser forsøger Sautet også at formidle gennem sine film - i stedet for at servere alt på et fad, stoler han på, at publikum selv kan lægge to og to sammen. "Det gælder om at fjerne alt det eksplicitte, alt det forklarende. Min oplevelse er, at selv meget enkle mennesker ganske udmærket forstår det meste."
Derfor bruger Sautet kun meget sparsom underlægningsmusik i Nelly og Hr. Arnaud, og i Et hjerte af sten kun musik som eksisterer i filmens handlingsrum. Han har engang selv sagt, at han "lader stilheden tale."
"I enestående og skrøbeligt beskrevne forhold vil musikken begrænse og formindske forholdene. Man mister interessen for netop dette forhold. Alle mennesker er forskellige og har forskellige historier, og stor musik har en tendens til at udjævne og gøre det hele til én stor suppe. Netop fraværet af musikken gør, at man er meget mere opmærksom på det ene forhold, og på den måde åbner man historien for flere mennesker. Desuden ligger dialogen altid på grænsen til det almindelige, og dét tager man fra den, hvis man sætter musik på."
Claude Sautets meget musiske måde at skrue sine film sammen på, gør dem til en fryd at skue, og man fornemmer, at han lægger meget arbejde i sine projekter.
Når talen falder på hans status i den franske filmindustri, kalder Sautet sig selv heldig. Han har fået lov til at lave de film, han har haft lyst til, og efter at producenterne har skrevet under på kontrakterne og afleveret pengene, har Sautet haft sin fuldstændige frihed.
Ind i mellem sine egne film har Sautet skrevet en række andre manuskripter, og han tjener i dag hovedparten af sine penge ved at agere scriptdoctor og reparere på andres manuskripter - hvilket er noget nemmere end at arbejde med sine egne ting. "Man tager stilling til det ene eller det andet. 'Det kan vi bruge, og det kan vi ikke bruge.' Og så er det en andens problem at rette det til."
Med egne manuskripter arbejder Claude Sautet i ni måneder til et år.
"Det vigtigste er det første indtryk, man får af en idé, fx ved at sidde på café. Det er ligesom et kontrapunkt i musikken - man har temaet, og så er resten variationer over det."

*Claude Sautets film "Nelly og hr. Arnaud anmeldes i fredagsavisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu