Læsetid: 9 min.

Laudrup-syndromet

9. september 1997

Det gælder ikke altid om at nominere de bedste spillere, men derimod altid om at udtage det stærkeste hold. Det gælder også op til morgendagens afgørende VM-kamp mellem Danmark
og Kroatien

Fodbold
"Vi spiller med 'Zubi' og ti andre!"
Sådan har man i en årrække skrevet i spansk presse, når Spaniens fodboldlandshold skulle udtages. Bag vendingen ligger, at målmanden Andoni Zubizarreta var den eneste sikre på holdet. Det har ikke ændret sig under den nuværende spanske landstræner, baskeren Javier Clemente, der til pressens irritation har det med hele tiden at ændre mandskabet. Latinsk fodbold er undertiden mere uigennemskuelig end nordeuropæisk, undertiden også mere underholdende, både på banen og i kulisserne. Man husker således, hvordan den temperamentsfulde Clemente på en pressekonference under sidste sommers EM-slutrunde i England kom i håndgemæng med en radioreporter, som han råbte "ludersøn" efter. Det er en alvorlig anklage i den katolske verden, og episoden fik det ansete Madrid-dagblad El Pais til i en ledende artikel at beklage de dårlige manerer, der efterhånden var blevet dagligdag i spansk fodbold.
Den slags oplever vi ikke herhjemme. Godt nok var den tidligere landstræner Richard Møller Nielsens forhold til en del af pressen noget anspændt. Richardo legede også med tanken om at smide en dansk tv-reporter i en saudiarabisk svømmepøl, hvilket desværre aldrig blev til noget. Under hans efterfølger, Bo Johansson, er det hele blevet endnu kedeligere. Ikke mindst på grund af svenskerens resultatmæssige succes i de første landskampe med ham ved roret, har harmonien og hyggen hersket omkring det danske landshold i et omfang, så det næsten har været for meget. Det nærmeste, Johansson er kommet en polemik med skriverkarlene, er en bemærkning fremsat i Sarajevos lufthavn dagen efter, at Danmark havde tabt VM-kvalifikationskampen mod Bosnien-Hercegovina for et par uger siden:
"Nå, er diskussionen om Laudrup og landsholdet startet igen," sagde landstræneren med et skævt grin.
Laudrups træthed
Det er den, og det er jo meget naturligt, fordi Johansson faktisk tog sin anfører ud af kampen en halv snes minutter ind i anden halvleg, hvilket Michael Laudrup var tydeligt utilfreds med. Han mente selv at have spillet en god kamp, hvilket er det mest forbløffende ved det hele, fordi fodboldspillere normalt udmærket er klar over, hvordan de har spillet. Det plejer også at gælde Laudrup. Men måske skal udtalelsen snarere tolkes som inderlig træthed over påny at være i centrum af den debat, der altid vil udspille sig omkring landsholdet før en vigtig kamp. Og en af de meget vigtige spilles som bekendt i morgen aften mod Kroatien i København. Hvis danskerne taber den, tegner mulighederne for at kvalificere sig til næste års VM-slutrunde i Frankrig sig pludselig temmelig brogede.
Den danske landstræner har ikke så mange kvalificerede spillere at vælge imellem som sin spanske kollega. Derfor kan man sædvanligvis på forhånd pejle sig ind på ni-ti spillere i startopstillingen. Til de faste størrelser hører folk som Peter Schmeichel og Laudrup-brødrene. Sidstnævnte bør man i øvrigt ikke slå i hartkorn. Trods ligheder på det tekniske plan er de som spillertyper vidt forskellige. Brian Laudrup er den vandrende angriber i begge sider, der i lykkeligste fald kan gennemføre et énmandsangreb, og som aldrig har været bange for at tage skraldet inde i modstandernes straffesparkfelt. Michael Laudrup er den konstruktive iscenesætter af angreb, som andre helst skal afslutte, og som helst opererer i positioner bag de egentlige angribere.
Men den nok så væsentlige forskel på de boldbegavede brødre er, at mens lillebror Brian som oftest har været blandt de allerbedste på det danske hold, har det samme sjældent været tilfældet med storebror Michael. Det er netop det, der er kernen i den diskussion, der meget vel kan blusse yderligere op i morgen aften. Brian Laudrup var ikke med i Sarajevo på grund af sygdom, og han var stærkt savnet. Til gengæld var Michael Laudrup med efter en længere skadespause, og han gik ned sammen med holdet og endte som udskiftet.
Hermed blev bolden givet op igen: Er landsholdet i virkeligheden stærkere uden Michael Laudrup?
Som noget i en drøm
Michael Laudrup er indiskutabelt en af de bedste spillere i dansk fodboldhistorie overhovedet. Da TIPS-bladet i foråret sammensatte et ekspertpanel for at finde den allerbedste i nyere tid, blev Michael Laudrup kåret som nr. 1. Men det var næppe på grund af hans fortjenester på landsholdet, snarere på grund af hans præstationer for sydeuropæiske storklubber som Juventus og navnlig Barcelona og Real Madrid.
"Der er kun to mand, der har kunnet spille mig ordentligt: Lubanski og Laudrup," betroede Preben Elkjær mig engang over en bedre middag ved Gardasøen. Polakken Wlodzimierz Lubanski havde Elkjær spillet sammen med i den belgiske klub Lokeren, hvorfra danskeren kom til Verona, og Laudrup kendte han fra landsholdet. Men samtalen fandt sted midt firserne, og Sepp Pionteks danske 'guldalderhold' er efterhånden ren historie med den nu 33-årige Laudrup som den eneste 'overlevende'. Det er 11-12 år siden, Sovjetunionen blev besejret 4-2 i Idætsparken og Uruguay 6-1 ved VM i Mexico - og Laudrup spillede "som noget i en drøm", som den alt for tidligt afdøde Hans-Jørgen Nielsen kunne have udtrykt det.
Under Richardo mistede Laudrup-brødrene i november 1990 - efter det traumatiske nederlag til Jugoslavien i EM-kampen i Idrætsparken - angiveligt spillelysten på landsholdet. Men deres fravær var af forskellig varighed. Brian vendte tilbage efter halvandet år og var - som følge af opløsningen af og FN-sanktionerne mod det tidligere Jugoslavien - med til at vinde Europa-mesterskabet til Danmark i 1992. Michael vendte først tilbage i august året efter, men Danmark kvalificerede sig alligevel ikke til VM i USA i 1994. De næsten tre års fravær fra nationalmandskabet er årsagen til, at Michael Laudrup ikke forlængst har slået Morten Olsens rekord på 102 landskampe. Og det er karakteristisk, at han efter sit comeback har spillet flere halv- og heldårlige end gode landskampe.
Laudrups niveau
Problemet er, at lige så brillant, Michael Laudrup har spillet på nogle af Europas bedste klubhold, lige så svær har han været at integrere på et landshold, der i takt med generationsskiftet sidst i firserne måtte konvertere til en mindre sprudlende og mere håndværksmæssig indsats. Da folk som Allan Simonsen og Frank Arnesen ikke længere var til disposition, måtte landstræneren arbejde med typer som John "Faxe" og Brian Steen Nielsen, og det må nødvendigvis afstedkomme en lidt anden spillestil. 'Richardos' skyld var det ikke, så sandt som ingen træner er bedre end de spillere og det hold, han har til disposition.
Laudrups spillestil ligger i virkeligheden på et så højt niveau, at man kun får fuldt udbytte deraf på et klubhold, hvor løbemønstrene i den grad er indarbejdet gennem daglig træning, at medspillerne i blinde løber efter en Laudrups maskerede aflevering, før den faktisk falder. I Jørgen Leths Laudrup-film fra 1993 ser man i sekvens efter sekvens, hvordan samarbejdet spillerne indbyrdes i træner Johan Cruijffs regi var gennemført ned i detaljen. 'Barca' blev spansk mester fire år i træk med Laudrup på holdet, og det var ikke tilfældigt. Heller ikke at Real Madrid gerne ville sikre sig denne formidable spiller.
Men et landshold kan sjældent sammenspilles som et klubmandskab. Dertil samles spillerne ikke hyppigt nok. Man kan indøve dødboldsituationer og frisparkvarianter, men den spillerytme, der kan blive holdets helt specielle kendetegn, kan en landstræner kun håbe på at opnå under slutrunder om kontinental- og verdensmesterskabet, hvor truppen er samlet i flere uger og spiller mange kampe på kort tid. I en klub kan en træner opelske en kollektiv spilforståelse, der indrettes efter en bestemt spillers direktion, og som ikke påvirkes af, at et par eller flere spillere er skadede eller i karantæne. Men det er næsten umuligt på et landshold.
Det er formentlig forklaringen på, at Michael Laudrup har spillet så fornemt for Barca og El Real, men ofte så skuffende for Danmark. I Spanien kendte han sine pappenheimere på grønsværen, og det kan ikke udelukkes, at han efter sit mislykkede eventyr hos Vissel Kobe i den japanske liga i denne sæson får en opblomstring i Ajax Amsterdam med den tidligere landsholdskollega Morten Olsen som træner. Men på Danmarks landshold hed hans medspillere hyppigt noget nyt fra kamp til kamp: Så var det Frank Pingel og så Flemming Povlsen, så Mark Strudal og Bent Christensen, så Peter Rasmussen og Erik Bo Andersen og Mikkel Beck og Peter Møller...
Det får man ikke spillet ind under et par dages træning på halv bane i Vedbæk.
Et luksusproblem
Det er blevet hævdet, at det er en falliterklæring for dansk fodbold, hvis der ikke er plads til Michael Laudrup på landsholdet. Jeg har en vis forståelse for ræsonnementet, fordi fodbold også handler om national identitet, og fordi landets største aktive spiller altid begår seværdige detaljer, selv i kampe hvor han ikke spiller godt. Men argumentet er også præget af hengemt romantik, fordi moderne fodbold har udviklet sig tempomæssigt og fysisk i den retning, at det er blevet en risikabel sag at optræde med solister, der erobrer for få bolde. Fodbold er blevet et spil, hvor også de offensive spillere skal kunne arbejde defensivt. Kun de brasilianske verdensmestre kan efterhånden tillade sig at stille med et hold, hvor typer som Ronaldo og Romario kan få lov at daske rundt oppe foran uden at deltage i det almindeligt forefaldende arbejde på midterfeltet og bagud.
Fodboldhistorien rummer mange eksempler på, at en landstræner har måttet ofre en af nationens bedste spillere for at få et hold til at fungere. Det bedste eksempel er nok det daværende Vesttyskland i begyndelsen af halvfjerserne, hvor forbundstræner Helmut Schön rådede over to af kontinentets ypperste spilorganisatorer i Günter Netzer og Wolfgang Overath. Problemet var, at to dirigenter på samme hold var én for meget. Det er det, fodboldtrænere kalder et luksusproblem, og Schön løste sit ved at gøre tyskerne til Europa-mestre med Netzer i 1972 og til verdensmestre med Overath i 1974.
Så stort et potentiale har de færreste. Men at kollektivet kan være stærkere uden dets største individualist. er et ofte oplevet fænomen i international fodbold. Roberto Baggio var ikke altid en forstærkning af det italienske landshold - og den franske landstræner Aimé Jacquet fik det meste af fodboldoffentligheden i Frankrig imod sig ved at droppe angriberen Eric Cantona fra Manchester United. Ingen kan imidlertid bestride, at franskmændene derefter gennem tre år spillede 30 landskampe i træk uden nederlag.
Alle spillere har svagheder. Til Michael Laudrups hører, at han ikke er nogen stor bolderobrer, og at hans hovedspil ikke er noget at skrive hjem om. Diego Armando Maradona havde imidlertid også svagheder, for han kunne dårligt sparke med højrebenet, og hans hovedspil var endnu ringere end Laudrups. Der har også været kampe, hvor Argentinas landshold faktisk har spillet bedre uden den uregerlige anfører.
'Godtvejrsspilleren'
Forskellen mellem de to er, at argentineren med en enkelt genial pasning eller et skud med venstrebenet kunne afgøre en kamp, der ellers var ved at blive tabt. Den egenskab er ikke kendetegnende for Laudrup, som snarere er en 'godtvejrsspiller', der kan gøre et godt hold endnu bedre, men som ikke ejer evnen til at rejse et mandskab i modgang. Det handler om et temperament, som man selvfølgelig ikke kan lave om på - og dermed har man også forklaringen på, at Laudrup kun på sine gode dage har været at regne i den absolutte verdenselite. Men spillere som Pelé og Cruijff og Beckenbauer og Maradona var verdensstjerner hele tiden.
Fodbold er en holdsport, og derfor drejer det sig om at udtage det mest slagkraftige mandskab. Hvis det må skønnes at være stærkere uden landets største individualist, så må stjernen droppes. Det må man af sentimentale og andre årsager for min skyld gerne kalde en falliterklæring - men i mine øjne ligger den virkelige falliterklæring i ikke at udtage det bedste hold før en muligvis altafgørende kamp som den mod Kroatien i Parken. Kroaterne slog os sidst 3-0 i Sheffield, og de kommer til København for at vinde. Selv på hjemmebane kan det meget vel blive en kamp, der for danskerne skal vendes i modgang. Medgangen havde vi i den første kamp mod kroaterne i Split i foråret, da en dalmatinsk kastevind fra bjergene udlignede for Danmark til 1-1.
Morgendagen kan meget vel ende med, at Bo Johansson står med et problem, han kunne have undgået ved at drage lære af Michael Laudrups indsats - eller mangel på samme - mod bosnierne i Sarajevo.

Per Høyer Hansen er tidligere sportsredaktør på Information og nu international medarbejder på fodboldmagasinet TIPS-bladet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu