Læsetid: 4 min.

Legestue for ladies

29. september 1997

De danske jern-ladies vandt igen træningsturneringen Metal Cup, men der er et stykke til kontinuitet og VM-spilkvalitet

METAL CUP
Noget var uændret: håndbold er ikke blevet langsommere, derfor er det stadig meget underholdende. 76 mål i løbet af en time gør det sjovt at følge, så det må siges igen, at damehåndbold er ikke, hvad det har været. Det er langt bedre!
Det danske landshold trådte op med forskellige ændringer i holdopstillingen, men da Metal Cup 97 regnes for en træningsturnering på højt niveau, på vej mod VM-kampene i december, så gør det heller ikke spor at nye får lov at komme til fadet, og de gamle prøver lidt andre funktioner.
Det fik da heller ingen negative følger fredag i holdets åbningskamp mod Rumænien, som osse denne gang stillede med et mix af veteraner og unge håb. På mål havde gæsterne en prøvet kvinde, Mihaela Apostol, som måske havde mistet lidt hurtighed og ikke rigtigt kom op på forfødderne nogle gange. Det var så til fordel for de danske skytter.
Den til udgangsklubben, FIF, hjemvendte Camilla Andersen lagde utroligt op med sine 11 scoringer alene i første halvleg, samt lækre indspilninger til stregen. Bl.a. derfor kom Tonje Kjærgaard hurtigt på scoringslisten. Da Hoff og Kolling, Tina Bøttzau og Anja Andersen også med held belejrede det rumænske mål, var Danmark på 19-12 henimod halvlegens slutning, hvor Lene Rantala afløste Gitte Sunesen i det danske mål.

Større autoritet
Rantala fra Narvik HK havde fået væsentlig større autoritet, og indledte med at blokere en helt fri rumænsk stregspiller; derefter fangede hun en ny angriber med kroppen, for i det følgende angreb at parere skuddet pr. fodparade. Gitte Madsen var meget kontant og nærværende, Kristine Andersen især god i angrebet, hvor tempoet blev holdt og kombinationerne kørte til det sidste, 42-34.
Danmark mødte i sin anden kamp, i Metal Cup, Frankrig. Og mod Frankrig var næsten alt vendt om. Som forkamp fik publikum vort herrelandsholds EM-kvalifikationskamp mod Sverige, og begejstrede overværede vi de unge fyres indædte pres mod den blå-gule forsvarsmur, for bagefter selv at banke løs på de drevne old-boys, så snart de fik dem indenfor tre-meter-linien.
En af de sjældne danske herresejre, som blev efterfulgt af en hovedkamp, hvor aviserne havde profeteret at som 'Jernpigerne' havde holdt legestue med Rumænien, sådan ville det osse gå med de franske begyndere. Og hvad skete?

Fleksible franskmænd
Ikke ret meget med dansk sammenhæng - angrebskombinationer som efterhånden i de værste udgaver indskrænkede sig til to-personers-kombinationer, hvor de agerende oven i købet misforstod hinanden og mistede bolden i den fleksible franske opdækning. Måske lidt af et psykisk chok, først at komme foran 4-1, for så at opdage at det slet ikke holder. Mens modparten bl.a. havde Sandrine Mariot, som et par gange passerede heltinden fra Rumænien-kampen, Lene Rantala, udefra.
Når Anja Andersen og andre fik lavet åbninger, så skød de i samme sekund og så var Loaec eller Nicolas på plads i målet. Hele det danske kvindelandshold havde ellers lige siddet og set, hvordan de blå-gule herrer forstår at holde lidt på bolden, til de første reflekser hos forsvaret er overstået, og målvagten har valgt at gøre et eller andet, hvorefter det blir lettere at trykke målgivende skud af.
Heller ikke 12-målsskytten mod Rumænien, Camilla Andersen, var til at kende igen. Ujævn, til tider fatalt tøvende i angrebssituationer.
Danmark havde sidst føling ved 8-8, og værre skulle det blive. Gitte Madsen blev først synlig, da hun brændte halvlegens eneste kontra-chance, Annette Hoffman gemte sig på sin fløj. I den modsatte side var Helle Simonsen i lang tid eneste lyspunkt, hvor den franske opdækning gav hende fair play, når hun lagde an. Måske troede de ikke på, hun kunne få bolden forbi deres efterhånden veloplagte målvogtere.
Hvad gik egentlig galt, med Frankrigskampen? Måske var det så simpelt, som at spillerne ikke ønskede at vinde, fordi de ubevidst valgte sig en off-day, i hvert fald hvad fællesindsats angår, og prøvede at klare den sådan lidt individuelt. Og på den baggrund kommer fejl og uheld altid af sig selv.
Ingen nye brød igennem her, til vinder-rollen, Anja Andersen måtte mobilisere velkendt gejst og gennembrudsevne i fremløbene, og Gitte Madsen to af sine berømte sprinter-fremløb, med tilhørende svæv langt ind i målfeltet, før sejren på 24-21 blev forløst - med tang.
Da holdet indledte sidste kamp, mod Østrig, var opstillingen så tilpas ændret og troen på sig selv mere tilstede. Tina Bøttzau var sat til at dække fløj, men scorede tre gange fra backpositionen, og havde betydeligt mere ud af det i angrebene. Og hvordan ser (en af) Ulrik Wilbeks opstillings-succes-formler så ud?
Ja, det fungerer åbenbart godt, med Anja, Maybritt Nielsen og Camilla Andersen og Mette Vestergård på midterpladserne, både i angreb og forsvar, hvor vi fik set Maybritt Nielsen både som bølgebryder og som midterskjold i forsvaret. På højre-fløjen fortsatte og konsoliderede Helle Simonsen sin landsholds-fremtid, god at have udover Janne Kolling, og Gitte Madsen, som ikke er svær at tænde, er brugbar playmaker. Mens vi venter på Rikke Solbergs ledbånd, og håber på Anne Dorte Tanderups knæ! Med 37-18 vandt DK igen en Metal Cup uden at leve helt op til klapsalvernes styrke, og uden i virkeligheden at give et reelt bud på holdets reelle VM-styrke mod mere egale modstandere.

*Leif Petersen er dramatiker og tidligere formand for KH, Københavns Håndboldklub

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her