Læsetid: 7 min.

Let på tå

2. september 1997

Woody Allens seneste film, Alle siger I Love You, der får premiere på fredag, er en rendyrket og luftig musical i den klassiske Hollywood-stil - en filmgenre, som faktisk har været død i mange år

Musical
"No death like you get in Macbeth.
No ordeal like the end in Camille.
This goodbye brings a tear to the eye.
The world is a stage and a stage is a world of entertainment."

Ja, "That's Entertainment" er nok den sang, der siger det bedst, når talen falder på musical-genrens uskyldige og sorgløse univers - specielt når vi taler om den klassiske Hollywood-musical.
Skrevet af Howard Dietz og Arthur Schwartz til Vincente Minnellis Let på tå med Fred Astaire og Cyd Charisse er "That's Entertainment" en hyldest til musicalen som ren og utilsløret underholdning - og det i en film, som charmerende og bestemt slår fast, at det ikke nytter (eller er nødvendigt) at proppe Shakespeare og Goethe ind i noget så populært som en musical.
That's Entertainment er også titlen på tre antologi-film, som længselsfuldt og nostalgisk kigger tilbage på mere end 100 muicals fra 40'ernes og 50'ernes musical-gigant MGM, der på det tidspunkt var en garant for skuespil og dans af allerhøjeste kvalitet - og melodierne af giganter som George og Ira Gershwin, Irving Berlin, Arthur Schwartz og Howard Dietz og så selvfølgelig Arthur Freed, der udover at skrive tekster til mange af MGM's musicals også producerede op mod 50 af selskabets bedste titler - og som MGM var Freeds rolle også udspillet ved indgangen til 60'erne.
Og der blev lyd
Musicalen er - trods inspiration og materiale hentet fra Broadway og de omrejsende music hall-shows - mere end noget andet et barn af tonefilmens indtog, og den første spillefilm med lyd, Jazz-sangeren fra 1927 med Al Jolson i titelrollen, var da også et spædt forsøg på at skabe en film med både handling, sang og dans.
Det er da også fristende at se musical-genren som den rigtige, ægte film, idet den udnytter både lyd og billede optimalt gennem sang og dans. Da farvefilmen fik sit gennembrud i slutningen af 30'erne, og farve(lade)-systemet Technicolor snart fulgte efter, var instruktørerne ikke sene til at udnytte farvefilmens muligheder for spektakulære og kulørte set-pieces - især Vincente Minnelli var ikke bleg for at male med den brede pensel, når han iscenesatte storladne og kulissetunge film som En amerikaner i Paris med Gene Kelly og Leslie Carron og Piraten med Kelly og Judy Garland.
Minnelli var også instruktøren, som forstod at udnytte kameraet som aktiv medspiller i musicalens koreografi - han lod kameraet følge skuespillerne og danserne, ikke bare frem og tilbage på tværs af en scene, men ind og ud i mellem dem og deres omgivelser. Hans film fik et meget dynamisk udseende, som gør dem let genkendelige og øger seværdigheden. Endnu et skridt mod det rene, filmiske udtryk.
Ginger, Fred og de andre
Med adskillige musicals om året fra 1930 og ca. 30 år frem er det meget svært at nå rundt om alt og alle, men det er da også 'kun' en håndfuld instruktører og skuespillere - primært fra MGM's stald --som stikker tilpas meget ud til, at vi husker og holder af dem i dag.
Deriblandt energiske Fred Astaire og temperamentsfulde Ginger Rogers, filmmusicalens nok største par. Ti film blev det til ialt, og selvom genren blev flottere og mere ekstravagant op gennem 40'erne og 50'erne, er Astaires og Rogers' sort/hvide film fra 30'ernes førende musical-producent RKO stadig nogle af de mest underholdende og veldansede af slagsen. Deres film sprudler af energi, og det slår gnister mellem to af de dygtigste entertainere i branchen, som både kunne danse og synge. I øvrigt er det også i filmene med Rogers, at Astaire har nogle af sine fineste øjeblikke som solodanser.
Judy Garland, der fik sit gennembrud i alle tiders eventyr, Troldmanden fra Oz, dannede par med Mickey Rooney i en række populære musicals fra omkring 1940, før hun begyndte at stå på 'egne' ben for instruktører som Vincente Minnelli og Stanley Donen. Garland kunne ikke danse, men synge kunne hun, og i en række film med Gene Kelly og Fred Astaire skrev Garland sig ind i filmhistorien med nogle af de mest mindeværdige musical-sange, "Have Yourselfes a Merry Little Christmas" fra Meet Me in St. Louis, "Be a Clown" fra Piraten og "Over the Rainbow" fra Troldmanden fra Oz.
Sammen med Minnelli, der leverede nogle af de bedste - og nogle af de mest kedelige - musicals i Hollywood, lavede Garland fire musicals, bl.a. Mød mig i St. Louis, som regnes for en af genrens første store klassikere, og den forfærdelige, men flotte Piraten, hvor hun spillede overfor den nok største koreografiske begavelse og yndefulde danser i Hollywood, Gene Kelly.
Kelly eller Astaire
Gene Kelly, der startede som koreograf og skuespiller, er min personlige favorit, og de fleste af de film, hvor han både var skuespiller, koreograf og instruktør er blandt de bedste, for ikke at sige de bedste, musicals nogensinde.
Hvor Fred Astaire var en teknisk dygtig og meget flamboyant danser, hvis film oftest fandt sted i teater- eller filmmiljø, og som altid var den ubekymrede high society-levemand, så var Kelly en mere intuitiv og yndefuld danser, grænsende til det balletagtige, og han prøvede i sine film at gøre dansen og sangen til en mere integreret del af handlingen - der som regel foregik blandt 'almindelige' mennesker. (Så almindelige, som de altså kunne blive i en Hollywood-musical.)
Forskellige som de var, Astaire og Kelly, så kunne de begge danse og synge bukserne af de fleste af deres med- og modspillere. Og når de spillede sammen, som f.eks. i Minnellis ellers besynderlige Ziegfeld Follies, så var det en fornøjelse at observere deres højst forskellige, men, for begges vedkommende, virtuose show- og stepdans.
Sammen med Stanley Donen, en koreograf Gene Kelly selv hentede til Hollywood, og som siden blev en aldeles kompetent instruktør på egen hånd (bl.a. Syv brude til syv brødre, Charade), lavede Kelly de monumentale Syng i sol og regn med Debbie Reynolds og Sømænd på vulkaner med Frank Sinatra, der med deres humor, fremragende og innovative dansescener og suveræne musik og sange kandiderer til førstepladsen blandt alverdens musicals.
Hverken Kelly eller Astaire veg tilbage for at prøve nyt i deres film, og især Kelly gjorde en ihærdig indsats for hele tiden at forny sig sammen med sine instruktører. I En amerikaner i Paris er hele den afsluttende fantasi-ballet en meget smuk, men noget langtrukken sekvens, der må have krævet både mod og energi fra Kelly og instruktør Minnelli at fuldføre. I Orlov i Hollywood, som blev instruret af George Sidney (den fjerde af tidens store musical-directors), danser Kelly med tegnefilms-musen Jerry, i hvad der må være den første vellykkede blanding af live action-sekvenser og animation.
Dreng møder pige
Mange musicals synes i dag en smule gammeldags og overfladiske, men det, der gør dem værd at se, er netop deres uskyld og fornøjelige indstilling til livet. Det hele drejer sig om kærlighed - boy meets girl, og amorinerne blomstrer.
En indstilling til livet, som var acceptabel i 30'ernes og 40'ernes USA, hvor depressionen og Anden Verdenskrig fik publikum til at længes efter et bedre og mere trygt liv, og en musical var, omend kun for et par timer, en velkommen flugtmulighed.
Med 50'ernes kommunistforskrækkelser og Senator Macarthys heksejagt på Hollywood-folk med kommunistiske og socialistiske sympatier, syntes tiden heller ikke moden til andet end uforpligtende, virkelighedfjern underholdning.
Men i begyndelsen af 60'erne, hvor USA's ungdom pludselig blev politisk engageret med hjælp fra John F. Kennedy og Vietnam-krigen, mistede musical-genren sin uskyld og dermed sin appeal og sit publikum og døde en hurtig død ved billetlugerne.
Herefter fik musicals en skarpere og mere politisk tone (Cabaret, All That Jazz, Hair), end da MGM-musicalen havde sin storhedstid, og siden er det hovedsageligt gennem Disneys tegnefilm med indlagt sang og dans, at den klassiske Hollywood-musical har levet videre på det hvide lærrede.
På teatret sker det stadigvæk, at en gammel klassiker sættes op igen, eller at en nostalgisk sjæl skriver en ny musical i gammel indpakning, men generelt er også her tiderne nogle andre, og selv Broadway-musicalen, som lagde kimen til det hele, har fået et andet, mere alvorligt udtryk. Når en musical en sjælden gang når biograferne, er det som regel en filmatisering af et succesfuldt teaterforlæg - f.eks. Alan Parkers Evita baseret på materiale af genrens ukronede konge Andrew Lloyd-Webber og hans tidligere tekstforfatter Tim Rice. En film og et stykke, der absolut ikke har noget med klassisk Hollywood-musical-stil at gøre.
En ny vaskeægte musical
Så er det godt, vi har Woody Allen, der med sin seneste film, Alle siger I Love You, har lavet en vaskeægte musical af den luftige og liflige slags. Nok rummer filmen de sædvanlige, kværulerende, intellektuelle og rige neurotikere fra New York, men henlagt til musical-hovedstæder som Venedig, Paris og New York, fyldt med klassisk swing- og musical-musik og med små sangbidrag fra alle de medvirkende, inklusive Allen selv, lægger Alle siger I Love You mere vægt på at føle og fornemme end på at tænke og lytte.
Var det ikke, fordi Woody Allen i forbindelse med filmens premiere har udtalt, at han kun havde lyst til at lave filmen som et eksperiment, og var der ikke premiere på hans seneste film, som ikke er en musical, i disse dage på Venedig Film Festival, så kunne man måske begynde at tro på en genkomst for musical-genren.
I hvert fald har Allen bevist, at det stadigvæk er muligt at lave en musical som rendyrket underholdning uden skumle og moralske bagtanker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu