Læsetid: 3 min.

For lidt gys

12. september 1997

I sin nye film, 'Sekten', bevæger Susanne Bier sig med et lidt magert resultat fra det humoristiske drama over i den psykologiske thriller

NY FILM
Mona skal snart giftes og tager lettere modvilligt på polterabend med veninderne, men hun svigtes af sin slyngveninde Anne, der tilsyneladende hellere vil være sammen med sin elsker, Dr. Lack.
En halvfuld Mona opsøger Lack i hans hjem og finder ud af, at Anne er blevet medlem af en sekterisk gruppe mennesker, som under Dr. Lacks hypnotiserende ledelse arbejde på at blive bedre og mere hele mennesker. Mona, der selv er et søgende menneske, og som ikke er helt sikker på sit forestående bryllup, suges langsomt ind i sekten af den overvældende Lack, men gør oprør, da det går op for hende, at sektens metoder ikke er helt fine i kanten - og at Anne er i knibe.
Tematisk befinder vi os stadig i neurotisk familieland, men stilistisk og genremæssigt ligger Susanne Biers nye film, Sekten, langt fra hendes tidligere film.
Hvor Det bli'r i familien og Freud flytter hjemmefra begge var tragikomiske studier i fortrængninger og neuroser, så er Sekten en udforskning af det moderne menneskes udtalte usikkerhed og tvivl - med den psykologiske thriller som ramme.
Thriller ikke
Egentlig er det underligt, at Sekten er den første fiktionsfilm, der tager fat på et af de seneste 10 års mest omdiskuterede fænomener, nyreligiøse bevægelser og sekter - for ingen tvivl om, at der er nok at tage fat på med kidnapninger, udplyndringer, hjernevask og deprogrammeringer.
Altså er Sekten et sindbillede på en hektisk, overfladisk og fremmedgjort tidsalder, hvor flere og flere mennesker bliver så ensomme og usikre, at de er nemme ofre for dunkle sekters tillokkende retorik. Og i så henseende fungerer Biers film upåklageligt.
Men selvom det er godt tænkt af Susanne Bier, at hun placerer sin historie i thriller-sammenhængen, så er filmen desværre ikke thriller nok til, at den fungerer som en sådan. Der er for lidt gys og for meget psykologiseren på hovedpersonernes karakterer.
Selve optakten til Monas erkendelse af sekten som andet og mere end en basis-gruppe for forvirrede storby-mennesker er elegant skruet sammen, og da sammenhængen i al sin gru går op for hende, er det så meget desto mere en skuffelse, at spændingen ikke holder efterfølgende.
Fremragende skuespil
Skuespillet er ellers fremragende - især Sverre Anker Ousdals Dr. Lack er frygtindgydende med sit på overfladen tillidsvækkende og indladende væsen, som gemmer på en kulsort side, der indimellem med dæmonisk kraft viser sit grimme ansigt.
Men også Sofie Gråbøl som Mona og Ellen Hillingsø som Anne er stærkt spillende og giver filmen den troværdighed, som så dybe psykologiske skildringer fordrer. Hillingsøs bedrift er, at hun udadtil virker stærk og on top of the world - alligevel er hun den svage, som den vaklende Mona må redde fra Dr. Lacks seksuelt betonede tyranni.
Gråbøl, i en glansrolle, starter derimod, hvor Anne slutter, og vokser sig gennem sine anstrengelser og en sund portion snusfornuft voksen nok til at sige stop og gøre oprør - også mod sin dominerende - og sekteriske - svigermor, spillet af en utiltalende Ghita Nørby.
Klædeligt
Det klæder Susanne Bier og dansk film generelt at bevæge sig mere dér, hvor de så sjældent bevæger sig. Nu kræver det bare, at Bier får lidt bedre styr på genre-filmens virkemidler - så vil hun måske kunne måle sig lidt mere med den instruktør, hendes film bliver holdt op i mod i Sektens pressemateriale, nemlig thriller-mesteren Alfred Hitchcock.

*Sekten. Instruktion: Susanne Bier. Manuskript: Susanne Bier, Peter Asmussen og Jacob Grønlykke. Dansk (Dagmar, Palads og Scala, København samt 17 biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu