Læsetid: 4 min.

Et lille bjergfolk i stolt isolation

6. september 1997

Nagorno Karabakh har med præsidentvalg trodset internationalt pres for at bjerglandet bliver i Aserbajdsjan

Den 40-årige advokat Arkadij Gukasjan blev i mandags valgt til det lille bjergland Nagorno Karabakhs nye præsident med 90 procent af stemmerne. Han er tidligere udenrigsminister og fungerende præsident siden marts, da hans forgænger blev hentet til Jerevan som Armeniens ministerpræsident.
Med valget trodsede den lille armensk befolkede enklave i Aserbajdsjan mange internationale protester. OSCE kaldte valget en ny forhindring på vejen til en fredelig løsning efter ni års konflikt om områdets status, heraf seks med åben krig. Men OSCE har søgt at mægle i årevis, uden at være kommet et skridt nærmere en løsning, så valget ændrer næppe noget. Det er derimod en bekræftelse på, at ingen, heller ikke OSCE, får det lille bjerg- og krigerfolk til at acceptere aserbajdsjansk overherredømme.
Gukasjans tiltrædelseserklæring er, at landets væbnede styrker må udbygges yderligere.
"Så længe Nagorno Karabakh har en stærk hær, tror jeg ikke, at Aserbajdsjan vover at angribe os igen," siger han.
Gukasjans besked til omverdenen er: "Vi accepterer aldrig at blive en del af Aserbajdsjan". Det har den armensk befolkede enklave været, siden Stalin i 20'erne gav aserbajdsjanerne området som led i sin 'del og hersk'-politik. Da Gorbatjov kom til, troede armenierne, at han ville rette op på denne historiske uretfærdighed. Det skete ikke, og de første væbnede konflikter brød ud i 1988 efter skabelse af en stærk bevægelse for Nagorno Karabakhs genforening med Armenien. Siden 1990 har Nagorno Karabakh levet i en selvproklameret selvstændighed.
Det blev den første blodige etniske konflikt i Gorbatjovs Sovjetunionen. En våbenhvile har været i kraft siden 1994 med sporadiske brud og nye ofre ud over de mindst 35.000 menneskeliv, som krigen tog. Våbenhvilen kom efter en række ydmygende nederlag for den aserbajdsjanske hær og Karabakh-styrkernes erobring af en stor bufferzone, herunder den såkaldte Latjin-korridor, der forbinder Nagorno Karabakh med Armenien.
Den etniske udrensning blev total. Sammenlagt er omkring tre millioner tidligere sovjetborgere drevet på flugt under krige om omstridte områder, det største antal, over en million, under krigen om Nagorno Karabakh. Aserbajdsjanske flygtninge har siden levet stuvet sammen i flygtningelejre, hvorfra der er konstant pres på ledelsen i Balkan for at generobre området. Trods Aserbajdsjans otte millioner indbyggere over for Karabakhs 170.000 synes aserbajdsjanerne ikke umiddelbart at have lyst til at gøre nye forsøg på at nedkæmpe området. Nagorno Karabakh har i dag den nok mest effektive hær i hele det tidligere Sovjetunionen. Mindst 30 procent af befolkningen er indrullet i de topdiciplinerede væbnede styrker, der i modsætning til for eksempel de tjetjenske blev bragt under en effektiv enhedskommando, mens bomberne regnede ned over dem. Og alt liv i Nagorno Karabakh er i dag indrettet på hærens behov.
Som DR's udsendte til Nagorno Karabakh sidste år mødte jeg kun lokale, der forsikrede, at de er parate til at slå aserbajdsjanerne tilbage igen.
Den nye præsident afviser kategorisk OSCE's forslag: At Nagorno Karabakh får udstrakt selvstyre inden for Aserbajdsjan, at armenierne trækker sig tilbage fra de erobrede områder uden om bjerglandet, og at internationale fredsbevarende styrker sættes ind som garanti for det armenske områdes sikkerhed.
Gukasjan siger, at det er et oplæg til krig snarere end til fred, da det kun tilgodeser Aserbajdsjan.
Når det internationale pres er særligt stort for en løsning af netop denne konflikt, handler det om olie, aserbajdsjanernes i Det Kaspiske Hav. Internationale investeringer på omkring 30 milliarder dollars betyder nu overordentlig stor velvilje for det muslimske Aserbajdsjan, mens den vestlige sympati tidligere spontant var med de kristne armeniere.
Der bejles til den tidligere KBG-chef og sovjetleder, Aserbajdsjans præsident Gejdar Alijev, selv om han kom tilbage til magten ved et kup og ikke er fanget i nogen større respekt for demokrati. Men sort guld har han jo i ryggen.
Det gælder selvfølgelig formelt princippet om nationalgrænsers urørlighed, som den såkaldte Minsk-gruppe, der forestår OSCEs mægling, henholder sig til.
Der forhandles i en såkaldt tre plus tre konstruktion med Minskgruppens tre medlemmer Rusland, USA og Frankrig samt de tre direkte involverede Aserbajdsjan, Armenien og Nagorno Karabakh.
Aserbajdsjan anklager Rusland for at støtte armenierne i striden. Kreml har medgivet, at der tidligere illegalt blev leveret mange russiske våben til armenierne. Det kan ikke betvivles, at Nagorno Karabkh armenierne vandt krigen med russisk hjælp.
En netop underskrevet armensk-russisk venskabs- og samarbejdsaftale bekræfter, at Armenien er Ruslands vigtigste forbundsfælle i det sydlige Kaukasus, og mens Aserbajdsjan afviser russiske styrker på sin jord, har Rusland baser i Armenien og de armenske væbnede styrker er dybt integreret i de russiske.
Men Rusland har også store interesser i Aserbajdsjans olie og presser derfor på for et kompromis. Det ønsker Armenien også, da konflikten har afskåret det fra eksportruter gennem Aserbajdsjan, ligesom Tyrkiet af hensyn til sine interesser i Aserbajdsjan har lukket sin grænse til Armenien. Blokaden af Armenien har kastet det ud i en årelang dyb energikrise og fattigdom, men i dette spil er det halen, der logrer med hunden, altså Nagorno Karabakh, der bestemmer farten.
Nagorno Karabakh mener, at tiden arbejder for international anerkendelse af den de facto-selvstændighed, det har levet i siden før Sovjetunionens sammenbrud. Aserbajdsjan satser på, at hvis det internationale pres ikke får banket Nagorno Karabakh på plads, ja så vil de kommende store olieindtægter sætte det i stand til en modernisering af den aserbajdsjanske hær, så det kan klare det militært. Når den dag kommer, vil Aserbajdsjan givet heller ikke lytte til OSCE's såkaldte fredelige løsning.
Og Nagorno Karabakh er lige som Tjetjenien et bittert eksempel på, at heller ikke verdens udviklede demokratier har andre svar på selvstændighedskrav fra historisk mishandlede små folk, end at de bare skal underlægge sig dem, der har mishandlet dem. Det tager armenierne i bjerglandet konsekvensen af og forbereder sig på en ny krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu