Læsetid: 4 min.

Liv efter Cobain

18. september 1997

- eller om hvordan den amerikanske rockundergrund syder og bobler i skyggen af den efterhånden lidet subtile britpop

Da Nirvana-frontfiguren Kurt Cobain i april 1994 begik selvmord med et haglgevær i en garage i en forstad til Seattle, satte han ikke alene et dramatisk punktum for et ungt tristessefyldt liv.
Hans endeligt betød også en brat opløsning af den mest skelsættende amerikanske undergrundsgruppe i nyere tid samt den symbolske gravskrift over hele den grunge-bølge, som Nirvana siden årtiets begyndelse havde været den ultimative katalysator for.
Det interessante ved grungen var dels, at den, med sin sammensmeltning af hårdtslående garagepunk, fængende popmelodiske understrømme og eksistensielt smertende, ofte galgenhumoristiske sangtekster, satte den musikalske dagsorden så eftertrykkeligt, at en hel rockverden sang med.
Ja, flere har endda peget på, at den så at sige tog undergrundens mødom.
Men også at den i rockhistorisk perspektiv endnu engang tydeliggjorde industriens styrende mekanismer: Nemlig, at en scene sjældent kan opretholdes i mere end tre-fire år før overmætning og indre udvanding får den til at implodere og forsvinde i røgen fra kulissens ventende aktører.
Reaktion avler som altid modreaktion.
En sådan må siges at være frembragt på den anden side af Atlanten i kraft de seneste sæsoners heftigt ekspanderende, retrospektive britpop.
Og selvom skabelonerne efterhånden også her er temmelig tyndslidte tyder intet på at det overordnede fokus i nærmeste fremtid vil forrykke sig synderligt.
Magtdemonstrationen fra den engelske popelite - man behøver bare at nævne navne som Oasis, Suede og Blur, så ved de fleste hvordan takten slås - indikerer dog på ingen måde manglende kraft og fremdrift i amerikansk rock.
Tværtimod, fristes man til at sige.
For er det p.t. ikke muligt at opbyde en kickstarter af Kurt Cobainsk format, der kan hente en bestemt niché ud af undergrundens kælderhalse, så udviser det amerikanske vækstlag til gengæld spilleglæde og oprustning over en bred og meget alsidig front.
Slacker og støj
Et af de steder, hvor flertydigheden taler sit tydeligste sprog er hos det efterhånden ganske anseelige indie-label Matador, der siden oprettelsen i 1989 har udgivet materiale med en række af de mest farvestrålende amerikanske underdogs fra sin base i New York.
På den dobbelte kompilations-cd What's Up Matador (Matador/Voices Of Wonder), der netop er sendt i omløb, finder man intet mindre end 44 numre fra grupper, der dels dyrker den såkaldte slacker - en bevidst skødesløs, ofte meget tummelumsk og aldeles charmerende guitarstil - dels viderefører arven fra støjrockpionerer som Sonic Youth og dels bevæger sig gennem båndloop'ede territorier med affinitet til den arkitektonisk lagdelte og primært instrumentale post-rock.
Blandt de bedste udtræk (kvaliteten er selvfølgelig svingende idet op mod 30 navne, heriblandt enkelte europæiske, er repræsenteret) finder man bl.a. en sublim, ikke før udsendt Pavement-version af det legendariske Echo & The Bunnymen-nummer "The Killing Moon".
En lækkerbidsken på et album, der i det hele taget forlokker med outtakes og uanskaffelige syvtommer-indspilninger.
Interesse i det specifikt sjældne behøver dog ingenlunde være forudsætningen for anskaffelsen af What's Up... Som guide og som vue over spændvidden i amerikansk undergrund er den fortrinlig. Også for den uindviede, der gerne vil vide mere. Og så er den endda udstyret med komplet diskografi og covernoter, der afslører 'little known facts' om de udøvende.

Finurlige udflugter
Boston-trioen Helium er repræsenteret med to kompositioner på ovenstående cd, og er den måske bedste grund til at opholde sig endnu et øjeblik ved Matador.
Gruppens anden fuldlængde-udgivelse The Magic City (Matador/Voices Of Wonder) er nemlig en af de mest kompetente ting, der overhovedet er udkommet på selskabet.
Ikke mindst i kraft af, at gruppens sangskriver Mary Timmony her udfolder nye sider af et i forvejen lovende sangskrivertalent.
Fra at indeholde lige lovlig mange referencer til bysbørn som Throwing Muses og The Pixies har Helium nu med held opdyrket en stil, der henter inspiration fra hele det amerikanske undergrundsdelta.
Således flirtes der i flere numre med de samme 70'er-avantgardistiske repetitions-figurer som også postrocken har gjort til sin metier.
Slacker-påvirkninger samt et utal af finurligt krøllede støjpop-udflugter kan også spores, men allerbedst er gruppen, når den parer de forskellige inputs med små listige stryger- og messing-angreb af kammermusikalsk karakter.
Blå toner
I det modsatte geografiske hjørne af USA, nærmere betegnet Tucson, Arizona, har Giant Sand gennem snart seksten år, og efterhånden lige så mange plader, konstant formået at forny sin helt specielle blanding af country og garagerock - en cocktail, der i 80'erne gik under betegnelsen 'ørkenrock', men som i dag nemt ville kunne kategoriseres som slacker.
Sideløbende har gruppen, der i realiteten er synonym med sangeren og guitaristen Howe Gelb, kastet sig ud i et væld af sideprojekter, som ofte har udforsket de amerikanske roots' grænser yderligere.
Senest som OP8 i form af samarbejdet med neo-traditionalisten Lisa Germano, hvilket har udmøntet sig i den henført smukke cd Slush (Thirsty Ear (V2)/MusikDistributionen), der betyder noget i retning af 'sentimentalt sludder'.
Der er, som det skinner igennem, ikke det store elektriske drive over denne plade, der rammes ind af en respektfuldt omarbejdet udgave af Nancy Sinartra/Lee Hazlewood-duetten "Sand" og en følt, men dog ikke alt for følende, fremførsel af Neil Young's "Round And Round".
Derimod en sart, blåtonet og aldeles stemningsmættet midnatsmusik rodfæstet i jazz og suondtracktradition.
Nok sentimental sine steder, men dog med så megen personlig nerve i arrangementerne, at det løber én koldt ned af ryggen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu