Læsetid: 7 min.

Livet mellem massakrerne

25. september 1997

"Somme tider hører vi skrig langt borte fra, mens vi sidder og spiser til middag, men vi tager os ikke af det". Et tilbageblik over de første uger af september i Algeriet

Ingen kan huske, hvem der først slog alarm den 5. september hen imod kl. 22. Men hele natten genlyder råbet fra hus til hus i Cherraga-kvarteret i Algier: "Morderne kommer!"
Mændene strømmer ud fra lejlighederne, bevæbnet med stokke, hammere og økser. Fra tid til anden hyler sirenerne i mørket, der oplyses sparsomt af primitive lygter - købt og hængt op af indbyggerne selv i mangel af offentlig belysning.
Klokken tre om morgenen er der stadig intet sket. Mændene går op igen. "Vi var nødt til at parlamentere med vores egne koner gennem døren, før de ville åbne. De genkendte ikke vores stemmer. Så stor er frygten."
Samme nat leder man også efter "mordere" i andre kvarterer, f.eks. Bouzareh og Baïnem. Uden resultat. Men om morgenen bliver en familie fundet med halsen skåret over i et kvarter lige ved siden af. Frygten tager til igen, holdes ved lige og udvikler sig til panik ved den mindste lyd. Folk ved allerede, at de også vil være oppe næste nat.
Hvem tør overhovedet sove i Algier, her i begyndelsen af september? Med de seneste massakrer har myrderierne for første gang nærmet sig hovedstadens porte. Landet har levet med vold i seks år, men den antog en ny dimension netop i det øjeblik, hvor styret havde håbet på endelig at kunne vise det internationale samfund, at "normaliseringen" var indtrådt.
Hemmelige forhandlinger
Siden juni er de hemmelige forhandlinger mellem regeringen og Den Islamiske Frelserfront (FIS) skredet frem i galopfart. Fire års guerillakrig har udmattet grupperne i FIS' væbnede gren, Den Islamiske Frelserhær (AIS), og deres ledere foretrækker nu våbenhvile for at undgå, at grusomhederne skal få folk til at tage afstand fra islam.
Forhandlingerne skulle styrke præsident Liamine Zéroual, men nu ligger det hele i ruiner. Krisen har to ansigter: den maskerede og uigennemsigtige magts ansigt, som overlader til folk at gætte sig til, hvad der sker, og gadens nøgne ansigt, som afspejler en frygt, der overgår alt.
Om dagen er der roligt - eller i hvert fald næsten. "Vi lever som dyr. Vi spiser. Vi forsøger at sove en smule," fortæller en lærer.
Apotekerne har vænnet sig til at se politifolk med nerverne på højkant plyndre hylderne for beroligende midler. På gaden er der opstået en organiseret handel: "Jagten på nervepiller er blevet en nationalsport," sukker en butiksindehaver.
Sover med spade i sengen
Selv om det i Algeriet er lettere at anskaffe sig en våbentilladelse end en telefon, nægter nogle gendarmerikaserner at udlevere revolvere til indbyggerne.
"I ville have islamisterne, nu har I fået dem," svarer man med en henvisning til første runde af parlamentsvalget i 1991, hvis anden runde blev annulleret, fordi FIS stod til at vinde.
Andre steder uddeler officerer derimod skydevåben til befolkningen og truer endda undertiden dem, der ikke vil have nogen.
Der er tydeligvis ingen officiel instruks i det afgørende spørgsmål om, hvorvidt befolkningen skal inddrages i den væbnede konflikt. Eller rettere sagt - der er flere.
Derfor gør folk selv, hvad de kan. Foran jernsmedjerne i hovedstadsområdet er der lange køer på fortovet. De, der har penge, køber sabler og sværd; de fattige har slebet økser, jernstænger - alt, hvad der kan bruges som våben. "Det er som i Middelalderen," siger en mand. Selv sover han med en spade ved sengen.
Forvirringen avler mere forvirring. I Baraki bliver en halv snes unge mænd arresteret: De har ved at udbrede rygtet om et forestående overfald fået folk til at flygte og derefter kørt deres møbler væk på en lastbil. Den slags er meget almindeligt, siger folk.
Menneskemængder manipuleres, kommanderes rundt som en hær - metoder, der fører tankerne hen på den almægtige, men splittede algeriske hær. Det er tydeligt, at en af grupperingerne inden for militæret forsøger at udnytte forvirringen til egen fordel.
Massakrerne forties
I den periode er den nationale tv-kanal, som i folkemunde hedder "Den enestående" (fordi der ikke er andre), optaget af skænderierne omkring prinsesse Dianas begravelse. Ikke et ord om massakrerne.
Men intet er mere talende end tavsheden. I Algier kan enhver lille cigaretsælger fortælle, at den er et umiskendeligt tegn på en intern magtkamp i ledelsen. Hærledelsen har lukket sig inde i et møde, som ikke vil tage ende. Her, hvor kunsten at snakke udenom er en officiel øvelse, trænger ikke den mindste nysen ud. De første rygter om et statskup bringer sindene i bevægelse.
De private aviser sender reportere til scenerne for massakrerne. I Beni Messous forbyder ordensmagten dem at kontakte overlevende uden forudgående tilladelse fra gendarmeriet - og den får de kun, hvis de opgiver navn og adresse på dem, de kunne tænke sig at interviewe. Det gør deres forehavende umuligt i en situation, hvor bare synet af en uniform slår hele kasbah'en med stumhed.
Uforstyrrede myrderier
Den 7. september fordømmer dagbladet El Watan det forhør, dets journalist Ghania Oukazi blev underkastet af sikkerhedsstyrkerne efter en artikel om massakren i Beni Messous. Hun havde citeret flere anonyme kvinder, som fortalte, at nr. 17 (alarmcentralen) ikke svarede, mens myrderierne foregik. Også dem ville politiet have navnene på.
Det er især begivenhederne i dette forholdsvis elegante og historieløse boligkvarter nogle kilometer uden for Algier, der rejser mange spørgsmål.
Skal massakren tilskrives De Væbnede Islamiske Grupper (GIA) - den mest radikale gruppering, der er foruroliget over forhandlingerne mellem styret og rivalerne i FIS? Men myrderierne i Beni Messous foregik få hundrede meter fra ikke mindre end fire kaserner. Skal man tro på, at flere bevæbnede hundrede mænd kunne trænge ind i dette stærkt bevogtede område, slå ned for fode i flere timer og derefter køre væk igen uden at blive forstyrret?
Hvis GIA er i stand til at gennemføre en sådan operation, vil Algier snart falde. Myrderierne kunne ikke finde sted uden i hvert fald stiltiende accept fra en del af hæren.
Oprørere mod Gud
På Algiers gader regerer rygterne, og de bliver mere og mere vanvittige. Selv de mest fornuftige mennesker taler helt alvorligt om en gruppe "oprørere mod Gud", der fremstilles som de grusomste af de grusomme. De har skåret højre pegefinger af - den der bruges, når man påkalder Allah - og barberet deres øjenbryn.
Forstæderne omkring hovedstaden er ved at blive tømt for indbyggere; Meklaa ligger fuldstændig øde hen. Efter kl. 17 hersker frygten overalt, og man ser ingen mennesker på gaden.
"Somme tider hører vi skrig langt borte fra, når vi sidder og spiser til middag. Vi prøver på ikke at tage os af det og spiser videre," fortæller en kvinde.
De, der har familie inde i centrum, er heldige, fordi kvinder og børn kan tage derind og sove om natten. Andre slår lejr foran en politistationen. I flere kommuner samles folk på hospitaler og skoler.
"Vi ved godt, at det ikke nytter noget. Men sammen er vi ikke så bange," siger en indbygger.
I Chebat har 30 familier, som undslap en massakre for nylig, installeret sig i en sportshal. Den 8. september bad politiet dem om at forlade stedet. Årsagen var, at de havde vovet at bede om hjælp efter at have fået besøg af fire personer, der gav sig ud for at være flygtninge. Ingen ved, hvem de var, og de er ikke blevet set siden.
Samme dag beslutter myndighederne endelig at bryde tavsheden. I et kommuniké fra præsident Zérouals parti, National Demokratisk Samling (RND), hævdes det, at "situationen er resultatet af et komplot, organiseret af kræfter i udlandet".
Fredelig march forbydes
Men den mest afslørende officielle tilkendegivelse er et administrativt forbud mod den tavse demonstration "for fred", som oppositionspartiet Fronten af Socialistiske Kræfter (FFS) ville arrangere.
"Hvordan kan man forbyde en fredelig march, samtidig med at væbnede grupper ustraffet kan massakrere folk, mens myndighederne tier?" spørger FFS.
Rygterne om de interne magtkampe har antaget et sådant omfang, at udenrigsminister Ahmed Attaf under et besøg i Haag for første gang i den algeriske republiks historie måtte dementere, at et statskup var under udvikling.
Det blodige svar var en bombe, der slog ned mellem kister og murbrokker i Reis den 9. september. Resultatet var fire døde og 10 sårede i den by, hvor over 80 indbyggere fik halsen skåret over den 29. august.
I juni gik algerierne til valg. Det er for GIA et bevis på, at de samarbejder med myndighederne. Derfor er de alle uden undtagelse skyldige.
Den 14. september tog Zéroual på officielt besøg i Syrien og Jordan. Det ville han ikke have gjort, hvis han ikke havde været absolut sikker på, at magtkampen i toppen var stilnet af, siger folk. Så længe våbenhvilen er udsat, er paladsrevolutionen det også.

© 1997 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu