Læsetid: 2 min.

Livskrisens sygeseng

16. september 1997

Der er både sygdom, humor og forsoning i John Nehms nye roman

ny bog
Der er dømt livskrise med stort L i John Nehms nye roman. Hovedpersonen den 45-årige digter Peter Andersen er for alvor løbet tør, er på enhver måde er ved gå til i sump, kriser og forfald. Faderen en tyrannisk og kolerisk chefredaktør, en omvandrende følelsesafstumpet deadline er netop død. Moderen en velmenende og naiv kone, befinder sig stadig i en choktilstand, nægter at acceptere mandens død, hans kæreste er netop gået fra ham, og han er selv blevet indlagt på hospitalet med en slags tarmbetændelse, tror han.
Romanens nutid er stort set identisk med hans hospitalsophold, og det er scenerne herfra der er romanens bedste. Med en blanding af solidarisk varme og en rigtig og ægte følt mandehørmer-humor skildres sammenholdet og oplevelserne med stuekammeraterne, skolelæreren, slagteren og snedkeren. De andre indlagte har forlængst mere eller mindre nødtvungent erkendt deres situation, ved at de skal gennem stomi-operationer, men digteren lever endnu en tid i illusionernes verden indtil også han får den endelige besked, kræft i tarmsystemet, og sideskiderangsten flår også hans krop og bevidsthed sønder.
Falleret digter
Peter Andersen har længe været på nedtur, drikker for meget og har vanskeligt ved overhovedet at holde sammen på sin tilværelse. Sygdommen og dødstruslen er anledningen der får ham til at gøre regnebrættet op. Han kaster sig desperat over skriverierne igen. Fortiden passerer revy for hans indre, alt mens hans bevidsthed pines af dødsangst og paranoide hallucinationer. Han søger at komme overens med sin fortid, opsøges mere konkret af gamle venner og af hans sindsforvirrede moder, der tror, det faderen hun besøger.
Indfanget stemning
Han forsøger at få skrevet sig gennem krisen, er for første gang i lange tider kunstnerisk kreativ, og får arbejdet et par litterære skitser igennem, så han ender med på trods af operationen og endnu en kræfttrussel at komme gennem krisen og få en slags greb om både fortidsknuderne og den fremtidige posetilværelse.
Romanens afsluttende forsoning virker ikke alt for overbevisende, er psykologisk set for umotiveret. Personerne fremtræder psykologisk for skitseprægede og éndimensionelle.
Romanen lever først og fremmest af sine groteske og kropsligt nærsansede angstoplevelser, bæres af morbidt sarkastiske og humoristiske optrin og situationer. Specielt er scenerne, der skildrer det gryende venskab mellem de kræftmærkede stuekammerater båret af en oprigtig og troværdig varme, når de med humoren som slagkraftigt våben søger at holde angsten, invalideringen og dødstruslen på afstand, og med angstnæret slagfærdighed får lavet et slogan som "I love my stomicolor - only one dollar".
Nehms realisme indfanger i sådanne scener præcist den særlige stemning af død, angst, kropslig invalidering, blomster, chokolade og højteknologisk overvågning og hjælpemidler, som gennemsyrer dette stykke groteske hverdagsliv.

*John Nehm: Langt fra Gråbrødre Torv, 173 s., kr. 248, Aschehoug, udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu