Læsetid: 5 min.

Livtag med fortidens spøgelser og fremtidens dæmoner

18. september 1997

Suzanne Brøggers nye roman er et radikalt og hudløst opgør med hendes egen fortid og vor allesammens fremtid

NY BOG
Jadekatten er Suzanne Brøggers til dato mest modige, hudløse og frygtelige bog, hvis små 500 sider kræver både korrekt indstillet brillestyrke og en glimrende fordøjelse.
Hvis hendes store slægts-
roman Jadekatten ikke også er hendes bedste bog, er det kun fordi, det er svært at nå op på siden af de første bøgers smittende livsenergi.
Også selv om både tiden og Suzanne Brøgger selv forlængst er løbet fra 70'ernes optimisme.
Jadekatten behandler det selvbiografiske stof, man i mange år har anet som fysiske smertepunkter overalt, hvor Suzanne Brøgger i glimt valgte at lade de eksotiske slør glide til side og vise en del af den ægte fortvivlelse, der er en del af forfatterskabets drivkraft.
Suzannes slør
Zeste, som Jadekattens centrale person hedder, ender nemlig som posedame, der skælder ud fra sin bænk på det fine Kgs. Nytorv.
En rolle, som Suzanne Brøgger allerede i Kvælstof (1990) gjorde til sin egen:
"Det er i posedamen, jeg finder min lige. Det er ikke hende, jeg ønskede at blive, men det er hende, jeg inderst inde føler, at jeg er... Hun sidder og kaster alt det tilbage i hovedet på verden, som den har budt hende, og hun har kun et par poser tilbage."
Men den vældige, mørke roman rummer også en moralsk farvet samfundsvision, der som alt, hvad Suzanne Brøgger gennem tiderne har skrevet, ægger til eftertanke og modsigelse.
Forfald og genfødsel
I romanens begyndelse forklarer en alvidende fortæller i en central passage, hvorfor begreber som pligt og ære ikke længere giver mening for moderne mennesker.
Den blinde tillid til autoriteter forsvandt i Auschwitz.
Til slut stikker fortælleren igen sit hoved frem for at annoncere, at den håbløst nedsunkne og splittede slægt Løvin nu genfødes i skikkelse af en ung navnebror til den legendariske stamfar Tobias.
Mellem disse to yderpunkter af forfald og genfødsel udspiller handlingen sig, og den lader ikke Pontoppidans store romaner meget efter i kulturpessimisme.
Men Brøgger er ikke Pontoppidan. Og romanen er ikke så meget formet af en intrige som af en moralsk holdning, en episk fortælleform og en næsten okkult psykologisk indsigt i det intrikate forhold mellem mødre og døtre, hvis identitet uheldssvangert væver sig sammen. Selv om Brøgger sjældent har skrevet mere sørgmodigt smukt.
Fine fornemmelser
Jadekatten er fortalt i fire "bøger", den første, Katzes Bog på 155 sider, den anden, Myrens bog er på godt 400 sider, nummer tre, Orms Bog på 24 sider og den afsluttende, Tobias' Bog er på små tre sider.
Her følger vi tre generationer af den dansk-jødiske familie Løvin, en frankofil version af det mere "ordinære" Levin. Fine fornemmelser har familien nemlig mere af end robusthed og overlevelsesevne.
Historien begynder hos bedstemor Katze, født år 1900. Hun bliver forelsket, gravid og gift med sin elskede Tobias, hvad der dog ikke afholder ham fra at nyde talløse eskapader. Men af hans breve fra de lange perioder, hvor han bor i udlandet, ses det, hvordan han omfatter både Katze og andre, han får under sine vinger, med en dybtfølt, omhyggelig ansvarfølelse.
Efter hans død sumper Katze til i alkoholisme, men værre går det hendes datter, den smukke Liane (Li), der allerede som 19-årig gifter sig med den forkerte, får to døtre, bliver skilt igen og med æslets sikre instinkt atter gifter sig med en følelsesmæssigt hjælpeløs mand, der ironisk udsendes som - u-landshjælper.
Li tyranniserer sin familie med piller, alkohol og selvmordsforsøg.
"Har I ikke taget Campari med til mig?" "Fra Sahara?" "I tænker kun på jer selv," hulker hun.
Dengang som nu forventedes det, at moderlighed bare er noget, man kan. Men Li forsømmer sine børn, især de to yngste drenge, der følgelig i ti-årsalderen kun taler pidgin-engelsk.
Ud over bridge er lyset i Lis liv hendes ældste datter, Zeste (hvis navn på engelsk betyder livsappetit), frit modelleret over Suzanne Brøggers eget liv.
Den karismatisk smukke Zeste er forudbestemt - af moderen - til at svæve ud over alle grænser og leve frit som en mand, og for at sikre, at Zeste ikke bliver forelsket og borgerlig i utide, mellemhandler Li med Zestes elsker og mentor Serge og bestiller rutinemæssigt tid på hospitalet til datterens aborter.
Men efter en strålende international skuespillerkarriere, bl.a.. med succesen "Den sidste slukker lyset"(!) har Zeste fået nok af andres projektioner, og som 50-årig kan man møde hende som højtråbende posedame med egen bænk.
Efter at have båret ikke bare sin mors og bedstemors, men en hel tidsalders drømme om det hele, sanselige liv, er livet som posedame udtryk for en forståelig trang til at formumme sig og sende seksualiteten på pension.
Selv om det er svært at se Brøgger for sig i rollen som posedame, er der ingen tvivl om, at analogien er alvorligt ment. Blot må man sige, at Brøgger har bedre medier til sin rådighed end posedamens hæse røst.
Livtag med fortiden
Som så mange forfattere i 50-årsalderen har Suzanne Brøgger nu fået arv og gæld så meget på afstand, at hun kan tage livtag med sin "egentlige" historie.
Og under romanens tre kvindeliv, tre udgaver af den samme eros og længsel, ligger det modne menneskes erkendelse af de virkelige drivkræfter bag det, der formede livet -  nemlig magtfulde, fortvivlede mødre og lige så utilstrækkelige mænd, der skulle have vist børnene en frihedsvej, men ikke gjorde det.
Jadekattens dystre undergangssaga er skrevet i en tid, hvor en vis nederlagsstemning i form af interessen for gener og rødder hersker over "friere" livsfilosofier.
Og som romanen tegner 90'ernes Danmark i få, kulsorte streger, kan intet tilsyneladende standse den skæb-nesvangre frigørelsesproces. Atomerne eksploderer uden ophør og river ansvar og pligt med sig i faldet.
Suzanne Brøgger får format ved netop at have påtaget sig rollen som vølve, posedame, orakel, eller hvad man nu vil kalde hendes nådesløse afsøgning af tidsåndens bevægelser.
Hun er i gode som i onde tider en samvittighed, der bølger ind og ud af tidsånden. Og når hun maler tiden sort op mod det snarlige årtusindskifte, er der grund til se ordentligt efter.
Et velkendt kor
På den anden side synes jeg faktisk, at netop Suzanne Brøggers beskrivelser af sin samtid uvilkårligt kommer til at lyde som et velkendt kor af retro-samfundskritikere.
Dem, der i ramme alvor betragter massemediernes fremmarch, bajerdrikning i S-toget, mangelfuld butiksekspedition, man havde nær fortsat: Og snavsede negle - som ligestillede symptomer på kulturelt forfald. Som Suzanne Brøgger selv sagde i Informations interview i fredags: "Jeg kan ikke se, hvordan man kan være optimistisk."
Næ, men man kan forlange, at Suzanne Brøgger opretholder den umiddelbare, nære svinging med den sanselige virkelighed, der altid har hørt til hendes fineste kendemærker som forfatter. Posedamer, intellektuelle og andre udstødte er ikke de eneste værdige repræsentanter for nutiden, selv om de også skal høres - og alt for sjældent bliver det. Men alt i alt virker Brøggers konservatisme som symptom på en isolation fra yderverdenen, der for mig som læser er skuffende - og for en forfatter vel en vanskelig opgave at sætte sig?

*Suzanne Brøgger: Jadekatten - en slægtssaga. Roman, 500 sider, kr. 325. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu