Læsetid: 3 min.

Luft og lagkage

30. september 1997

Man skal have et hjerte af mindst sten, hvis man skal undgå at blive lokket med ind i det totalabsurde eventyr om Pinafore

VAUDEVILLE
Enten står man på eller også står man ikke på. Når det kommer til Gilbert & Sullivan er man enten med på spøgen - eller man står måbende, hovedrystende, hændervridende på sidelinien og fatter ikke en dyt.
Folketeatret i København har valgt at genopsætte Den gode fregat Pinafore fra 1878, og om den kan man med sikkerhed sige, at den handler om det rene ingenting, er totalt blottet for social, historisk, litterær signifikans.
Man kan samtidig sige, at alt det, den ikke har, præsenteres med et sprudlende overskud af løvefødder og gesvejsninger og man skal have et hjerte af mindst sten, hvis man skal undgå at blive lokket med ind i dette totalabsurde eventyr.
Pinafore er - som næsten alt, hvad Gilbert & Sullivan kom i nærheden af - luft, lagkage og ren underholdning.
Det er i hvert fald ikke historien, der bærer den hjem: Kaptajnen på orlovsskibet Pinafore har en datter. Datteren er forelsket i en matros på skibet - langt under hendes stand. Flådens admiral kommer på besøg og forelsker sig i kaptajnens datter - langt under hans stand. Men alting løser sig: et par af de medvirkende herrer blev forbyttede, da de var spæde og på den måde får alle sig en drømmeægtefælle. Alle? Well, næsten alle.
Per Pallesen har valgt at sætte op med skyldig reverens for en berømmet opsætning engang for snart mange år siden på Det kgl. - men har samtidsig forsøgt at live lidt op på sagen med nye gags. Hvorfor ikke? Pyntebær i cremekonstruktionen. Og G&S var heller ikke spor puritanske: De ville til hver en tid have solgt et antal grandonkler for et hurtigt latterbrøl fra salen.

Drop alle ord om kunsten
Efter 300 roller som advokat og 500 som læge og 1000 som bureaukrat er Holger Perfort blevet forestillingens klovn og Rasmus Modsat i rollen som Dick Deadeye. Med røjsere og øjenklap er han fugleskræmsel og Spielverderber. Han har sine egne intriger og sin egen forestilling i forestillingen.
Michael Moritzen har taget den utaknemlige rolle - som han selv formulerede det i et forskræp - at spille Jørgen Reenberg i rollen som admiral på tåbegrænsen. Det gør han så. Sminket som Reenberg, men med egen diktion.
Jesper Langberg er kaptajnen med det ædle engelske faderhjerte. Kaja Pihl er glædespigen Forglemmigej fra havneknejperne, hvis hjerte ikke kun er engelsk, men af guld. Og Claus Dam og Christine Schiøtt er nøjagtig så kønne og renskurede som kønne og renskurede unge elskende skal og skulle være.
Det er en smule som Dyrene i Hakkebakkeskoven. Skam få den, der ikke nynner med på melodierne og ikke kan glæde sig over, at alt er, som det skal være og var sidste gang. Og endnu større skam over den, der absolut skal mumle et eller andet i sit lommeuld om teatrets rolle og kunsten og kulturen og alt dét dér dyre og kedsommelige og alt for afskyeligt rigtige.
Hvis ikke man kan få plads til G&S i sit teaterbillede, så har man i hvert fald ikke fattet en levende dyt af, hvad teater er for noget.

*Den gode fregat Pinafore. Tekst og musik: Gilbert og Sullivan. Overs.: Jens Louis Petersen. Instr.: Per Pallesen. Scen.: Nina Schiøttz. Koreograf: Sandy Grant. Kapelmester: James Price Folketeatret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her