Læsetid: 4 min.

Lydmalende impressionister

27. september 1997

Den fransk-engelske kvintet Stereolab har længe været et af halvfemsernes bedste bud på en tilbageskuende popmusik, der ikke bare pudser det gamle arvesølv af

NY CD
Genbrug, hybriditet og revitalisering er om nogle blevet kodeord, når halvfemsernes rockgeneration skal beskrives. Og rigtigt er det da også at der zig-zag'es på livet løs i støvede stilkataloger blandt såvel mainstreamens som undergrundens udøvere. Men faktisk er det de færreste, der for alvor formår at forlene bagudsynet med visionær fremdrift. Alt for mange grupper forholder sig håbløst redundant til mere eller mindre fortærskede rockhistoriske epoker, og åbenbarer sig aldrig rigtig som andet end tomme gesti til den populærmusikalske kanons store koryfæer.
Dette gælder bestemt ikke for den fransk-engelske kvintet Stereolab. I sin konstante ombrydning af musikalske formler og konventionerder har gruppen siden dannelsen i 1991 afødt den ene nyopfundne genrebetegnelse efter den anden: Space age pop, avant-muzak, futuristisk easy listening eller slet og ret post-rock er bare nogle af de etiketter, der er blevet hæftet på femkløverets evige dekonstruktion og tømning af de seneste fyrre års musikreservoire.
Og det er da heller ikke let at finde en bås at sætte Stereolab i. Alene navnet antyder, at man har med en gruppe at gøre, for hvem det stereofoniske output er grundet i en procesorienteret forarbejdning af klange og rytmestrukturer, der ligger langt fra de konventionelle arbejdsmetoder, som stadig kendetegner den gennemsnitlige popgruppe den dag idag. Et lydlaboratorium hvor avantgardistiske tiltag og populistiske strømninger splittes op og sættes sammen på ny i sirligt ornamenterede forløb, der på én gang vækker genkendelse og gør op med traditionelle forestillinger om popmusikalsk udfoldelse.
Papir og praksis
Stereolab, der ledes af parret Tim Gane/Leatitia Sardier, har således siden debuten Switched On (1991) stået for en unik - nogle vil sikkert mene postmoderne - sammensmeltning af svale Burt Bachacach-toner, eksotisk big band-eleksir og filmisk underlægning a la John Barry blandet med inspirationer fra den progressive tyske 70'er-rock, pletvise henvisninger til firsernes industrial-bølge og et godt øje til bizarre stereotestplader samt en udtalt kærlighed til de arrangementer man finder hos The Beach Boys.
Intet mindre, men snarere en hel del mere, idet Gane og co. konstant søger at sammenstille elementer, der ser uforlignelige ud på papiret, men som faktisk passer som Hans i Grete i praksis.
I det lys er det ikke svært at forestille sig hvorfor Tim Gane vælger at betragte sig selv som 'arkitekt' eller 'lydimpressionist' fremfor det langt mere prosariske 'sangskriver'. Og derfor er der, som pressematerialet til gruppens seneste fuldlængdeplade, Dots And Loops ganske rigtigt påpeger, også tale om en hybridform, der langt fra kan forklares som 'hip kitsh'et easy listening, selvom den er hip - og overraskende let at lytte til'. Snarere en hårtrukken og fint ciseleret collagestil hvis overflade koketterer og forlokker som smilet på et barn, men som i den dybere tekstur opbyder en kompleksitet og en detaljerigdom af den anden verden. Kort sagt en alt andet end regelfast afpudsning af gammelt arvesølv.
Sonisk symbiose
Et vue over Stereolabs diskografi - som er kendetegnet ved en produktivitet, der kan få selv de mest ihærdige hjemmeprogrammører til at rulle med øjnene - afslører dels en udvikling, der løbende har forfinet gruppens arbejdsmetoder og dens obligatoriske betjening af genopdagede effektpedaler og analoge synthesizere. Men også en gradvis inkorporering af stryger-figurer og messing-legeringer i den karakteristisk drone-summende puls, og dermed en stadig større grad af dynamik i det samlede lydbillede.
På Dots And Loops, Stereolab's niende(!) albumudgivelse, har bassen, guitaren, keyboardparken og de metronomisk prikkende trommer endvidere fået selskab af en række computergenererede rytmer og lyd-vedhæng, hvorved femkløverets soniske arabesker nu for alvor må siges at nærme sig den æstetik, der hersker i dagens elektroniske musik. Det kan eksempelvis høres i pladens mere end sytten minutter lange syvende skæring "Refractions In The Plastic Pulse" .
Den kompositionelle kurve begynder her med en døsig jazz-intonation, farvet af de typisk overlappende stereolabske pigevokaler, og klinger herefter successivt igennem med forskellige udgrænsede ambiente mellemspil og passager af minimalistisk drum 'n' bass-agtig karakter. For så endeligt at slutte i en fortryllende pastoral strygerorkan, behændigt arrangeret af den altid nærværende ven og kollega Sean O'Hagan fra den irske gruppe The High Llamas.
At Dots And Loops er delvist indspillet i Düsseldorf, med hjælp fra techno-duoen Mouse On Mars, har øjensynligt været det endelige incitament til indoptagelsen elektronisk hard ware. Samplerens og sequencerens indtog kan da også mere end tydeligt spores i slutnummeret "Contronatura" og den stroboskopisk febrile "Persec".
Der er dog ingenlunde tale om 'kold' digital dominans. Hovedparten af The Lab's udspil er stadig overvejende domineret af de organiske og pikant tilbagelænede grooves, der allerede indvarsledes på Mars Audiac Quintet fra 94.
Derimod en fuldbyrdet symbiose mellem teknologi og godt gammeldaws håndværk, hvilket må siges at klæde Stereolab's i forvejen temmelig trance-agtige og kalejdoskobisk funklende lydekskursioner.

*Stereolab: Dots And Loops (Electra/Warner), udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu