Læsetid: 3 min.

'Vi må dæmpe de nationale lidenskaber'

9. september 1997

Ostoja Knezevic, næstformand for Biljana Plavsic' nye parti, lover ændret kurs: Republika Srpskas fremtid ligger i Bosnien, og de fordrevne muslimer må komme tilbage

banja luka
Politiske iagttagere i Bosnien har - med god grund - sat et stort spørgsmålstegn ved, om præsident Biljana Plavsic' forvandling fra hårdhudet nationalist til moderat realpolitiker med blikket rettet mod Vesten nu også er helhjertet eller blot betinget af, at hun behøver Vestens støtte for at bringe Republika Srpska ud af den desperate økonomiske situation. Men hvad der end er motivet, så har Plavsic kastet handsken foran nationalisterne i Pale:
Hun har opløst parlamentet og udskrevet nyvalg og har søgt - med internationale styrkers hjælp - at sætte sig på statsenklavens politistyrker og tv- og radio-sendestationer. Med blandet succes.
Og så har hun - måske vigtigst af alt - brudt det serbiske nationalistparti, SDS' politiske monopol, har sprængt partiet og dannet et nyt, Serbiens Nationale Union, som i det parlamentsvalg, der ventes udskrevet til engang i november, bliver en dominerende faktor.
Partiets næstformand, Ostoja Knezevic, afviser over for Information, at der blot skulle være tale om et nyt SDS i en lidt pænere indpakning.
Og hvis det, han siger, ellers står til troende, er der virkelig tale om en kursændring."Hovedopgaven, da Jugoslavien brød sammen, var at sikre, at den serbiske nation ikke gik til grunde. Det lykkedes os at få dannet vores egen bosnisk-serbiske stat, Republika Srpska, som blev internationalt anerkendt inden for Dayton-aftalens rammer. Nu, da dette mål er nået, er den vigtigste opgave at dæmpe de nationale lidenskaber," siger Knezevic.
De fordrevnes ret
I den ca. halve time, Information har fået stillet til rådighed, understreger Knezevic gang på gang, at det nye parti er indstillet på at følge Dayton-fredsaftalen til punkt og prikke. Det gælder f.eks. også muslimske og kroatiske flygtninges ret til at vende tilbage til områder, der nu ligger i Republika Srpska.
"Vi går ind for flygtningenes og de fordrevnes ret til at vende tilbage, som den er defineret i Dayton-aftalen. Det må gælde alle, altså også serberne. Og de muslimer og kroater, som vender tilbage, skal rette sig efter de love, der gælder her."
Knezevic advarer dog imod en for hastig repatriering:
"Det er ikke muligt at lade alle komme tilbage med det samme. Der bor serbiske flygtninge i de huse, muslimer og kroater havde før. Men hvis så og så mange serbere vender tilbage til deres hjem, så kan et tilsvarende antal muslimer og kroater også komme tilbage".
Det er en kursændring i forhold til SDS' politik, som gik ud på direkte at forhindre flygtninges tilbagevenden - også de serbiske flygtninges.
- Da jeg var her for et år siden, erklærede SDS, at endemålet var Republika Srpskas optagelse i Forbundsrepublikken Jugoslavien. Hvordan forestiller I Jer fremtiden?
"Vi ser Republika Srpska på samme måde som Dayton-aftalen: som en af Bosnien-Hercegovinas to halvdele med et vidtrækkende eget styre. Hvad der på længere sigt bliver republikkens fremtid, er det op til dens eget folk at bestemme".
Karadzic' arrest
- Dayton-aftalen foreskriver også, at alle krigsforbrydersigtede skal bringes for tribunalet i Haag. Hvordan stiller partiet sig til en arrestation af Radovan Karadzic?
"Igen: Vi har sagt, at vi vil følge Dayton akkurat".
- Så I vil billige Karadzic' arrestation?
"Det, jeg sagde før, siger alt. Men vi vil gerne understrege, at alle skal behandles ens. Der har på alle sider været folk, der begik forbrydelser, men stort set kun folk fra en side, vores, er anklaget. Det må ændres."
- Er det muligt at gennemføre lokalvalg og senere parlamentsvalg i Republika Srpska, når den ene del af staten truer med at boykotte?
"Dayton-aftalen har sat betingelserne: Lokalvalget skal finde sted. For øjeblikket sidder SDS på samtlige ledende stillinger i samtlige kommuner. Det afspejler ikke det aktuelle politiske styrkeforhold. Derfor er det vigtigt at få sammensat repræsentative byråd. SDS skal ikke længere have eneret på magten. Og hvad angår boykot: Jeg håber, at Pale er klar over, at enhver obstruktion af Dayton-aftalen vil få meget alvorlige konsekvenser. De, der skabte Dayton - og især USA - vil ikke tillade, at det sker".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu