Læsetid: 7 min.

Maleriet trodser dødsrygterne

23. september 1997

En tur på de københavnske gallerier er ikke nogen ørkenvandring for tiden. Her findes malerier i alle formater og prisklasser - og med en bred vifte af udtryk rundt i kunsten

Nu, hvor efteråret langsomt sænker mørket over os, tændes lyset i kunstens mange rum: Sæsonen er i fuld gang, men skal man dække blot en brøkdel af alle de åbninger, der finder sted på kunstscenen i disse uger, da må det ske i oversigtens lette form, som i denne kunstrunde. Om føje tid åbner en lang række udstillinger i museerne, som vil få en udførligere behandling.
Susanne Ottesen viser p.t. en smuk - for nu at bruge et forslidt prædikat - udstilling med maleren Kehnet Nielsen. Men smuk, det er netop det, den er. Skønhed er en tilstand af ro, et definitivt udsagn fra en kunstner, der har sluttet en lang søgning, og selv om Kehnet Nielsen stadig er ung, lader det til, at han har fundet et billedudtryk, som kan blive ved med at kaste nye muligheder af sig. Hans nye malerier er alle malet i år, og der er dels monumentale formater (et billede måler således 3x5,5 m), dels mere beskedne formater som hans serie på 16 kvadratiske malerier med de purpur nuancer 'Surface', der hænger i baglokalet som en frise, hvor de enkelte billeder understøtter hinanden i en farvernes diskrete dialog. Der er noget østerlandsk, noget zen-buddhistisk, over Kehnet Nielsens meditative billedunivers.
Kehnet Nielsen, der modtog Søndergaard-legatet sidste år, og som bliver den første kunstner, der udstiller i DCA-galleriets nye lokaler i Chelsea, N.Y., til november, har i en længere årrække arbejdet med et flademaleri med en dragende kraft. Han har en forkærlighed for jordfarver, og store mørke flader brydes af 'øer' af lysere farve, og de mange lag af olie bryder igennem fra baggrunden og 'taler' med i forgrunden. Det er psykiske stemningsskift, mentale tilstandsrapporter, der får et fysisk udtryk på lærredet, og som enkelte gange suppleres med ord. Således dukker ordet 'rain' op på mange af de nye malerier og giver associationer til en regn af maling, af tusindvis af små dråber, der samler sig til et fælles, og dog disparat 'motiv' på fladen. Udstillingens clou er det 16. maleri i ovennævnte serie, der er forsynet med ordene 'Les palettes de Delacroix', hvorved maleren viser en ældre kollega og inspirationskilde sin respekt. Susanne Ottesens hvide kube er p.t. forvandlet til et tempel for skønhed.
Picasso til 2,8 mio. dollar
Går man fra Gothersgade mod Store Strandstræde, hvor Galleri Faurschou ligger på første sal, venter der en overraskelse. Jens Faurschou, som er en initiativrig gallerist med gode internationale forbindelser, har inviteret Per Kirkeby til at sammensætte en udstilling. Det blev temaet: 'Alderens arrogance', og denne lille, men eksklusive udstilling viser kunstens absolutte førstehold: Pablo Picasso, Kurt Schwitters, Willem de Kooning, Asger Jorn, Georges Braques og Eugène Leroy. Et værk af hver kunstner. Det er sene værker af nævnte kunstnere, der har sluppet sig selv løs. Alderen har befriet dem for bekymringer om karriere og succes, så de har kunnet hengive sig til den rene skaben - hvor heller ikke hensyn til tidsånd, trends, avantgarde spiller nogen rolle. Karakteristisk for de udstillede værker, er, at de alle er sofistikerede i deres lethed. Det er nogle stærke billeder, som Kirkeby ser som resultatet af "en større viden og bevis på dybden af kunstnerens forenkling". Jorns 'Happy Wrath', lykkelig vrede, fra 1972 er løssluppent og energisk til det provokerende. Eugène Leroys maleri 'Grand portrait rose' er så pastost rosa, at det bliver et relief med ikke så få erotiske associationer, mens Braques lille østers-billede er lige til at spise.
Udstillingen er et forfriskende initiativ. Trækplastret er Picassos 'Par' fra 1969, der er til salg for 2,8 mio. dollars! (en del af udstillingens show og sjov er jo, at alle værkerne er til salg, hvilket gør udstilingen til en herlig blærerøvsmanifestation, der frækt eksponerer kunsten som den ultimative vare). Udstillingen kan opfattes som en slags aldersstegen kommentar til udstillingen 'Display' i Charlottenborg, der udelukkende viser yngre eller helt unge malere.
Surrealisme i 90'erne
I Overgaden åbnede i fredags en spektakulær og tankevækkende udstilling i stueetagen. Det er TAPKO-medlemmet Cai Ulrich von Platen (f. 1955), der udstiller sine nye malerier og tuschtegninger. von Platen, der også har arbejdet med installation, viser her, at han på sin egen, dybt personlige måde kan skabe kunst med forbindelseslinjer til billedkunsten tidligere i århundredet, ligesom han har en klar forbindelse til 90'er maleriet. Det er en unik form for surrealisme, han bedriver. Det er mennesker, der svæver i farvede rum, som støder op til store umalede vidder. Man kommer uvilkårligt til at tænke på den italienske transavantgarde i firserne, men også på en abstrakt maler som Maurice Estève. von Platens malerier er fabulerende, og det synes at være selve det at tegngive og at tage et lærred i besiddelse, der optager ham.
Et kæmpe vægmaleri
Udstillingens titel er 'Enemaleri', hvorved der spilles på det dobbelttydige, nemlig på den ene side på det eneste ene maleri, det som ældre kunstnere opfatter som det sublime værk, samtidig med, at alle de store billeder er blevet til i et serielt forløb, hvor von Platen har standset processen lige dér, hvor billedet kan bære sig selv og leve sit eget liv. Ene og alene, men i Overgaden dog stadig sammen.
Malene Landgreen (f. 1962) har skabt et kæmpe vægmaleri i Henning Larsens hvide bibliotek i Hellerup. Det er en farve-arkitektonisk konstellation med felter i stærke farver, der er fordelt på en grå baggrundsfarve. Hér en halv gul cirkelform, der stikker ud, dér en blå eller rød kvadrat. Landgreen har i de senere år fået en række udsmykningsopgaver, og det er erfaringerne herfra hun nu slipper løs i det hvide rum. Vægmaleriet går i dialog med en mobile, eller måske snarere en immobile, for den bevæger sig ikke. Den hænger ned fra loftet og består af to gennemsigtige akrylplader - en i violet og en i flaskegrønt - der hænger i en 'arm' af rustfrit stål. Det interessante er nu, at det er det skiftende lys i dette ultra-lyse rum, som skaber mobilens 'bevægelse' eller proces.
Landgreen forholder sig bevidst til kunsthistoriens store fortællinger fra vores århundrede i sit værk, men hun mixer to forskellige udtryk. Den grå baggrundsfarve i vægmaleriet er urolig, stoflig og mere i pagt med den abstrakte ekspressionismes malemåde, medens de geometriske felter og mobilens 'vinger' mere henviser til den abstrakte modernisme, som vi kender den fra f.eks. Richard Mortensen.
Det er et stykke vellykket udsmykningskunst, som burde forblive i rummet.
Selviscenesættelse
Aflægger man Charlottenborgs 'Display'-udstilling visit, vil man dér bl.a. kunne se malerier - selvportrætter og portrætter af Marilyn Monroe - skabt af den 27-årige østrigske kunstner Elke Krystufek. Men i Galleri Wallner, hvor hun udstiller separat, har hun sat fokus på et ansigt af en mand. På sæt og vis en hvilken som helst mand, for han er en fan af hende og havde samlet alle hendes videoer, da de mødtes og indledte et samabejde. Elke Krystufek er ikke traditionel maler som ovennævnte kunstnere, hun er i højere grad performance-kunstner, der f.eks. ved ferniseringen hos Wallner lavede en udgave af sit berømte 'Golden Show', hvor hun stod op og tissede i et glas og bagefter drak sin egen urin.
Udstillingstitlen 'Waiting for Godot (Like a Rolling Stone)' henviser såvel til Becketts berømte absurde skuespil som til den kendte rockgruppe fra 60'erne.
Krystufeks malerier viser ansigtet af en mand, der kigger ud på os, og de er malet i en ekspressiv-dramatisk stil med malingen drivende ned ad lærredet. Men nok så interessant er hendes videos. Her kan hun indtage forskellige kvindelige maskeradeformer: I den ene optræder hun f.eks. som massagepige, der taler med sin kunde - omtalte mand - altimens hun lader velværet og lysten brede sig i hans krop.
Det er et miks af kvinderoller, en undersøgelse af den kvindelige seksualitet (Krystufek har også lidt af bulimi), af kvindelighedens maskeradeformer, der optager hende. I 1994 lavede hun i Wiens Kunsthalle et liveshow, hvor hun masturberede med forskellige køkkenredskaber, og i det hele taget har hun taget elementer fra happeningtraditionen fra de glade 60'ere op og givet den en 90'er-drejning. Hendes styrke er snarere hendes performances end hendes malerier og tegninger, der mere fungerer som dagbogsblade end som endegyldige, maleriske udsagn.

*Kehnet Nielsen: Surfaces, Galleri Susanne Ottesen, Gothersgade 49. Ti.-fr. 10-13 & 14-18, lø. 11-15, t. 18. okt.
*Alderens arrogance, Galleri Faurschou, St. Strandstræde 21, ti.-fr. 11-18, lø. 11-14, t. 4. okt.
*Cai Ulrich von Platen: Enemaleri, Overgaden, Christianshavn, ti.-sø. 10-18, t. 12. okt.
*Malene Landgreen: Mobile intensive spirit 1997, Gentofte Kunstbibliotek, t. 5. okt.
*Elke Krystufek: Waiting for Godot (Like a Rolling Stone), Galleri Nicolai Wallner, Bredg. 34, ti.-fr. 12-18, lø.-sø. 12-16 t. 19. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu