Læsetid: 7 min.

Alle mennesker er statuseksperter

24. september 1997

Vi kæmper på livets løs i et konfliktfyldt rum om henholdsvis høj- og lavstatus-positionen - Reportage fra to intense dramatiktimer i statusteknik for andetårs-elever på Statens Teaterskole

ELEVLIV
Der er ikke meget Beverly Hills 90210 over Pernille, Rasmus, Mette, Christine, Tue og Paw.
Som de sidder her på stribe i en stor, flygtigt møbleret, næsten tom sal på Holmen i Statens Teaterskoles nye lokaler, er signalet det stik modsatte af den glamour, mange forbinder med skuespillerfaget: Her er nul make up og opstyltede barme, ingen sentimentale replikker og affarvet hår. Men masser af koncentration, sved og slidte cowboybukser, masser af grin og gråd og tilfældige elastikker i praktiske frisurer, masser af solide støvler og råben og renden rundt - under borde såvel som under loftet (på høje stiger.)
Som de unges dramatiklærer, skuespilleren Hanne Jørna, siger: "Jeg starter med at pille alt Beverly Hills ud af dem, for vi leder efter noget helt andet og dybere end den overfladiskhed, der er kendetegnet for glamour. At blive skuespiller her på skolen er hårdt arbejde - en evig jagt på at udvikle sit potentiale af kreativitet."
I dag, hvor Information er på besøg, har eleverne, der netop er startet på det andet af i alt fire uddannelsesår, læst en artikel om Freud hjemmefra. Den bliver der ikke talt meget om, men den ligger i baghovedet nu, hvor Hanne Jørna har sat nogle improvisationsøvelser om statusbegrebet på programmet. Øvelserne handler bl.a. om, hvordan konflikter opstår og afværges.
Hanne Jørna: "Alle mennesker er statuseksperter. Alle mennesker skifter status efter de mennesker, de er sammen med. Nogle mennesker har du høj status overfor - andre lav."
Mere troværdighed
Og så beskriver hun højstatusmennesket, som et menneske, der indtager et rum. Fylder et rum ud. Tager pladsen. Mens lavstatus-mennesket indskrænker sit rum. Indlemmer andre, roser andre. Giver andre plads. Billedet forvirres af, at den indre tilstand ikke nødvendigvis svarer til den ydre manøvre.
Øvelserne i statusteknik blev i sin tid introduceret af englænderen Keith Johnstone, der i mange år underviste på Statens Teaterskole. Hans intention var at dreje skuespillet i en mere realistisk retning og forøge spillernes troværdighed: Bevidstheden om figurens udgangsstatus bliver en krykke i fremstillingsprocessen. Hanne Jørna:
"Det, der er dagligdags for mennesker, må skuespilleren bevidstgøre for at kunne fremstille et fremmed menneske på scenen. Skuespilleren må være bevidst om f.eks. sin egen udstråling - sit eget sind og sine egne blokeringer for at kunne flytte grænserne for, hvad han eller hun oplever som muligt som skuespiller. Målet med øvelserne er simpelthen at udvide den enkelte spiller til et bredere menneske."
Den proces er uhyre sårbar - selv for unge mennesker, der har besluttet at leve af at udtrykke sig kropsligt og følelsesmæssigt. Derfor vælger Hanne Jørna i dag improvisationen som form.
"Improvisationen styrker iagttagelsesevnen, indlevelsesevnen, og spontaniteten," siger hun. "Improvisationen eliminerer skrækken for at dumme sig og gør én mindre bange for at åbne sig for det ukendte. Man bliver tvunget til spontant at kaste sig totalt 'nøgen' på gulvet."
Midlet er et hæsblæsende tempo, så man slet ikke når at blive bange. Den ene øvelse tager den anden.
"Jeg skal bruge to til en sang," siger læreren.
Og op springer to, der fluks - efter et hurtigt oplæg fra læreren - starter på en improviseret sang. Lige efter går vi så måske i gang med en alvorlig scene om tre tidligere gymnasiekammerater, der i de fem forløbne år har skiftet indbyrdes status, så det basker - et skift, der udløsermange stærke og ikke kun positive følelser. Den tidligere duks i klassen hænger nu fast i et dårligt ægteskab og synes ikke, hun slår til på universitetet, mens klassens frøken gennemsnit er blevet en kendt tv-vært.
"I den form for øvelser, jeg underviser i her, er hensigten, at eleverne ikke skal kunne nå at stoppe op og tænke sig til en scene. De skal tværtimod trænes i at udtrykke, hvad der umiddelbart melder sig i deres hoveder. Fordi - i det øjeblik du hæmmer din fantasi eller indlevelsesevne, hæmmer du også dine muligheder for at give udtryk."
- Hvis man indstuderer en rolle i en skuespilopsætning, så forholder man sig vel også intellektuelt til figuren?
Hanne Jørna: "Ja, men du bliver bestemt også nødt til at forholde din egen person til rollen. Det kan f.eks. dreje sig om din udstråling. Hvis du som jeg har en meget alvorlig udstråling - selvom jeg har et muntert sind - så bliver man nødt til at vide, hvad man skal gøre for at lysne udtrykket."
Sig ja til hinanden
En anden pointe i det syv ugers dramatikforløb, Hanne Jørna for øjeblikket gennemfører med andet års-eleverne er, at de skal "sige ja til hinanden" i form at at accepter hinandens bud, så historien ikke går i stå, men tværtimod udvikler sig.
Netop det roser Hanne Jørna Christine og Paw for i en øvelse, hvor oplægget fortæller dem, at de er et kærestepar, der skal i gang med at male deres lejlighed. Her udvikler ikke bare historien, men figurerne sig, fordi skuespillerne hele tiden tager hinandens bud til sig. Christine har højstatus fra starten, idet Paw simpelthen har glemt at købe den aftalte maling, da hun endelig har fri til at gå i gang med arbejdet. Han er meget lille, da hun opdager det - uden i øvrigt at blive overrasket. "Skvatnakke," kalder hun ham. Og det, der er værre.
Han kryber grundigt og disker op med en nærmest komisk forklaring. Men lidt efter lidt skifter de to figurer status - et skift, der tegner sig tydeligst, da Paw husker deres følelsesmæssige relation. Tager mod til sig og kravler op af stigen til sin kæreste, holder om hende og spørger hende, om det virkelig er så vigtigt med den maling. Om der ikke er andet, der er vigtigere? En øm scene, der ikke bare smelter Christine, men hele salen.
Latter er godt til at åbne - også for indlevelsesevnen, så de første øvelser har været meget sjove, ikke mindst en øvelse, hvor Rasmus og Christine sejler grønlandsk kajak. Men netop i dag tager holdet fat på en række mere alvorlige figurer. Rasmus, Tue og Paw får til opgave at spille en improviseret scene, hvor en politisk fange tages i forhør for drabet på en hel familie: Hans egen.
Rasmus har fået tildelt førstestatus som forhørsleder og er derfor over både Tue, der har andenstatus som Rasmus' underordnede, og Paw, der som politisk fange har tredie- og lavstatus i gruppen.
Paw - en ung fyr med hvidt strithår - bliver tvunget ned i en stol overfor sine forhøsdommere. Tue sidder overfor Paw, og Rasmus står lidt tilbagetrukket på scenen.
Tue tager hul på forhøret ved påtaget let at spørge til, hvor Paw befandt sig natten til den 23. oktober? Ingen kan være i tvivl om statusforholdet, for Tues stemme er umiskendelig embedsmandsagtig, mens Paw stille og nervøst melder, at det har han jo svaret på en gang. Han kigger ned i jorden. Tue spørger igen - denne gang svarer Paw slet ikke. Og da Tue spørger for tredie gang, og Paw endelig svarer, holder publikumsrækken vejret. Men svaret opfylder ikke forhørsdommernes ambitioner om en tilståelse, og den mægtige Rasmus, der hidtil har stået passivt tilbagetrukkent, stiller sig nu med sin i øvrigt fyldige fysik helt tæt op ad Paw, mens han roligt og bestemt beder ham svare på spørgsmålet.
Ubehaget er krybende, og det bliver ikke bedre af, at Rasmus tager fat i Paws hår og rykker hans hoved bagover.
Forhøret bliver mere og mere intenst, idet Rasmus nu begynder at lege med sin fange - skiftevis nærmest kæler for ham og smider ham hen ad gulvet, klemmer hans hoved osv. Man venter sig hele tiden det værste. Klimaks indfinder sig, da de to betjente hælder benzin på offeret og fremkalder en tilståelse ved simpelthen at stikke en lighter op i snotten på ham.
At disse tre fyre for få minutter siden var tre "helt almindelige" fyre, glemmer man fuldstændig. Ligesom man som tilskuer glemmer alt om, at dekorationen er et halvtomt rum på Holmen og rekvisitterne en flaske med danskvand, en stigereol og to dørstoppere.
Som publikummer ved man, at de tre spillere lige så lidt som én selv ved, hvad der skal ske. Er Paw f.eks. skyldig eller ej? Personernes udgangsstatus er det eneste, vi har at holde os til. Denne viden om, at historien opstår for øjnene af os allesammen ikke bare styrker troværdigheden, men højner intensiteten i rummet til det eksplosive.
Alle øvelserne i Hanne Jørnas syv uger lange undervisningsforløb filmes, idet holdet til sidst vil kreere en halv times forestilling bestående af deres mest vellykkede figurer. Hvad kunne mon Rasmus' forfatterfigur fra forleden finde på at sige til Pernilles udstødte narkoman osv. osv.

*Nanna Nike Lunding er skoleerhvervspraktikant

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her