Den amerikanske fotograf-legende Robert Frank, modtager af den fornemme Hasselbladpris, kan fra i dag ses i udvalg på Louisiana
UDSTILLING
Der går en anekdote om Robert Frank. Da han som 22-årig i 1947 forlod Zürich for at rejse til New York, medbragte han et lille oliemaleri, som han havde fået af sin fotolærer. Billedet forestillede havet, og Frank har beholdt det lige siden. I 1993 skrev han i et brev om billedet:
"Der synes at være et profetisk element i det - denne mand i det lille, trange kammer oppe under loftet i Schulhausstrasse 73 giver en dreng - der rejser hjemmefra - sin egen opfattelse af længslen efter frihed, efter rum, efter mystik, efter natur. Alt dette forstod jeg først mange år senere - og jeg har prøvet at udtrykke det i mit arbejde..."
Halvtreds år efter afrejsen fra Schweiz - i foråret 1997 - var Robert Frank i Göteborg for at modtage den store Hasselbladpris for sine bestræbelser på at dokumentere sit livs rejse på sort/hvide stillbilleder. Den prestigefyldte pris er på 270.000 svenske kroner, og Frank havde på forhånd doneret pengene til Högskolan för Fotografi och Film i Göteborg.
I forbindelse med prisoverrækkelsen havde Hasselblad Center arrangeret en udstilling af Robert Franks billeder fra det sidste halve århundrede, og det er denne udstilling, som fra i dag kan ses på Louisiana.
En rejsende
Udvalget, som Frank selv har stået for, lægger hovedvægten på de seneste årtier, fra 70'erne og frem, men de 65 værker giver et godt overblik over hele den lange og konstant vekslende karriere.
Robert Frank er en rejsende, der kun ser én vej: fremad! Da han var i Göteborg, sagde han: "Mit arbejde er mest af alt resultatet af en lang rejse, og billederne er det, jeg har valgt at vise fra rejsen."
Franks arbejde synes at være blottet for nostalgi, og gennem de mange faser mærker man en utrættelig vilje til fornyelse. Men man mærker også drengen fra Zürich, der med et oliemaleri under armen drog ud i verden for at adlyde sin egen længsel, og for at udforske den ydre og den indre virkelighed, mystikken, naturen og den store amerikanske drøm.
Fra ankomsten til Amerika bliver Robert Franks liv mytestof. Han bliver aldrig den lysende stjerne, centrum for offentlighedens opmærksomhed - dertil er han for sky - men han træffer en række valg, der lægger på lag på lag til en position blandt USA's betydeligste kunstnere.
Gennembruddet kom med fotobogen The Americans, resultatet af en rejse gennem USA i midten af 50'erne. Bogens dystre og udfordrende fotos fra Amerikas mentale back roads rummede en rå og skødesløs poesi, der var for skrap kost for samtidens smag, og først i 1959 kunne billederne publiceres over there. Men da var Frank allerede på vej mod nye horisonter. Han havde længe været optaget af eksistentialisme, og da beatforfatterne i slutningen af 50'erne brød igennem med en amerikansk afart af eksistentialismen, var det naturligt for Frank at opfatte folk som Kerouac og Ginsberg som sjælevenner.
Allerede inden et egentligt samarbejde kom i stand, kunne Franks fotografier ses som mentale røngtenbilleder af stemninger i Kerouacs melankolske road-bøger eller af den skævvredne råben i Ginsbergs digte. Alle tre havde blik for efterkrigstidens blanding af optimisme og konformisme, og de formidlede amerikanernes følelse af at være spændt ud mellem håbløshed og tro, mellem desperation og stolthed, mellem resignation og insisteren.
Frank og Kerouac
Kerouac skrev forordet til Franks The Americans, og sammen lavede de to i 1959 filmen Pull My Daisy. Herefter tog Frank den drastiske beslutning at lægge Leica-apparatet i skuffen. Dér blev det mere eller mindre de næste femten år, mens Frank koncentrerede sig om at lave film og videoer, mest private og notatagtige dagbogsregistreringer. Ind imellem blev det også til en turnéfilm med Rolling Stones - Cocksucker Blues (1972) - men denne rummede så kontroversielle optagelser, at de medvirkende trak den tilbage.
Da Frank i 70'erne genoptager stillfotografiet, foretrækker han polaroid-kameraet, og motiverne bliver mere intime og private end i 50'erne. Det er, som om Frank i sine senere billeder ganske enkelt forsøger at fotografere selve livets materiale. Han er flyttet fra New York til en lille by i det øde Nova Scotia på Canadas østkyst, og størsteparten af billederne fra de senere år er taget dér, inden for et mikrokosmos i og omkring Franks hus. Han kigger ud ad vinduet. Arrangerer still-lebens. Registrerer tiden, der går.
Lidt forenklet kan man sige, at hvor Frank tidligere fotograferede, hvad han så, skaber han i dag billeder af, hvad han føler. Han ynder at citere Godard, der har sagt, at "øjet bør lære at lytte, før det ser." Polaroid-kameraet hjælper Frank til at tænke, før han trykker på udløseren.
Mod gentagelser
Fra de tidligste reportagefotos til de seneste værker, der ofte antager karakter af montager, gennemstrømmes Robert Franks arbejde af et egensindigt temperament, og af en stædighed og konsekvens, der er sjælden i kunstens verden. Han synes at nære en nærmest ideosynkratisk modvilje mod at gentage sig selv, og alligevel fornemmer man en stabil personlighed bag billederne.
Teknisk perfektion har aldrig været et mål i sig selv for Frank. Snarere synes han at presse mediet og udtrykket til nogle ydergrænser, dels for at udfordre sig selv, dels for skabe en dialog med publikum. Dette er nok nogle af grundene til, at man ikke kan blive træt af at bladre i The Americans, eller i Franks senere publikationer. Trods de mange år, der er gået, er bøgerne ikke raritetskabinetter eller historiske album, men levende organismer, der bliver ved med at give noget nyt fra sig. De fleste billeder rummer et element af noget gådefuldt, en magi, der gør dem til noget andet og mere end snapshots af svundne øjeblikke.
Når øjet møder Franks fotos, siger det ikke: "Sådan var det!" Det siger: "Sådan er det!"
En del af hemmeligheden ved Robert Frank er, at han tager chancer. Ikke kun i det øjeblik, hvor han trykker på udløseren, men også i udvælgelsen af de billeder, der skal offentliggøres. Mange motiver er ikke, hvad man vil betragte som oplagte valg, og der findes givetvis 'bedre' billeder på kontaktarkene. Men Frank har gjort det til et princip ikke at se sig over skulderen. Han stoler på sin intuition, og de valg, han træffer i øjeblikket, er med til at skabe den personlige og kunstneriske rejse, som publikum inviteres til at tage del i.
I forbindelse med overrækkelsen af Hasselbladprisen i Göteborg bragte Information 15.-16. marts et større portræt af Robert Frank.
*Flamingo. Robert Frank fotografier 1948-1996. Louisiana. Til 2. november
