Læsetid: 3 min.

Minister skeptisk over for forslag om dansk erhvervsetik i u-lande

24. september 1997

Til gengæld er nogle virksomheder posi-tive over for tanken om, at danske virksomheder skal tage etiske hensyn, hvis de vil arbejde for den danske stat

Den danske udviklingsminister Poul Nielson (S) er "meget skeptisk" over for det nye radikale forslag om, at virksomheder, der vil have del i Danidas milliarder, skal underskrive en kontrakt om, at de vil overholde regler om menneskerettigheder og arbejdsvilkår.
Det var den radikale gruppeformand Jørgen Estrup, der på partiets landsmøde i weekenden præsenterede forslaget om firmaers fremtidige underskrivning af en 'code of conduct' - et sæt etiske spilleregler - hvis de vil have kontrakter med bistandsorganisationen Danida.
Poul Nielson er ikke begejstret for tanken og siger - over mobiltelefonen fra Hong Kong - at han mener, det vil være vanskeligt at administrere for Danida.
Nemt på papiret
"Der er noget i mig, som stiller sig modsat overfor sådan noget, der lyder så nemt på papiret. Det virker vældig sympatisk, og man kan sige, at 'så har vi gjort noget', men virkeligheden er der stadigvæk, og den er kompleks," siger Poul Nielson til Information. Han vil se et konkret forslag fra partiet, inden han tager endelig stilling.
Det radikale forslag, der skal presse dansk erhvervsliv til at tage etiske hensyn, betyder, at et firma som eksempelvis FLS, der arbejder i Burma, vil miste ordrer fra Danida. Forslaget har allerede skabt debat hos virksomhederne, hvoraf nogle er positivt indstillede.
Dansk Industri (DI) stiller sig dog skeptisk over for forslaget.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at Danmark kan lave et etisk kodeks, der kan gøres operationelt for virksomhederne," siger chefen for Dansk Industris afsætningspolitiske afdeling, Jens Berthelsen. Han mener under alle omstændigheder ikke, at danske virksomheder har de store etiske problemer.
Der er han på linje med udviklingsministeren, der mener, at det ligger i Danidas natur, at virksomhederne, der arbejder for organisationen, opfører sig ordentligt. Jens Berthelsen og Poul Nielson mener begge, at en diskussion med erhvervslivet er at foretrække for lovgivning.
Debat er bedre
"Jeg vil da gerne være med til at diskutere sådan en frivillig 'code of conduct'. Det kan kun stimulere interessen for etisk adfærd i erhvervslivet. Men jeg mener, det er noget, vi skal have tilslutning til i erhvervslivet," siger Poul Nielson.
Ministeren mener, at en 'code of conduct' er for bred til at kunne virke for Danida - blandt andet derfor er det bedre med diskussion.
"Det er bedre at tage diskussionen for fuld kraft, hvis man ser virksomheder opføre sig på en kritisabel måde. Også gerne offentligt. Det er mere klart definerende for, hvad det går ud på - mere end almene erklæringer, man bare skriver under på."
"Jeg mener etik-diskussionen har bedst af at være sagsorienteret, for så ved man, hvad man taler om," siger Poul Nielson.
Virksomheden Krüger A/S, der er en af Danidas samarbejdspartnere, er positivt indstillet over for det radikale forslag. Det skriver dagbladet Børsen, som tirsdag tog sagen op efter Informations artikel i mandagsavisen.
Krüger A/S har allerede forpligtet sig på menneskerettigheder og sociale forhold med sit eget 'sociale charter', der bl.a. forbyder brug af børnearbejdere og straffefanger.
"Jeg ser ingen problemer i de radikales forslag. Danida kan selv definere sine udbudsbetingelser. Sålænge bistandsorganisationen ikke udbyder deres kontrakter til udenlandske virksomheder, som ikke vil overholde etik-reglerne, så har vi ingen problemer," siger Krügers administrerende direktør Ole Rendbæk til Børsen.
DI holder en konference om 'Industrien og menneskerettigheder' den 1. oktober, hvor virksomheders problemer i udlandet tages op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu