Læsetid: 5 min.

Mismodet hersker i Mørkets Hjerte

11. september 1997

Dagen derpå i Pale høres ingen sejrs-proklamationer efter det fejlslagne togt mod Banja Luka - kun brok over livets grundvilkår og hadske udfald mod det internationale samfund

pale
For de bosnisk-serbiske indbyggere i Pale er Dayton ikke kun navnet på en flybase i Ohio, USA, eller en fredsaftale, som skal overholdes. Det er også en restaurant, som man når cirka midtvejs ad den kraterfyldte vej, der slanger sig fra Sarajevo op til det tidligere vintersportsted, som de bosniske serbere har udråbt til hovedstad i deres stat, Republika Srpska.
Her på den hastigt opførte træterrasse uden for "Dayton" sidder en deling politimænd iført blå camouflagedragter og hænger over en kaffe. Humøret er ikke det bedste, og rækker slet ikke til at snakke med fremmede.
Hvad enten disse politimænd var blandt de mange kolleger, der mandag i busser blev transporteret til Banja Luka til hvad der skulle være en storstilet manifestation mod præsident Biljana Plavsic, men blev stoppet, afvæbnet og sendt retur af SFOR-styrker, når jeg aldrig at spørge om.
Men givet er det, at de serbiske ultra-nationalisters felttog mod Banja Luka, hvad enten det var optakten til et kup eller slet og ret blot skulle give Banja Luka-borgerne "en lærestreg", løb ynkeligt ud i sandet.
Tv-billederne af nationalistpartiet SDS' politiske leder, Momcilo Krajisnik, som blev holdt indespærret i næsten et døgn på sit hotel af en rasende folkemængde og til slut måtte forlade stedet eskorteret af SFOR-styrker, er også nået hertil.
Og skylden for det skete placeres ensidigt ét sted: På SFOR, de internationale styrker i Bosnien.
"SFOR har nu bevist, hvad vi har anet hele tiden. De har med det, der skete i Banja Luka, definitivt valgt side og kan ikke længere optræde som neutral fredsstyrk. Vores svar bør være at bryde med Dayton-aftalen, sende alle udlændinge hjem og klare vores problemer selv," siger en ophidset herre på byens diminutive marked.
Og Misjko Panic, en af de mange flygtninge fra Sarajevo, giver ham ret. Misjko var selv med en af de tre demonstrant-busser, der afgik fra Pale, og han så afgjort ingen tegn på, at folk var bevæbnede.
"Vi blev stoppet af SFOR-blokader tre gange undervejs. Hver gang blev bussen gennemsøgt og folk kropsvisiteret, og der blev ikke fundet våben. Vi er da ikke så dumme, at vi tror vi kan slæbe våben med til demonstrationer. Alligevel blev vores bus stoppet og afvist, før den nåede Banja Luka. SFOR blander sig i interne serbiske forhold og vil holde Biljana Plavsic ved magten for enhver pris."
SFOR-patruljer, der konstant kører rundt i byens gader med skudklare maskingeværer på taget, er derfor ikke populære - "Kyllinge-brigaden", kalder Misjko og de øvrige Pale-beboere dem, både en reference til de modebevidste italienske soldaters fjer i soldaterhuen og til deres mod.
Den pæne professor
Han tilføjer, at folk i Pale er "bange, bekymrede og forvirrede" over striden mellem SDS' hårde kerne, der sidder på regeringen, administrationen og parlamentsflertallet i Pale, og præsident Biljana Plavsic i Banja Luka.
"Hun var sådan en rar dame, professor fra Sarajevo. Jeg ved ikke, hvad der er sket med hende."
Misjko Panic er født i Sarajevo og boede under krigen i den serbiske bydel Grbavica. Han lod sig - sammen med af andre serbere - evakuere til Pale fra Grbavica, da muslimerne overtog bydelen. Og han har aldrig siden vist sig i Bosniens kosmopolitiske hovedstad, der ligger kun 15 minutters kørsel væk.
"Jeg er bange for at tage dertil. Det muslimske politi vil arrestere mig og putte mig i fængsel, fordi jeg deltog i krigen."
Nu opholder Misjko sig som regel omkring "Republika Srpska's internationale pressecenter", førstesalen af en villa i udkanten af byen, og stiller sit kendskab til byen - og til engelsk - til rådighed for den besøgende internationale presse.
Netop denne onsdag er det ikke muligt at få nogle af SDS-politikerne i tale - parlamentet er mødt for at tage endelig stilling til, om partiet skal gøre alvor af truslen om at boykotte weekendens lokalvalg.
Så Misjko tilbyder sig i stedet som guide for en rundtur i, hvad der må være verdens 'mindste' hovedstad.
Har kendt bedre dage
Pale var i bedre tider et yndet skisportssted med talrige hoteller og kun 15.000 indbyggere. Krigens flygtningestrøm har bragt indbyggertallet op på 40.000, som sammen med de mange statsadminstrationer, der er flyttet til byen, har lagt beslag på al hotelkapacitet.
Parlamentet, der officielt er opløst, men mødes alligevel, har sæde på en hotelgang, mens der ud for en faldefærdig træbygning står et skilt: "Serbisk Sarajevos Universitet - Det Juridiske Fakultet".
På en byggeplads i byens centrum er et præsidentpalads ved at blive opført - en af de eneste byggeaktiviteter i byen. Hvem der så til sin tid skal flytte ind - om overhovedet nogen.
Bosniens Twin Peaks er Pale ofte kaldt i avisoverskrifter, men tv-seriens dæmoniske mystik har intet med stemningen her at gøre. Den er snarere præget af en defaitistisk undergangsstemning, mere i tråd med Joseph Conrad's "I Mørkets Hjerte". Med den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic i rollen som agent Kurtz.
Karadzic bor ikke længere i sin hvide villa oppe ved hotel Panorama, han er flyttet - hvortil kan eller vil den ellers så snakkesalige Misjko ikke sige. Rygter om, at han befinder sig i en "beskyttet bolig" i et hjørne af en nedlagt fabrikshal, omgivet af 2000 sikkerhedssoldater, vil han heller ikke kommentere.
Tavse borgere
I det hele taget er der ikke et voldsomt behov hos byens indbyggere for at tale med journalister fra den omverden, der så entydigt har taget muslimernes parti.
"Jeg snakker ikke om politik på gaden", siger en ellers velvilligt indstillet pensioneret ingeniør.
En kvinde oplyser, at hun tjener 100 d-mark om måneden ved kontorarbejde for byens største virksomhed, et savværk. Det kan hun købe 100 colaer for.
"Der er ingen, der direkte sulter i Pale-området. Der drives landbrug og folk har de helt basale fødevarer. Men der er en udbredt fejlernæring, folk er meget fattige og har f.eks. ingen penge til medicin", siger Irene Johansson, svensk ansat hos organisationen Medicins sans Frontiéres, (MSF), sammen med Internationalt Røde Kors den eneste hjælpeorganisation, der arbejder i Republika Srpska.
MSF sørger for uddeling af medicin til helseklinikkerne - staten har ikke råd til at købe, og apotekernes priser på importeret medicin er for dyre for almindelige mennesker.
MSF driver også et hospital for mentalt syge, et område, staten slet ikke prioriterer. Og depressionerne blomstrer i i Republika Srpska - på grund af krig, isolation og manglen på en fremtid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu