Læsetid: 4 min.

Til møde med modpolitikeren Drude Dahlerup

6. september 1997

JuniBevægelsens førstekvinde underspiller sine trumfer - igen og igen

Drude Dahlerup gør meget ud af ikke at gøre meget af sig selv som mødetaler: Løsthængende støvetblå dobbelt-radet bomuldsjakke, der dækker det meste af en mørk t-shirt og et par bløde bukser af tilsvarende kulør, ingen smykker eller make-up, de blonde hårkaskader i vildsomt fald.
Hun kunne være på vej rundt med indkøbsvognen i Føtex.
Men nu er det altså den rigt ornamenterede talerstol i Københavns Vartov, Grundtvigs gamle podium, som hun - uintroduceret - sjokker op på i sine sandaler. Det prunkløse er ganske enkelt hendes bevidste stil.
Stilen går da også igennem det, hun siger: Ikke akademikersprog medbragt fra hendes lektorat i statskundskab ved Aarhus Universitet. Ingen politikermanerer. At hun er medlem af Europa-Parlamentet, nævner hun overhovedet ikke.
JuniBevægelsen er som arrangør opmærksom på Drudes særlige appel. Mødet med hende har overskriften "Ær-lig snak om den ny traktat". Temaet er: "Kan man stemme nej?"
Naturligvis
"Min konklusion er, at det kan man naturligvis," indleder Drude Dahlerup.
"En demokratisk folkeafstemning er en, hvor man gerne vil høre folkets mening i en meget alvorlig sag. Svaret er ikke givet på forhånd. Hvis der ikke er mulighed for at sige nej, skulle man ikke have udskrevet en folkeafstemning."
Bekræftende lyde toner fra forsamlingen, omkring et halvt hundrede, fortrinsvis temmeligt ældre og ret unge, meget få i midtergruppen, et pænt flertal er kvinder, de fleste i antræk som foredragsholderens.
Til den 1970'er-stemning, kostumerne skaber, bidrager kraftigt Vartov-salens udseende: Grønbrune vægge, træpaneler af lød som ugegammel sne, et ufølsomt forsænket loft, en kegleformet bliklampe, der hænger over talerstolen og sætter lyseffekt i Drude Dahlerups hår, som hun virrer med eller - med sine afmålte håndbevægelser - søger at bringe orden i.
Hak til Amsterdam
Hun går i gang med at hakke på Amsterdam-traktaten.
"Den er en fortsættelse af Maastricht, en videreudgave, endnu nogle skridt ad glidebanen: Yderligere integration."
Hun kaster med håret og skubber det tilbage med hænderne.
"Grænsekontrol er vi forpligtet til at ophæve inden for fem år. Det vil sige, vi er forpligtet til at ophæve Danmarks sydgrænse. Kun til fordel for den grænseoverskridende kriminalitet."
Et træk, som Drude Dahlerup har tilfælles med sin tilsyneladende modpol, den gennemført professionelle politiker Bill Clinton, er den demonstrative tilbageholdenhed, hvormed hun trækker sine sikre populistiske stik. I dette tilfælde: Uviljen mod Tyskland, som hun ganske vist nævner ofte, men altid kun i forbifarten og under henvisning til "særlige historiske omstændigheder".
Frankrig, derimod, taler hun åbent grimt om: "En afdanket stormagt".
Utroligt bekymrende
Hendes hyppigst anvendte ord om EU er "utroligt bekymrende".
Det er det hele, der er utroligt bekymrende: Suverænitetsafgivelsen, det retlige samarbejde, den fælles udenrigspolitik, forsvarspolitikken: "Militariseringen af det samarbejde, der startede som civilt".
Her får hun det nærmest til at lyde, som om 70'ernes EF var den rene tilforladelighed, der nu er ved at løbe grassat.
Særegent ved Drude Dahlerups fremlæggelse er, at den - modsat andre politikeres - ikke er en fremadskridende fortælling. Hendes indlæg består af fem-minutters causerier, som hun hæfter op i enden på hinanden, men hver gang med samme konklusion:
"EU er kløften mellem folket og eliten."
Netop hendes afdæmpethed er som skabt til tv-skærmen; hun snakker med folk, selv fra en talerstol. Og hun er som skåret i sound bites. Intet under, at pompøst og omstændeligt enetalende politikere kommer til kort over for hende, når kameraet ruller.
Den eneste gang, Drude Dahlerup ved mødet i Vartov kommer til at blotte en politikers selvfølelse, er i en replik om Danmarks EU-forbehold:
"Det er ikke mine undtagelser. Det er SF's."
Man kan se på hende, at hun fortryder den formulering.
Kender hinanden
Den højlydte konversation i pausen afslører, at de fleste fremmødte kender hinanden i forvejen, og i den efterfølgende debatrunde synes Drude Dahlerup da også at kende spørgerne. Ingen stiller kritiske spørgsmål. Men mange vil gerne have gode argumenter for nej'et.
At EU har en fredsskabende rolle i Europa, er et ja-argument, som Drude Dahlerup helt åbenbart ikke er tændt på at nedgøre. Det gibber i hende, da en ældre kvindelig mødedeltager siger:
"Jamen, fredens projekt. Her er NATO vældig god at bruge. Hvad skal vi med en Europa-hær? Vi har jo amerikanerne."
Drude Dahlerup søger at tegne et videre perspektiv i et nej:
"I 1989 tog man ikke chancen for at hele Europa, da Muren faldt. Med et nej nu kan vi skabe et helt Europa, hvor alle 45 europæiske lande er med, ikke bare de 15, der kalder sig Europa."
Med tallet 45 er hun i hvert fald kommet godt ned i Kaukasus. Hun forklarer, at hun taler om det geografiske Europa. Drude Dahlerups slutsalut lyder:
"EU er et splittelsens projekt. Det splitter Europa, og det splitter de enkelte befolkninger."
Der klappes begejstret i forsamlingen, som ikke synes splittet.
En repræsentant for arrangøren afslutter med at opfordre alle til at komme til JuniBevægelsens landsmøde:
"Det bliver sjovt og hyggeligt. Og der bliver nogle rare politiske diskussioner."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her