Læsetid: 4 min.

Mønster-dannelses-roman

4. september 1997

Kim Johannessens fine debut snor sig indad mod smerternes midtpunkt

ny bog
Kim Johannessen, som er født det år da mennesket satte sin fod på månen, debuterer i dag med en smuk lille roman præget af høj fiktionsbevidsthed og båret af en voldsom kunstnerisk ambition.
Lidt ærgerligt er det, at han har givet bogen samme titel, som Lena Krogh Bertram i 1990 hæftede på sin romandebut, men man må lade ham, at hans værk mere end hendes har ret til at hedde Stumper & stykker.
For hvor hun skrev et sted i omegnen af bekendelsesgenren, former Kim Johannessens tekst sig som et intenst bevidsthedsarbejde, en møjsommelig kompilations-, rekonstruktions- og mønsterdannelsesproces.
Gennem romanen løber adskillige spor i forskellige lag af tid, og det lader sig ikke uden videre gøre at udnævne noget til det primære og kalde noget andet underordnet.
Bogens struktur kan nok bedst illustreres ved en cirkel, hvis centrum er tomt, men udpeges af dens radier. Fortælleprocessen går da for sig, ikke udefra-ind, men kredsende, således at læseren langsomt nærmer sig den ikke-benævnte midte og mærker dens kraft, hver gang en ny radius krydses. Eller man kan omvendt betragte fortællerstemmen som et fyrtårn, der kun belyser ét felt ad gangen, men som rytmisk når raden rundt.
Fra huskeseddel
til glemmebog
I fiktionens ydre ramme befinder jeg-fortælleren sig på en art hule-hotel i den nordafrikanske ørken. Her udfylder og opdeler han sine døgn gennem tvangslignende ritualer, og her tænker han tilbage på en barndomsven, der nylig er død, og på en kæreste, han netop har forladt. Læseren fatter snart, at den anden afsked må være affødt af den første, men også at romanens tænksomt sørgmodige helt vistnok skal være tilfreds med at slippe ud af sin venindes emsigt invaderende favntag.
Hans metode består nu i at udvendiggøre det indre, få fortiden ud på papir - "måske ikke på én gang, men stykke for stykke, som det dukker op, når man husker tilbage." Til dette formål anvender han dels barndomsvennens 'glemmebog', dvs. hans optegnelser, som flammerne tildels har slettet ud, dels sin egen, nye glemmebog, hvori hans verdens enkelte dele registreres med videnskabelig præcision, bl.a. de ting han opbevarer i sin helt private "sorte boks".
Om alt går vel, vil fragmenterne efterhånden danne mønster, "stumperne" vil blive til "stykker" i en sammensat historie. "Men ingenting vil for alvor være ude af verden, før alt er taget i betragtning. Derfor må jeg fortsætte med at trænge mig på, indtil jeg når frem til et punkt, hvor jeg både er inde i tingene og uden for rækkevidde."
Som læseren ser, har vi her at gøre med en kraftigt symboltynget fiktion, og man skal vel tilbage til franske le Clézio eller Vagn Lundbyes tidligste bøger for at finde noget, der ligner.
Men når man trods komplikationerne følger Kim Johannessens bevidsthedsproces med en vis interesse, er det fordi man bliver sikker på, at et eller andet ligger i kim eller Kim.
Hans bog synes skrevet på den holdning, at begivenheders og erindringsbrokkers mønster aldrig kan blive enkelt eller kompliceret nok. Der vil enten være alt for megen mening (som dækker andre sammenhænge til) eller for lidt betydning (som afføder ny mystik). Mellem forenklingen og indvikletheden bor de sande smerter - de der får barndomsvennen til at identificere sig med Lucifer, den faldne engel, og vende sig hævnende mod sin fader, og de traumer der får fortælleren til at lukke sig inde i forhold til kæresten.
Et billede, der passer ind i begge fortalte spor, er fuglen der står frosset fast i isen. Et andet er insektet, der tiltrækkes af lyset og dør. Et tredje kniven der skærer i kød. Et fjerde den nøgne ryg der vendes mod et andet menneske med alle sine plamager og sår.
Under dødens blik
Inderst (eller: tættest på kernen) møder læseren et øje, der ser på, mens nogen elsker. Det er den tredjes iagttagende blik, men det er også dødens øje, der overvåger kærligheden og samtidig giver den alvor og udsathed. Under dette perspektiv skrives Kim Johannessens roman, en på én gang dunkel og glasklar fortælling om de afstande eller afgrunde, der åbner sig mellem mennesker, og den nærhed som med ét kan opstå. Forfatteren har opsøgt de hændelser, der adskiller os (såsom sygdom, død, overgreb, oprør og pludselig afsked), men som også kan binde os sammen i fællesskaber under den måne, hvis haves navne danner en art katalog: "Havenes navne er fulde af mystik. Det er umuligt at sige, hvad der skjuler sig bag dem. De vigtigste navne er klarhedens, stilhedens, tågernes, skyernes, farernes, fugtens, vindenes og regnens."
Åbningen mod universet og den videnskabelige præcision er blot to blandt mange 90'er-typiske træk ved Kim Johannessens debut. Man må også hæfte sig ved hans tilbøjelighed til at fortolke psykisk stof med eksistentielle briller. Typisk forekommer ligeledes den store, gravtunge alvor. Men han har med "stumper & stykker" skrevet sin historie på sin egen insisterende måde. Og om talentet hersker der foreløbig ingen tvivl.

*Kim Johannessen: stumper & stykker. Roman. 128 s. Kr. 198,00. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu