Læsetid: 5 min.

Da mørket og døden kom til Moskva

12. september 1997

Interessant, men lidt mislykket romanværk af Aksjonov, en af 1960'ernes og emigrationens store russiske forfattere

ROMAN
Hvordan gik det til, at Stalin fra omkring 1924 kunne gennemføre sit totalitære system i Sovjetunionen, der satte sig på alt i sovjetsamfundet, førte til udryddelse og henrettelse af millioner af mennesker og påvirkede hvert enkelt menneske i Sovjet med frygt og angst? Dette er baggrund og emne for Vasilij Aksjonovs store Moskva Saga, der kom på russisk i 1993 og hvis første bind nu foreligger på dansk.
Dette bind foregår fra 1925, året efter Lenins død, da man endnu kørte den af ham proklamerede Nye økonomiske Politik (NEP), der til en vis grad tillod privatkapitalisme, og frem til 1937, et af de store år for henrettelser af partifolk og intellektuelle. De mellemliggende begivenheder, såsom tvangskollektiviseringen af lanbruget og springet ud i industrialiseringen hører vi ikke så meget om, for det er Moskva-intelligentsiaen (og den litterære intelligentsia i Georgien) vi befinder os blandt.
Romanen er nem at læse og dens handling let at overskue, for den er centreret omkring én familie, Gradov'erne. Faderen Boris Gradov er en berømt kirurg fra tiden før revolutionen, der i flere omgange bliver kaldt til Kreml og derved stiger i anseelse - uden at melde sig ind i Partiet. Og hans tre børn, der alle stiller sig i kommunismens tjeneste: Nikita som soldat og officer, Nina som poet og Kirill som propagandist. Det gør de alle tre af ærlig idealisme og overbevisning, men ved slutningen af første bind er de to sønner arresteret og faderen, den 'borgerlige specialist', er blevet presset ind i den Øverste Sovjet som deputeret, som 'anerkendelse' for hans store lægeindsats.
Blandingsproblemer
Hovedparten af romanens tekst er skrevet i et smukt, enkelt sprog, i en relativ 'traditionalisme' der er sjælden for Aksjonov, men som viser, at også den stil behersker han til perfektion.
Men i andre passager ligner han sig selv som den store forfatter udi det groteske, der får mig til at mene, han ved siden af Günter Grass er den største groteske forfatter i europæisk litteratur i de seneste årtier, sådan aom vi i danske oversættelser kender ham med På jagt efter en genre, Forbrænding og Smil til fotografen, udgivet i 1980'erne.
Denne groteske kunst indblænder Aksjonov til tider i sin Moskvasaga, ikke mindst i slutningen, da pater familiae Gradov giver Stalin et lavement, fordi denne ikke har kunnet skide i fjorten dage. Det medfører at Kremls hemmeligste gemakker helt bogstaveligt bliver oversvømmet af lort og stank.
Men det er denne sammensætning af realisme og grotesker, jeg har lidt svært ved at være begejstret for. Indrømmet, jeg er ambivalent, og det kan være, jeg ved endnu en gennemlæsning skifter mening. Hvordan det politiske forløb i sin helhed skal tolkes, kan der ikke været tvivl om, uanset at forfatterjeg'et næsten er helt gemt. Men når vi nu tager en af de helt store katastrofer i dette århundredes historie, der fandt sted sideløbende med det tyske kulturfolks fascination af Hitler, så må man jo spørge sig om, hvad skete der, hvordan skete det - og: Hvorfor?
De store spørgsmål
Hvad angår de to første spørgsmål, er Aksjonov en fremragende beskriver, men på spørgsmålet, hvorfor folk sprang med på vognen, kræves der også psykologiske iagttagelser, og her har Aksjonov i hele sit forfatterskab været ikke u-, men direkte a-psykologisk.
Det er også enormt store spørgsmål, der hidtil ikke af nogen er blevet besvaret tilfredsstillende, og selv om grotesken netop i russisk litteratur har været et ydre, 'realistisk' billede af psyken, så er det her Aksjonov (synes jeg) springer over.
Moskva Sagaen er enorm læseværdig, men den gør os mindre klogere end nogle af de andre værker der forefindes om emnet, som f.eks. Bulgakovs Mesteren og Margarita, Grossmanns Liv og levned, og Rykakovs Børn af Arbat - for slet ikke at tale om Min tunge vandring, erindringerne af Evgenija Ginsburg, Aksjonovs moder (alle de nævnte bøger findes på dansk). Hvorfor Aksjonov er gået i sin moders fodspor, uden psykologi og ræsonnementer, er lidt af en gåde for mig.
Idealismens afgrunde
Moskva Sagaen er et litterært værk og skal vurderes som sådant. Men netop i russisk tradition må det være tilladt at spørge, hvilken eventuel tolkning forfatteren har af den verdenshistorisk skæbnesvangre udvikling der foregik i Sovjet.
Det er efterhånden en udbredt opfattelse, at stalinismen blev båret frem af de unge kommunister, der følte deres idealer svigtet, da NEP tillod privatkapitalisme og derved borgerlig kultur - alt det de havde kæmpet imod efter 1917 og under den efterfølgende Borgerkrig. Men det forklarer langtfra alting.
En selvforstærkende og selvsuggererende "massehypnose" er den forklaring, der klarest skinner gennem Aksjonovs tekst: Da gruppeinstinktet og dens romantik smuldrede, blev de unge ekstra modtagelige for stalinismens hypnose. Men det var ikke kun de unges skyld, i en af sine ganske få direkte kommentarer i romanen (og det er faktisk et stilbrud) lyder Aksjonovs bemærkning:
"Med deres store lidenskab for det lille ord 'vi' har sovjetiske intellektuelle ofte trådt i spinaten. Man kan jo ikke sige 'vi gennemfører en udrensning', hvis man selv er ved at blive udrenset, eller 'vi kæmper mod de såkaldte fjender af folket', hvis man pludselig selv er en såkaldt fjende af folket."
Den utrolige virkelighed
Når der i Vesten udkommer litterære værker om Stalintiden, så er det stadigvæk sådan, at de omtales ud fra eventuelle sensationer fra virkeligheden, og på trods af så meget andet, især de litterære hensigter.
Aksjonov giver da også en masse næsten-dokumentariske skildringer, og underbygger dem med sine avis-citater. Og selve romanens opstart handler om operationen på den sovjetiske 'forsvarsminister' Frunze, der havde en dødelig udgang, i 1925. Denne begivenhed er noget af det, vi stadigvæk ikke ved noget afgørende om, og måske ligger gådens løsning i det omfattende arkiv, der ligger forseglet i Boris Jeltsins safe. Indtil offentliggørelsen af det, må forfatternes formodninger have lov til frit slag.
I den russiske litteraturs gråzone mellem historieskrivning og fantasi, og i den vestlige spejden efter sensationer, fremkaldes der forskelligartet opmærksomhed, ikke mindst over for en forfatter som Aksjonov, født i det skæbnesvangre år 1937 og en af Khrustjov-tidens unge førende prosaister,der i 1980 blev presset til at gå i eksil i USA, og nu til dags skifter mellem at bo der og i Moskva.
Netop fordi man kan formode, at denne roman vil blive promoveret grundet sit politiske indhold, kunne man have ønsket sig et bedre person- og begivenheds-register. Denne indsigelse er en petitesse, og irrelevant i litterær sammenhæng, men når der nu kommer en roman, der vil rette på en masse løgne, hvorfor så ikke gør mere ud af registret?
Men lad os med spænding afvente de to næste bind, der omhandler perioden 1937-1953. Først da kan man tillade sig en grundig vurdering af Aksjonovs store projekt. Desværre kan Gyldendal ikke oplyse, hvornår disse bind vil udkomme.

*Vasilij Aksjonov: Vintergenerationen, En Moskva Saga, bind 1. Overs.: Inger og Per Thorup Dalgård. 328 s. 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu