Læsetid: 3 min.

Muskelmestre

12. september 1997

Grib chancen for at opleve Ailey-kompagniet - så længe det nu er der

DANS
Aldrig har de været så dygtige, de sorte dansere fra Alvin Aileys kompagni. Aldrig så muskuløse, så strømlinede, så tilrettede. Men heller aldrig har der været så lidt personlig udstråling, så lidt indlevelse, så lidt glæde.
Sådan virkede kompagniet i hvert fald på åbningsaftenen i Tivoli i tirsdags. Her var det næsten chokerende at opleve Aileys elskede kvindesolo "Cry" - Donna Woods gamle glansnummer om kvinden, der langsomt vågner både fysisk og psykisk, så hun til sidst får modet til at kaste sig ud i livet med fuld kraft. For i Nasha Thomas' dans var enhver personlighedstolkning renset fra koreografien - sammen med enhver dramatisk sammenhæng mellem soloens forskellige dele. Tilbage var blot en række usammenhængende serier bevægelse af den slags teknisk perfekt kropsudladning og linjekorrekt koncentration, der også trives i vred styrketræning. Nasha Thomas, som ellers både rummer smerte og lidenskab!
Sort selvrespekt
Spørgsmålet er, hvad der
er sket. Hvilken ændring, der er sket i instruktionerne af Aileys værker - og hvorfor.
Selvfølgelig skal kompagniet videre, og selvfølgelig skal danseudtrykket udvikle sig. Intet er mere, som dengang Ailey selv var der - dengang danserne fik skabt nye balletter til netop deres talenter,
og dengang hvor black dance blomstrede af nyvunden selvrespekt.
Det er nu otte år siden, at Ailey døde, og danseren Judith Jamison overtog posten som leder af kompagniet. Så naturligvis er der sket mange forandringer. En del dansere er væk - flere af dem er døde - og kompagniet fremstår i dag mærkeligt homogent:
Næsten alle danserne er i 20'erne, trimmede og hyperprofessionelle, men uden direkte kontakt med de rødder til gospel og jazz og black is beautiful, som løftede kompagniet gennem 1960'erne og 1970'erne, og som gjorde det til så væsentlig en afro-amerikansk kulturambassadør.
Faktisk har kun tre af kompagniets 31 dansere oplevet Ailey selv - resten er først optaget i kompagniet efter 1990. Og hvem der nu er hvem, er oven i købet camoufleret i programmet, hvor danserne ikke optræder med billeder.
Nyt og hult
Jamison har åbenbart villet lægge et repertoire, der både er nyt og internationalt. Tirsdag aften indledtes således med "Polish Pieces", som den hollandske koreograf Hans van Manen koreograferede til kompagniet i 1995. Men van Manens nyklassiske og letbenede - og temmelig forfinede - koreografi virker mærkeligt uinteressant på de saftige Ailey-kroppe. For balletagtigt, for ubekymret.
Og bedre gik det ikke med Jamisons egen "Hymn" fra 1993, der er tænkt som en hyldest til Ailey og hans utrættelige støtte til danserne.
I en Cunningham-kopierende (men totalt kaotisk) collage af koreografi og oplæste tekster vrængede både dansere og stemmer sig igennem et virvar af banaliteter og klichéer; og at Tivolis højttaleranlæg lød som lyden i en gennemsnitlig gymnastiksal til banko gjorde naturligvis ikke oplevelsen rigere. Men hele værket virkede hult, fordi det konstant modsagde sig selv: Hver gang stemmen talte om Aileys tro på 'the individual', knoklede danserne rundt i tillukket, samlebåndsagtig præcision - og så videre.
Kun kendingsværket, Aileys egen "Revelations", rummede en gnist af den gamle glød - og bedst i det tilklappede ekstranummer, hvor danserne omsider dristede sig til at smile. Soloen "I want to be ready", som Dudley Williams i fattigt lærredstøj plejer at fortolke som en ydmyg mands langsomme forsoning med Gud og døden - den blev her til en sammenkrumningsøvelse med fatburner-effekt i Arnos J. Machanic Juniors udlægning, der yderligere var fitness-opfrisket med stramme poly-trompetbukser og bodybuilder-t-shirt. Mareridt!
Glad opvågnen
Men så var det næsten som at vågne op til en bedre virkelighed onsdag aften, da Ailey-danserne kastede sig ud i
et blandet program. Først med Aileys Ellington-hyldest "Night Creature" fra 1974, hvor ikke mindst Dwana Smallwood løsnede op for et komisk og lynhurtigt talent, og derefter med Ulysses Doves psyko-thriller "Urban Folk Dance" fra 1990, hvor den psykiske og fysiske vold
i parforholdet blev skildret rædselsfuldt effektfuldt af dobbeltparret Nasha Thomas-Don Bellamy og Solange Sandy-Bernard Gaddis. Derefter var lynchstemningen
beredt for Jawole Willa Jo Zollars lovligt moralske og gentagende posemands-ballet "Shelter" - hvilket dog straks forvandledes til glimmer og glamour i Geroge Faisons Otis Redding-ballet fra 1971 "Suite Otis".
Så forskellige anmelder-indtryk skabte det samme kompagni altså to forestillinger lige efter hinanden.
Måske ligger sandheden om Ailey-ånden er sted midtimellem. Men tanken dukker unægtelig op: At man hellere må gribe chancen for at opleve Ailey-kompagniet - så længe det nu er der.

*Alvin Ailey American Dance Theater. Koreografier af Hans van Manen, Alvin Ailey, Judith Jamison, Ulysses Dove, Jawole Willa Jo Zollar og George Faison. Tivoli. Søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her