Læsetid: 17 min.

Når havet dør

13. september 1997

En deltager i kampen fortæller om vandmiljøplanens storhed og fald

I begyndelsen af oktober 1986 døde 500 kvadratkilometer af Kattegat som følge af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over. Jeg var dengang foreningens direktør.
Lokalkomitéen for Grenå havde i en årrække engageret sig aktivt i havdøden, som i begyndelsen af 80'erne var begyndt at vise sig omkring Århus Bugt.
Grenå-komiteen fremlagde et forslag til en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne "til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte."
Resolutionsforslaget tilføjede - med ord, der har givet profetisk genklang i de elleve år, der er gået siden:
"Situationen er så kritisk nu - og så godt belyst - at der ikke er grund til tøven med at gribe ind."
Grenå-folkene havde ikke på forhånd rådført sig med Naturfredningsforeningens ledelse om resolutionen. Den slags konsultationer betragtede den aktivistiske komite som "ugræsrodsagtige". Og komiteen mente vist også den krasse ordlyd som et pålæg til foreningsledelsen om at gøre mere for vandmiljøet, som i det udadvendte arbejde ikke havde fyldt så meget sombevaring af landskaber.
Jeg tror da også, at min egen umiddelbare reaktion var: "Åh nej, skal vi nu også til at tage os af det!"
Men den slags siger en direktør ikke højt. Resolutionen blev enstemmigt vedtaget og bagefter sendt ud over Ritzau.
Den gav ikke umiddelbart den store pressedækning, men den satte - skulle det siden vise sig - en lavine i gang.

På DR's TV-Avisen havde et hold dygtige reportere sat sig for at lave en grundig dækning af iltsvindet i Kattegat. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens viste en kæmpekurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten. De hummere dukkede op på forbløffende vis i historiens senere forløb.
Naturligt nok interesserede tv-journalisterne sig for, hvad iltsvindskatastrofen skyldtes. Det spurgte de om rundt omkring, hvor journalister stiller den slags spørgsmål. Men politikere, embedsmænd og videnskabsfolk nær det politiske system havde ikke lyst til at udtale sig.
Det skyldtes, at det netop året forinden var lykkedes landbrugets organisationer i et samspil med partiet Venstre at forhindre, at Folketinget fulgte effektivt op på den NPO-redegørelse, som Miljøstyrelsen i 1984 havde lavet om problemerne med kvælstof og fosfor i vandmiljøet.
Opgøret havde været temmelig nederdrægtigt, og de implicerede offentlige miljøvogtere virkede bagefter forslåede eller skamfulde.
Da tv-folkene forgæves havde spurgt de sædvanlige, faldt deres blik på Naturfredningsforeningen, hvis resolution de havde bemærket på Ritzaus net.
Journalisterne spurgte mig, om jeg til kameraet ville forklare, præcis hvad årsagerne til iltsvindskatastrofen var. Det indvilgede jeg i, efter at foreningens kyndige biologer havde søgt at manuducere mig i de faglige sammenhænge, som jeg på det tidspunkt ikke havde meget begreb om.
Jeg forklarede derefter til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, hvad jeg selv havde fået forklaret, nemlig at der var tre kilder til forureningen med næringssaltene kvælstof og fosfor:
nIndustriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
nKommunalt spildevand, der flød med både fosfor og kvælstof.
nLandbrugets udsivninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.
For alle tre kilder gjaldt, at forureningen bestod af to dele:
nEn, der var ulovlig, fordi den simpelthen var i strid med gældende regler, hvad myndighederne imidlertid i årevis havde vendt det blinde øje til.
nEn anden del, der nok var lovlig, men ikke burde være det, fordi de samlede udledninger var alt for store.
Fagfolkene havde fortalt mig, at udledningen af næringsstoffer i hvert fald måtte halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950'erne, og som det kunne tåle.

At tv-journalisterne i deres indslag nu kunne få sat præcise afsendere på svineriet, skærpede selvsagt deres interesse for at gå videre med historien. Den naturlige opfølgning var: Og hvad kan vi så gøre ved det?
Men også her var de sædvanlige kilder blandt politikere og embedsmænd usædvanligt tilbageholdende - formentlig fordi koryfæerne fandt det svært at sige, at der med landbrugets magtstilling - som NPO-efterspillet havde vist det - realpolitisk ingen muligheder var.
TV-Avisen vendte da tilbage til mig om morgenen den 19. oktober: Ville jeg til aftenens lange søndags-udsendelse prøve at komme med et bud på, hvad der skulle til for at standse iltsvindet? Journalisterne ville søge at få et tilsvarende oplæg fra regeringssiden, som dengang var Schlüters firkløver af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti.
Jeg havde siden torsdagen søgt at læse flittigt på lektien og sagde ja.
Oprindeligt skulle indslaget have været forhåndsbåndet, men Niels Helveg Petersen, der skulle have været hovedindslaget direkte fra studiet, ville hellere til en familiebegivenhed og bad derfor om, at han kunne blive forhåndsbåndet.
I stedet blev vandmiljøet det direkte studieindslag. Det åbnede plads for ti minutter: To til opsummering af ugens optagelser og otte til den efterfølgende diskussion.
Miljøminister Chr. Christensen fra Kristeligt Folkeparti undslog sig for at tage fra hjemmet i Ringkøbing til København søndag aften. Det blev ikke udlagt venligt, hverken af tv-avisen eller efterfølgende af andre medier, men den virkelige forklaring var vist, at han efter en række Nordens-rejser som følge af sin dobbeltportefølje som minister også for nordisk samarbejde havde lovet sin familie at tilbringe en hel weekend hjemme.
I stedet mødte fra regeringen den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard. De konservative havde lige vedtaget et miljøprogram, som medierne fandt spændstigt, og Gammelgaard ville selvsagt gerne fremme sit partis miljøimage - måske også i konkurrencen med Venstre.
Mit indtryk i studiet var, at Gammelgaard kort inden var blevet hentet i lufthavnen, og at hans ministersekretær i bilen havde stukket ham et ét-sides notat om sagen, som han ellers ikke kendte meget til.
Da studieværten, skærmbetvinger Mogens Behrendt, indledningsvis spillede bolden over til Gammelgaard, gav ministeren sig til at parafrasere over notatet foran sig: Jamen, regeringen foretog sig skam en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente.
Da Behrendt lidt utålmodigt spurgte, hvad det konkret indebar, og Gammelgaard gav sig til at starte forfra på at aflire notatet, blev bolden spillet over til mig: Havde Naturfredningsforeningen konkrete bud på handling her og nu?
Jeg havde hjemme lavet to indekskort med, hvad jeg efter en telefonisk drøftelse med foreningens daværende præsident, lektor Svend Bichel i Skive, kaldte foreningens "6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!"

De seks punkter gav på en vis måde sig selv: Der var tre kilder og to slags forurening, den ulovlige og den lovlige. Og så var der nødvendigheden af at halvere den samlede belastning. Planen lød på indekskortene således:
nDe kommunale rensningsanlæg, der ikke virker, må bringes i orden inden for seks måneder.
nAlle kommunale rensningsanlæg må omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
nLandbrugets ulovlige udledninger må bringes til ophør inden for seks måneder.
nLandbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer må halveres inden for to år. Tilskudsordningerne - både de danske og EF's - må laves om nu, så landmanden tilskyndes hertil og til yderligere nedbringelser.
nIndustriens ulovlige udledninger må bringes til ophør inden for seks måneder.
nAlle udledninger fra industrien - både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 - må gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen må strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Meningen var, at det skulle være kort og klart. Inden udsendelsen havde jeg prøvet at få en forståelse med Mogens Behrendt om, at jeg måtte fremsige planen uden afbrydelse. Han kiggede på sit ur og sagde: "Sig det!"
Jeg læste op, og han noterede, at det var et par sekunder over ét minut, og sagde: "Ok, men ikke længere end det."
Da jeg messede løs foran kameraet, glemte Behrendt tilsyneladende vores aftale, for han begyndte at sige noget efter mit punkt to. Det gjorde mig forbandet, for jeg var klar over, at jeg aldrig ville få mulighed til at komme tilbage med resten. Så jeg hævede stemmen så højt, at jeg overdøvede ham, hvorpå han faldt fra og lod mig fortsætte.
Jeg kan huske, at det distraherede mig kraftigt, hvilket dårligt indtryk min frækhed over for studieværten kunne gøre på seerne, men færdig blev jeg da inden for mine 65 sekunder.

Så svingede Behrendt med fuld kraft mod Gammelgaard: Hvad siger regeringen til dette forslag til konkret handling her og nu?
Ifølge Informations referat dagen efter svarede Gammelgaard: "Vi er klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt."
Om de politiske følger af den udtalelse stod Gammelgaard klart, får stå hen. I dele af pressen blev det efterfølgende udlagt, som om han var blevet taget på sengen. Det indtryk fik jeg nu ikke i studiet. Her virkede Gammelgaard nok noget overrasket over, hvor kontant foreningens forslag var, men også, som om han så politiske muligheder i at lægge sig op ad det.
Efter ministerens principielle tilkendegivelse af velvilje udspandt der sig i studiet en ret så saglig debat, blandt andet om problemerne med EF's landbrugsordninger og behovet for at få "de tunge erhvervsministerier, især landbrugsministeriet" med på en opfølgning.
Da vi var færdige, passerede jeg på vej mod udgangen aftenomstillingsbordet: "De ringer allesammen," sagde damen i glasburet stakåndet til mig.
Jeg frygtede, at det var min pågåenhed over for studieværten - og vel også over for Gammelgaard - der havde udløst en mindre seerstorm.
Alligvel tog jeg hjem og skrev indekskortene om til officielle henvendelser til regering og folketing, som Naturfredningsforeningen i givet fald kunne sende den følgende dag.

OOg det gjorde vi. For det viste sig, at den første offentlige reaktion på den fremlagte handlingsplan var overvældende positiv. Det var endnu i ætermonopolets tid, og det havde været en trist efterårssøndagsaften, så mere end den halve befolkning havde set indslaget. Medierne, ikke mindst Jyllands-Posten, kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne. Avisen satte en dobbeltside af til gennemgang af tilstanden i hvert enkelt af landets 14 amter. Det var temmelig fæle kendsgerninger: Ulovlige udledninger florerede, og landet var ved at drukne i gylle, kloak og industriskidt.
Regeringen måtte selvsagt give sig til kende om sin opfølgning af Gammelgaards tilsagn. Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at levere varen - mod Venstres ihærdige benspænd.
Landbrugsorganisationerne virkede på det tidspunkt nærmest som i chok. Nu havde de lige nedkæmpet NPO-opfølgningen - og så blev krav om egentlig handling lagt direkte ud foran befolkningen gennem det dominerende landsmedie!
På Christiansborg anmeldte oppositionen en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.
I disse uger fastholdt Naturfredningsforeningen ihærdigt den enkle seks-punkts plan som grundlag for handling. Det gjorde foreningen dels gennem medierne, dels gennem møder med Folketingets partier, hvis miljøpolitiske ordførere var medlemmer af et "politisk kontaktudvalg", som foreningen flere år forinden havde etableret, og hvis anden halvdel bestod af foreningens ledelse, både fagkyndige og folkevalgte.
Det var ikke ofte, vi så Venstre i kontaktudvalget, men ved et møde umiddelbart efter fjernsynsudsendelsen troppede hele tre Venstre-folketingsmedlemmer op, ivrigt lyttende og noterende.

De radikale spillede en nøglerolle. De var nok støtteparti for Schlüter, men gik indimellem deres egne vegne med oppositionen, blandt andet i lejlighedsvise "grønne flertal". Naturfredningsforeningen havde derfor flere gange en direkte forbindelse til Lone Dybkjær, der var de radikales miljøordfører.
Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede hun en dagsorden i to punkter. De seks var omgrupperet efter kriteriet: ulovlig eller lovlig.
Dybkjærs dagsorden satte fristen for lovlige tilstande til 1. maj 1987 og gav regeringen frem til 1. februar samme år til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.
Skærpelsen på fosforsiden skyldtes, at Miljøministeriets embedsfolk havde lækket til Naturfredningsforeningen, at de 80 procent faktisk var muligt. Tilsvarende skyldtes udsættelsen af virkningsfristen til tre år, at ministeriet - ved underhåndskontakt også til Dybkjær - havde understreget, at de to år ikke kunne holde.
Dybkjærs dagsorden satte regeringspartierne i en styg knibe. Den var en underkendelse af de forslag, som Venstre havde tilladt Chr. Christensen at skrabe sammen. På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Og så lignede det det nederlag, som regeringen - efter alt, hvad den havde været igennem - ikke kunne leve med.
Altså erklærede regeringen - omend med stram mine - at den ville stemme for. Hvorpå oppositionen straks meddelte, at den ville stemme imod.
Chr. Christensen sad i folketingssalen og så ud, som om han havde en god dag.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et voldsomt indre opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987. Landbrugsorganisationerne var så småt ved at komme til hægterne og spillede sammen med Venstre et rænkespil, ikke alene mod Chr. Christensen, men også mod selveste statsministeren.
Intrigerne gav sig blandt andet udtryk i, hvad der i medierne blev til gylle-gate: En rapport, som Axelborg narrede fra Miljøstyrelsen, hvorpå nogle sivede den til Radioavisen, men ledsaget af et misinformerende sammendrag gående ud på, at rapporten viste, at landbruget slet ikke var skyld i forureningen. Denne "bombe" var beregnet på at sprænge grundlaget væk under Schlüters bestræbelser på at skabe samling i regeringen om en eller anden form for vandmiljøplan.
Bomben var timet til at gå af fredag den 30. januar midt under de afgørende regeringsforhandlinger under Schlüters ledelse. De konservative fortalte mig sidenhen, at Venstres forhandlere løb ud af lokalet hver fulde time for at høre radio. Men bomben fusede, fordi landbrugets kontaktmand på Radioavisen - tænkeligt af ængstelse - havde valgt at gå hjem.
Da hans kolleger om mandagen åbnede forsendelsen, undrede de sig såre og sendte dens indhold til kommentar i Naturfredningsforeningen. Ved - måske - en ekspeditionsfejl kom det misinformerende og konspiratoriske ledsagebrev til at følge med til foreningen. Afsenderens identitet var dog lakket bort.
I ledsagebrevet kaldtes rapporten "en sensation", der viste, "at dansk landbrug er blevet dømt på et forkert grundlag."
Videre hed det:
"Det værste ved det hele er dog, at miljøminister Chr. Christensen ikke kender tallene, og at Miljøstyrelsen har givet alle strengt pålæg om ikke at offentliggøre dem i den nuværende situation."
I Naturfredningsforeningen gjorde vi store øjne. Vi ilede med at sende det brev i kopi til miljøministeren - hvorpå vi offentliggjorde det.
Til tv sagde Chr. Christensen:
"Jeg vidste ikke, at mennesker kunne være så onde."
Det var regeringskollegerne i Venstre, miljøministeren sigtede til.

Så eksploderede bomben altså alligevel. Statsministeren måtte ved sin hjemkomst fra en charterrejse improvisere et pressemøde i Lufthavnen, hvor han hængte en embedsmand i Miljøstyrelsen ud for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten. Det var ubegrundet, for ministeren var informeret, men ingen i Miljøministeriet havde tillagt rapporten nogen væsentlig betydning.
Schlüter kaldte samtidig den, der have prøvet at lække rapporten og misinformationen for "en klaptorsk".
En kontorchef på Axelborg stod dagen efter frem og sagde at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.
Det var komisk, for daværende landbrugsboss H.O.A. Kjeldsen havde forinden nået at udtale, at han i hvert fald havde så meget styr på sit hus, at den slags aldrig kunne forekomme dér. Kjeldsen troede på det tidspunkt, at Miljøstyrelsen kunne klynges op på sagen.
Helt opklaret blev forløbet aldrig. Venstres landbrugsminister, Britta Schall Holberg, udtalte mandag den 2. februar, da Radioavisen - forsinket - offentligtgjorde rapporten, og Schlüter havde fået regeringens plan på plads weekenden forinden:
"Det er uacceptabelt og urimeligt, rapporten først kommer nu. Hvis tallene er korrekte, giver det anledning til nye overvejelser om regeringens vandmiljøplan."
Den 6. februar fremtvang Politiken til sin forside en tilståelse fra hende:
"Jeg har kendt rapporten hele tiden."
Dermed indrømmede landbrugsministeren, at hun under forhandlingerne med statsministeren havde været deltager i den planlagte intrige mod ham. Denne afsløring bidrog til, at Schall Holberg nogle måneder efter blev sat fra bestillingen.

Det var en noget forskrammet regering, der troppede op i folketingssalen til den næste forespørgsel om sagen i Folketinget, den 18. februar. På det tidspunkt var vi i Naturfredningsforeningen begyndt at sænke profilen.
Landbrugsorganisationerne havde nu for alvor mobiliseret. Som en eller anden sagde til mig: "De er som de russiske hære: De har svært ved at komme igang, men når de endelig ruller, kan intet standse dem."
Landbrugsmobiliseringen havde svunget en række af de medier, der selv havde været med til at dokumentere vandmiljøproblemernes omfang. Især Jyllands-Posten var blevet hadsk i tonen mod Naturfredningsforeningen. Landbrugskonsulenterne, der er delvis statslønnede, kørte efter taktslag fra Axelborg en meget voldsom agitation i de lokale blade landet over. Der var nu trusler om lukning af arbejdspladser som følge af miljøkrav, et svineslagteris nedlæggelse blev af dets bestyrelse begrundet med udsigten til begræsninger i landbrugets muligheder for svineavl. Naturfredningsforeningens lokalkomiteer blev landet over truet med infiltration fra landboforeningerne.
Midt i al tumulten holdt industriens og kommunernes organisationer fast ved den velvilje, de fra begyndelsen havde tilkendegivet over Naturfredningsforeningens handlingsplan. Det var ikke så lidt imponerende, også i betragtning af, at landbruget og Venstre på industriens og kommunernes indre linier skumlede om illoyalitet.
Under folketingsdebatten, som jeg - modsat novembers - holdt mig fra at overvære, men dog fulgte i radioen, fik jeg personligt læst teksten af en harmfuld Pia Kjærsgaard fra Fremskridtspartiet.
Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til. Det var åbenbart, at de radikale vanskeligt kunne erklære sig tilfredse.
I et højspændt politisk klima gik Lone Dybkjær på talerstolen og genstillede, hvad der i realiteten var hendes dagsorden fra november, denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere reduktionerne.
Den pille var for bitter for Venstre. Dagsordenen blev vedtaget af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

Schlüter valgte - også denne gang - at blive siddende. Måske fordi han klogt så, at de radikale havde bevæget sig uden for deres realpolitiske råderum, og at de før eller siden måtte krybe tilbage. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Her indsatte Venstre sin sværvægter Laurits Tørnæs, der - som han sagde det til medierne - "kørte et tæt parløb med Lone Dybkjær".
Axelborg satte nu fuldt pres på de radikale. Gennem husmandsbevægelsens repræsentanter i den radikale hovedbestyrelse blev ytret højlydt utilfredshed med partiets "landbrugsfjendske" linie, og - ifølge radikale, jeg talte med - begyndte håndgangne folk fra landboforeningerne systematisk at troppe op på radikale folketingsmedlemmers møder landet over og stille dem landbrugsfaglige spørgsmål af en sværhedsgrad, som ingen politiker ville kunne svare på. Men de radikale politikere blev hængt ud. Og sådan følte de det.
Samtidig var mediestemningen yderligere slået om. TV-Avisen havde fået nok af sagen, klager var kommet til ledelsen fra landbrugets organisationer over den hidtidige dækning. Nu blev den oprindelige kurv fuld af hummere til "de tre døde hummere fra Kattegat, der startede miljøhetzen mod landbruget."
I lokalavisers læserbreve kunne jeg til min forbløffelse læse skildringer af, hvorledes jeg selv havde siddet i tv-studiet og fægtet med en død hummer foran den sagesløse H.O.A. Kjeldsen.
En del af det organisatoriske bagland i Naturfredningsforeningen, der i begyndelsen havde været entusiastisk, begyndte at køle af. En frysende kulde slog ind fra det omgivende landbosamfund.
Og under folketingsudvalgets behandling af sagen begyndte det at skride. Ikke så meget for kommuner og industri; de havde jo erklæret sig indforstået. Men for de virkemidler, der skulle bringes i anvendelse, så landbruget opfyldte sin del.
Det var nu Axelborg selv, der kom med forslagene til, hvad der skulle stå.
I begyndelsen ringede Lone Dybkjær til Naturfredningsforeningen for at få en faglig vurdering af, hvad de enkelte forslag fra landbruget kom til at betyde. Det regnede vores fagfolk ud, og når jeg fortalte hende det og tilføjede, at det betød, at landbruget rykkede endnu længere fra målet, blev hun i stigende grad irriteret.
Til sidst ville hun kun tale med foreningens præsident, og da han fortalte hende det samme, som jeg havde gjort, holdt hun op med at sætte sig i forbindelse med foreningen.
Den havde til gengæld rigeligt at gøre med at kæmpe for sit gode navn og rygte i det, der nu var blevet et fjendtligt mediebillede næsten hele vejen rundt. Men Axelborgs topfolk begyndte at tale venligt til os, når vi mødte dem rundt omkring. De vidste, de havde vundet.

Da Folketingsudvalget afgav sin betænkning den 30. april 1987, var landbrugets sejr protokolført. Med de virkemidler, betænkningen foreskrev, ville landbruget aldrig kunne levere sin 50 pct. reduktion af kvælstof.
Det prøvede Naturfredningsforeningen at forklare de medier, der spurgte. Men interessen for vore synspunkter var på det tidspunkt ikke særligt stor. Måske var vi også begyndt at blive selvbeskyttende i vores måde at udtale os på.
Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der som formand for folketingsudvalget vitterligt havde kæmpet en hård kamp for en ordentlig vandmiljøplan. Det samme gjorde det for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen, der også havde søgt at fastholde en konsekvent linie over for landbruget. Begge fortalte mig bagefter, at de delvis tilskrev deres nederlag en meget hård landbrugskampagne, der var blevet ført imod dem i deres valgkredse.
Efter valget overlod Lone Dybkjær - tilsyneladende med lettelse - sin miljøordførerpost til den nyvalgte Marianne Jelved. Jelved styrede med omhu fri af konflikter med landbrugsorganisationerne.
Ironien ville, at Lone Dybkjær efter valget det følgende år - 1988 - som en fange på springtur blev ført tilbage til sin celle. Da VKR-regeringen skulle dannes, stod miljøministerposten til at blive besat med Venstres Bertel Haarder, hvis ikke de radikale ville tage den. Og det måtte de jo så - med Lone Dybkjær, selv om hun meget hellere ville have været energiminister.
Lone Dybkjærs miljøministertid blev lykkeløs. Vandmiljøplanen dukkede op som en boomerang. Dens manglende virkninger for landbruget begyndte at vise sig - og det måtte selvsagt riste hendes letantændelige temperament. Og hun var blevet inderligt træt af miljøorganisationerne og deres ideelle fordringer.

Nu er der gået elleve år siden vandmiljøplanens tilblivelse. Dens indbyggede skavanker bliver ved med at spøge i det politiske liv. Landbrugets svigtende opfyldelse af målsætningen står uafviseligt tilbage; sommetider - som nu efter Mariager Fjord - med betydelig mediestyrke og offentlig vrede som følge.
Venstre vil også nu med alle til rådighed stående midler værne Axelborgs interesser. De konservative har opgivet at have et miljøimage.
Socialdemokratiet og - især - de radikale tæller blomsterblade: Skal, skal ikke - tage opgøret med landbrugsorganisationerne.
Hvis det nogensinde sker, kommer det ikke til at gå stille af. Danmark bliver aldrig det samme derefter.

David Rehling var direktør for Danmarks Naturfredningsforening 1984-96.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu