Læsetid: 4 min.

Nej til karrieredragt og røde negle

6. september 1997

Unge RUC-kvinder gik til jubilæumskonference i Kvinder På Tværs og blev provokeret af de 'gamles' opgivenhed

Man sidder til Jubilæumskonference på Roskilde Universitetscenter (RUC) og er tydeligvis både opmuntret og uforbeholdent stolte af universitetets tre lyslevende, billedsmukke og repliksikre eksempler på, hvor karrieregodt det kan gå én, når man bliver sparket ud af universitetet i tide på grund af forkert køn:
Der var i sin tid, da kønskvoteringskampen var tabt, ikke plads til hverken Elisabeth Plum, Elisabeth Flensted Jensen eller Anette Steen Pedersen som fastansatte lærere. Det blev på konferencen insinueret lige ud, at de mandlige kammerater på RUC er meget dygtige til at få ansat flere såkaldte mandlige kammerater. Så derfor...
Så derfor fløj de tre kvinder ud i verden. Og har siden givet den på internationalt i chik knækort damedragt og dyr neglelak i bl.a. Verdensbanken (Anette Steen Pedersen som Special Adviser on Gender Equality), som konsulent i ligestillingsspørgsmål i OECD (Elisabeth Flensted Jensen, der nu er konsulent i UNICEF, København) og som selvstændig konsulent med internationale opgaver (Elisabeth Plum).
De tre kvinder, der alle i varieret grad arbejder med kvinder og ligestillingsspørgsmål, demonstrerede et imponerende menneskeligt overskud, megen selvironi, en kontant humor og et markant fagligt engagement. Så det lå lige for - med historikeren Bente Rosenbeck - at spørge:
"Når der nu ikke er sket så meget som antydningen af et fremskridt med hensyn til en mere ligelig kønsfordeling på universiteterne (det er der nemlig ikke, viser en ny rapport, Red.), hvordan får vi så gjort universitetet til en moderne virksomhed?"
Køn - et Non Issue
Svaret blæser i vinden. Men hvis man - som Information - finder på at spørge unge konference-deltagere om, hvad de synes om tankegangen, så falder svarene til gengæld prompte.
De er med på jubilæumskonferencen, fordi de er interesseret i køn, selvom det er et Non Issue på universitetet. De er helt med på ord som undertrykkelse, diskrimination og manglende repræsentation. Men de kan overhovedet ikke holde ud, at de 'gamle' kvinder snakker, som de gør, har solgt sig selv til systemet, og - ikke mindst - har givet op.
Eva Bendix, 25 år, er i fuld gang med at skrive speciale (i psykologi) om netop kønskvoteringsspørgsmålet. Hun definerer sig som poststrukturalist og siger:
"De her 'gamle' kvinder har det med at binde knude på, hvad der er sket i 80'erne. Fra 1981 til -97 er der simpelthen ikke sket noget som helst. Det er efter min mening helt forkert. Vi har bl.a. fået en helt anden indsigt i magtstrukturer," siger hun.
"De 'gamle' kvinder har så travlt med at sætte punktummer. Hvor jeg synes, at tingene først nu med de poststrukturalistiske perspektiver begynder at åbne sig. Vi er simpelthen begyndt at snakke om tingene på en ny måde, for poststrukturalismen sætter spørgsmålstegn ved hele videnskabsbegrebet - ved om der overhovedet findes en videnskabelig sandhed."
Men poststrukturalismen synes de 'gamle' kvinder også allerede at have opgivet, siger Eva Bendix.
"For mig ligger der et kæmpe kønspolitisk potentiale her, fordi ansvar og visioner ikke lægges ud i samfundet - ikke identificeres med bestemte roller, men optræder i de positioner, vi nu hver for sig træder ind i," som hun siger.
Den unge psykologistuderende sætter spørgsmålstegn ved hele strategien om at få flere kvinder i lederstilinger og nævner eksempler på karrierekvinder, der for hende er ofre for mandekulturen: De siger og gør, hvad der forventes og skaber altså ikke den forandring, Eva Bendix som feminist efterlyser.
"Jeg bliver provokeret af tal, der fortæller mig, at der intet er sket i universitetsverdenen med hensyn til en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder. Det må vi ændre på - jeg tror bare ikke, man gør det ved hjælp af tal."
Fokus på processerne
- Men du har jo lige hørt Anette Steen Pedersen fortælle, at hun ikke bestilte andet end at udarbejde tal det første halve år som ligestillingskonsulent i Verdensbanken?
"Ja, men de der gammeldags strategier duer simpelthen ikke længere. Vi kommer jo tydeligvis heller ingen vegne ved at bruge de sociologiske metoder med at dele folk ind i klasser og uddannelse osv. Jeg mener, vi skal rette fokus mod processerne. Kigge på, hvordan folk håndterer den virkelighed, de står i. Hvilke strategier bruger de? Hvilken måde 'forhandler' de på?"
"Det er eksempelvis netop, hvad de tre karrierekvinder gør: De læser, hvor de er. De kommer ikke med lilla tørklæde, for det duer ikke i dag. De er snu og læser sig frem."
- Så du synes, kvinder skal gøre som de tre?
"Så konkret vil jeg slet ikke svare. Jeg interesserer mig for de balanceringsprocesser, vi allesammen render rundt og laver. Også på universiteterne. Jeg vil have de processer synliggjort."
"Jeg synes f.eks. at den succesfulde ligestillingskonsulent, vi har hørt i dag, er alt for pragmatisk. Ifølge mit parameter har hun ikke magt. Hun reproducerer jo bare mandekultuen."
"Efter min mening burde hun f.eks. gå ind i sit fagforbund og blotlægge, hvad der sker i ansættelsesprocesserne. Blotlægge hvem der bliver ansat. Blotlægge hvorfor det eksempelvis er ok, at en kvinde på 50, der står til forfremmelse, bliver overhalet af en mandlig, ung løve. Blotlægge, at det er sådan, at en ung løve godt kan overhale en ældre kvinde, men at en ung pige ikke kan overhale en ældre mand. Hvorfor er det sådan?" spøger Eva Bendix.
Kvinder på Tværs har ikke 25 års, men kun 15 års jubilæum, men der er kvindeaktiviteter på RUC, der kan spores tilbage til 1972. Da centret var størst i 80'erne, var der tilknyttet elleve lærere fra otte forskellige institutter til de knap 100 studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her