Læsetid: 6 min.

Netanyahu versus den amerikanske opinion

29. september 1997

Inden det israelske-palæstinensiske møde i New York i dag har palæstinenserne scoret points hos amerikanerne, mens Netanyahu ikke er i kridthuset hos Albright

Det ville måske være en overdrivelse at tale om en "krise" i de israelsk-amerikanske forbindelser. Ikke desto mindre synes USA's tålmodighed med Binyamin Netanyahus klodsede, udiplomatiske og provokatoriske optræden at have nået bristepunktet i sidste uge.
Altimens omverdenen spændt holder vejret, krydser fingre og bønfalder alskens Guder om at bevare freden i Det Hellige Land, rejste premierministeren til en israelsk bosættelse i Efrat på Vestbredden og bebudede, at regeringen havde givet bemyndigelse til opførelsen af yderligere 300 boliger.
"Her foran mine øjne bliver staten Israel bestandigt bygget op, og I kan se dét med Jeres egne øjne. Det er en god ting, og vi vil fortsætte med at bygge," sagde Netanyahu til en gruppe børn.
Orienteret om denne udtalelse kunne USA's udenrigsminister næppe skjule sin irritation. "I storpolitik bør man ikke tage noget personligt, men det er beklageligt, at Israel handler på den måde," sagde Madeleine Albright skummende af raseri under den stive ansigtsmaske.
Hun fortsatte: "Hvis der skal komme noget ud af drøftelserne, er det vigtigt at have en afslappet atmosfære, og den slags beslutninger hjælper ikke. Under mit besøg i Israel anmodede jeg begge sider om at holde en pause. Nu beder jeg premierminister Netanyahu om at overholde den pause."
USA's ambassadør i Tel Aviv, Martin Indyk, tog fløjshandskerne af og sagde på en israelsk tv-station: "Vi er ulykkelige over den beslutning. Vor udenrigsminister befinder sig i øjeblikket i FN og bruger næsten al sin tid på at hjælpe Israel, idet der er blevet taget et initiativ til at isolere Israel i FN. Premierministerens beslutning underminerer hendes bestræbelser."
Her blev Netanyahu altså pålæst lektien. Amerikanernes budskab var: Du er et utaknemmeligt bæst!
Så satte den israelske regering forståeligt nok sit propaganda-apparat i sving. Talsmænd forklarede, at udvidelsen af kolonien i Efrat var "fuldt ud lovlig" og på linie med en beslutning taget af den tidligere Arbejder-regering under ledelse af Yitzak Rabin.
"Denne regering er ikke ude på at opsnappe mere jord. Vi forsøger ikke at skabe en anspændt situation. Vi ønsker ikke at fornærme nogen. Tilladelsen skal ses i sammenhæng med behovet for at imødekomme naturlig befolkningstilvækst i bosættelserne," sagde Moshe Fogel, chef for regeringens pressekontor til hasteindkaldte reportere.
Men fredag var Binjamin Netanyahu klar til at affyre en salve igen. Ville han kunne acceptere en fastfrysning af byggetilladelser i de israelske bosættelser på Vestbredden? Næ, hvorfor det, sagde han. "Jeg har aldrig hørt nogen foreslå, at nybygning skulle stoppe i arabiske byer med naturlig befolkningstilvækst."

Det kan godt være, at Israels trofaste støtter i USA vil sluge den udtalelse råt. For andre er den imidlertid en klar antydning af Netanyahu-regeringens modvilje mod at lade palæstinenserne få en selvstændig stat i Gaza og på Vestbredden. Hvis israelere nyder samme borgerrettigheder på Vestbredden som palæstinensere, er det svært at se, hvad selvstyret og den senere status som selvstændig stat egentlig går ud på.
Netanyahus sidestilling af 'araberes' og israeleres lovlige status på Vestbredden kan kun tolkes sådan, at Israel stadig optræder som en besættelsesmagt. I det perspektiv forekommer en konstruktiv dialog næsten usandsynlig.
En amerikansk regeringsembedsmand konkluderede da også overfor New York Times, at Netanyahus udtalelser sikkert vil føre til en stejlere holdning fra Yasser Arafats side, når hans højrehånd Abu Mazen idag møder udenrigsminister David Levy i New York under den amerikanske udenrigsministers auspicier.
På den anden side er Albrights hænder bundet af en meget Israel-venlig Kongres, hvor både demokrater og republikanere tænker på jødiske stemmer og finansbidrag i forbindelser med midtvejsvalget næste efterår. I amerikansk presse har der i de seneste uger været trykt en strøm af annoncer, underskrevet af senatorer, hvori Arafat beskyldes direkte eller indirekte for at stå bag den ny terrorbølge mod israelske civile.
Uden støtte fra denne kant ville Likud-regeringen aldrig turde optræde så selvsikkert og arrogant, som det er tilfældet. Men der er også en grænse, som hedder 'den amerikanske opinion.' Her skal Netanyahu - som har boet det meste af sit liv i USA, studeret på universitet, arbejdet i det private erhvervsliv samt været Israels ambassaderåd i Washington og FN-ambassadør i New York - passe vældigt på. Alt for mange fejl-trin kan koste Israel opbakning.
I går skrev det israelske dagblad Ha'aretz i en korrespondance fra USA, at 'amerikanske kilder' frygter en nedkøling af forholdet mellem USA og Israel. "Kilderne mente, at Netanyahus udtalelser har påvirket forhandlingsklimaet negativt, og man kunne få det indtryk, at han bevidst styrer mod en konfrontation."
En kilde i Washington talte om en 'tillidskrise' mellem Albright og Netanyahu. I en leder konkluderede Ha'aretz, at regeringens adfærd i den forløbne uge havde til formål "at køre dialogen mellem Israel og palæstinenserne af sporet."
Under et regeringsmøde igår skal premierministeren have udtrykt optimisme om 'en fornyet fredsdialog' og belønnet palæstinenserne for deres indsats mod terrorgruppen Hamas ved at frigive 17 mio. dollar i tilbageholdte momspenge. Hermed skulle 3/4 af det beløb, Israel skylder den Nationale Palæstinensiske Myndighed, være blevet betalt tilbage.

Inden det israelske-palæstinensiske møde i New York i dag har palæstinenserne scoret points hos amerikanerne - og formentlig også i store dele af den israelske offentlighed. I sidste uge lukkede præsident Arafat seksten institutioner ejet og drevet af Hamas på Vestbredden og i Gaza, herunder besynderligt nok en børnehave og et kvindecenter. Snesevis af aktivister, der skulle være knyttet til Hamas' militære fløj, blev i den forbindelse sat fast.
Ifølge israelsk presse reagerede det palæstinensiske politi prompte, da Israel havde identificeret de fem bombemænd, som stod bag de to terror-aktioner i Jerusalem i juli og august. Slægtninge og formodede medsammensvorne blev straks arresteret, og en større eftersøgning af den Hamas-celle, de tilhørte, iværksattes. Mere kunne den israelske regering næppe have forventet.
Selv det konservative dagblad Jerusalem Post rapporterede i sympatiske vendinger, at Arafat faktisk var rasende på Hamas' politiske fløj, som skulle have svoret på tro og love, at ingen fra deres organisation stod bag bombeattentaterne. Arafat skal altså været blevet ført bag lyset af Hamas' påstand, at attentatmændene kom udefra territorierne.
Til trods herfor kunne Netanyahu alene få sig selv til at sige, at fredsforhandlingerne kun vil skride frem, hvis palæstinenserne vitterligt har grebet systematisk ind mod Hamas. Israel arbejder altså stadig i det hypotetiske. Arafat vil blive afkrævet flere indrømmelser.
Efterhånden står det klart, at palæstinensernes plan er at opfylde amerikanernes krav til punkt og prikke. Så lang tid det kan lade sig gøre uden gadedemonstrationer eller et nyt intifada, vil en sådan strategi udstille den israelske regerings stejle og forhandlingsfjendtlige holdning overfor verdensopinionen. Hvis så Likud-regeringen i sidste ende tvinges til at give indrømmelser, er intet tabt for Arafat.

Alternativet er nemlig grumt. I sidste uge oplyste israelsk statsradio, at israelske hærstyrker havde foretaget en større øvelse på Vestbredden, hvis formål var træning i at forsvare de forskellige jødiske bosættelse mod et angreb. Signalet er klart. Israel forbereder sig på en ny militær konflikt, hvis Arafat en dag mister grebet som sit folk.
Anledning mangler ikke. Det startede med nybygningen i marts i Har Homa i arabiske Østjerusalem, der tjente som påskud for Hamas til at starte den igangværende terroristbølge. Herpå fulgte en tilladelse givet den amerikanske jøde Irving Moskowitz til at bygge på et stort område i Ras al-Amoud, et kvarter i Østjerusalem. Selvsamme distrikt forbinder Jerusalem til den planlagte palæstinensiske administrative hovedstad Abu Dis på Vestbredden.
En jødisk bosættelse i Ras al-Ramoud vil afskære Vestbredden fysisk fra arabiske Jerusalem, hvilket antages være Israels ortodokse højrefløjs hensigt. Likud-regeringen har ikke sat en effektiv stopper for dette farlige initiativ, der givetvis vil tjene som påskud for kommende bombeattentater og måske en ny palæstinensisk opstand af samme omfang som i 1996, da Netanyahu godkendte åbningen af en historisk tunnel nær hellige muslimske monumentet.
Så længe Israels regering nægter at stoppe disse initiativer, og amerikanerne ser den anden vej, synes fredsdrøftelserne i New York at være dømt til fiasko.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu