Læsetid: 5 min.

Neurotiske kærlighedssange

11. september 1997

90'ernes kvindelige solister både sælge og gribe, om end Meredith Brooks lyder noget pladeselskabs-kalkuleret - Der er mere gods i veteranerne Ricki Lee Jones og Tanya Donelly

Kvindelige solister er in - bare spørg 22-årige Alanis Morissette, som nu er i gang med at indspille efterfølgeren til sit brag af et gennembrud, Jagged Little Pill, der har solgt 24 millioner eksemplarer på verdensplan - og stadig sælger. Der er en enorm klangbund hos publikum - og ikke kun den kvindelige halvdel - for bekendende tekster om neuroser, paranoia, usikkerhed, sex, ambition, tilpasningsproblemer og kærlighedens mange facetter, tilsat et rockbeat og en noget mere såvel udfordrende som sårbar attitude end rockkvinder tidligere har lagt for dagen.
Fra P. J. Harvey til Sheryl Crow, fra Lisa Germano til Joan Osborne er det i høj grad de kvindelige solister, som her i 90'erne tager livtag med eksistensen - og omsætter det til tilgængelige sange, ofte langt mere melodiøse end det, deres mandlige ekvivalenter har at tilbyde. Thi det er bestemt en stor del af forklaringen - mens den mandlige del af rocken udvander til mainstream-hjernedød à la Bryan Adams eller trækker sig tilbage til diverse kritikerberømmede, men ikke-sælgende randområder, formår de bedste af disse kvinder at fusionere det bedste fra begge verdener: Indie-sensibiliteten høres især i tekstuniverset, hvor en anden åbenmundethed end man kender fra genrens pionerer - Laura Nyro, Carole King, Joni Mitchell, m.fl. - florerer, mens musikken er en kantet blanding af alternativ rock og mere traditionelle lyriske singer/songwriter-udgydelser.
Derimod er der ikke mange musikalske ekkoer af den moderne kvinde(garage)rocks opfinder, Patti Smith, omend hendes tomboy-image og macho attitude gennemsyrer både pladeomslag og sceneoptræden, på samme måde som Pretenders frontkvinden Chrissie Hyndes fanden-i-voldske udstråling og jeg-er-sgu-min-egen-holdning har dannet skole. Endelig har Hole-forsangeren Courtney Love indført den uvaskede og affarvede sjuskedorte i mainstreamen, om end hun nu om stunder er ved at skabe sig et navn som en slags indie-scenens svar på Madonna, med filmroller, hyppige afvaskninger og alt til faget hørende.
Rigtig pæn pige
Mange af disse tendenser ses tydeligt hos den nylancerede Meredith Brooks, som på omslaget til sin debut-cd, Blurring The Edges (EMI/Capitol), poserer i posebukser, ærmeløs bluse og en Telecaster skødesløst slængt over skulderen. Hun er som så mange af de 'nye' kvinder lidt af en babe, men det nedtones til fordel for et mere råt image, som dog dementeres af hendes ikke-ryger og anti-narko-udtalelser; der er ikke meget Courtney Love over Brooks, og bag attituderne gemmer sig da også en rigtig pæn pige, som i samarbejde med diverse partnere har skrevet 12 nydelige sange om at være Meredith Brooks. Som en art Morissette Light har hun solgt millionvis af cd'er i USA, godt hjulpet på vej af hittet "Bitch", der ikke er nær så uartigt som titlen antyder.
Man kan godt mistænke titlen for at være valgt af opportunistisme, thi omkvædet lyder "I'm a bitch, I'm a lover, I'm a child, I'm a mother, I'm a sinner, I'm a saint" og som konklusion "you know you wouldn't want it any other way". Så det provokatoriske kan - bortset fra i puritanske amerikanske ører - ligge på et meget lille sted. Man kan alt efter holdning og overbevisning se det ovenstående som en frimodig påkaldelselse af de mange roller, der står til rådighed for det moderne menneske - eller som en total falliterklæring.
Man kan dog ikke frikende Brooks et vist punch og en kompositorisk friskhed på numre som den "Birthday" eller den sexede "What Would Happen", men før hun og produceren frigør sig fra Alanis Morissette/Sheryl Crow-syndromet er det ikke til at afgøre om Brooks har sin egen stemme eller ej.
Grænseafsøgende
Så er der mere at hente hos Ricky Lee Jones, en af de kunstnere i nyere tid, som mest konsekvent har arbejdet med at nedbryde traditionelle sangstrukturer til fordel for impressionistiske og grænseafsøgende kompositioner, der har fjernet hende længere og længere fra den mainstream, som tog imod hende med åbne arme, da hun debuterede i '79 med Ricki Lee Jones.
Ghostyhead (Warner/Reprise) er hendes første studiealbum siden Traffic From Paradise fra '93. Hendes skæve, lidt barnlige vokal, gør hende stadig til én, man enten hader eller finder uimodståelig. Til gengæld har hun ændret stil fra det pseudo-jazzede og beatnik-snakkende til noget mere moderne og tidssvarende ved et langt stykke ad vejen lade Ghostyhead dominere af diverse former for electronica. Det er sket i samarbejde med co-produceren Rick Boston, et tidligere medlem af Low Pop Suicide, som lydhørt har guidet Jones gennem den moderne elektroniske jungle med alt hvad dertil hører af tromme-samplinger, båndsløjfer og sequencere. Resultatet er Jones' bedste plade siden 1989's Flying Cowboys, og ét af årets mest fascinerende udspil fra en etableret singer/songwriter.
Som altid lyder Jones' stemme bedst, når den står i centrum af et nøgent, manende og svagt rumlende backing-spor, og dem er Ghostyhead fuld af. Mindre ambitiøs her, end hun kan være, har Jones på de bedste sange fundet en fornem balance mellem det tilgængelige og det eksperimenterende, og de flotte lydlandskaber lader hendes ofte tragiske og altid melankolske tekster udfolde sig i ro og mag.
Sine steder tangerer hun den noget oversete canadiske sanger og sangskriver Jane Siberrys bestræbelser, men som helhed er albummet et kunstnerisk givende møde mellem to traditioner og et nyt, sofistikeret spor for Ricki Lee Jones.
Opfindsom og sær
"Jo vist er hun yndig", kommenterede pladeselskabspersonen om Tanya Donelly, og det er hun da også. Men hun er først og fremmest rockveteran med et flot curriculum vitae: mangeårigt medlem af halvsøster Kristin Hersh's Throwing Muses, derefter frontkvinde i det noget oversete Belly, hvis debutplade King fra '93 stadig holder, selvom opfølgeren King (1995) var en skuffelse. Nu er Donelly sprunget ud som solist med det fine Lovesongs For Underdogs (4AD/MD), som sine steder vil være for mainstreamet for somme, men som ikke desto mindre leverer en stribe skæve rocksange, der ubesværet lever op til titlen.
Og efter at have lyttet til den et par gange, begynder sprækkerne og særhederne at vise sig - dissonante akkorder, weirde c-stykker, sære ballader - hvor i blandt "Mysteries Of The Unexplained" og "Acrobat" er pladens bedste skæringer - opfindsomme arrangementer og en konsekvent underspillet produktion af Gary Smith.
Udgangspunktet er en art pop-punk, og sine steder lyder Donelly stadig som, hvis Kate Bush havde været forsanger hos Buzzcocks, men der er en nærhed i hendes stemme, man aldrig finder hos Bush, og hun går anderledes jordnært til sine "neurotic lovesongs", der som helhed besidder klasse nok til at man ufortøvet tør anbefale albummet til både gamle fans og nytilkomne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her