Læsetid: 5 min.

En nødvendig historie

19. september 1997

Jens-Martin Eriksen har skrevet en nærværende og forfærdende roman fra en meget nutidig borgerkrig

BERETNINg
Kan man overhovedet fortælle den historie, som Jens-Martin Eriksen beretter om en ung mand, der et eller andet sted i Europa - vi får ikke at vide hvor - bliver medlem af en milits, der foretager etniske udrensninger? Og kan man fortælle den fra bødlernes synsvinkel, uden at det bliver et forræderi mod deres ofre?
Disse spørgsmål klinger med, når man læser Vinter ved daggry, som er den symbol-ladede titel på Jens Martin Eriksens nye bog. Det er en pinefuld og rædselsvækkende og fængslende beretning om krigsforbrydelser og ødelæggelse af mennesker, som gør situationen i Bosnien og trægheden ved krigsforbryderdomstolen i Haag til mere end de almindelige avishistorier, som man med indre hovedrysten har vænnet sig til.
I udgivelsen, der ikke kaldes roman, selvom fortællingen er velskabt som en sådan, men en beretning, understreger Jens-Martin Eriksen det autentiske i den.
Det er en ung mand, fortæller han i et indledende afsnit, som forfatteren har mødt og boet sammen med på en pension under et ophold i Barcelona i efteråret og vinteren 1996, som har fortalt sin historie til ham i en hvileløs og søvnløs måned under lange vandringer i byens udkant. Indimellem har forfatteren så skrevet den ned efter sin erindring. Da historien er fortalt, forsvinder den navnløse unge mand videre uden at efterlade besked.
Men i Jens-Martin Eriksens gengivelse af hans beretning er det, som man umiddelbart vil forbinde med noget autentisk, talesprogets afbrudte sætninger, gentagelser, omveje og tøven ikke til stede. Vinter ved daggry er en gennemført stiliseret beretning i et behersket, gennemreflekteret og indimellem symbolladet sprog. Nok er fortælleren en ung litteraturstuderende, men alligevel kommer man i tvivl om autenticiteten, er den et fiktivt kneb, eller er den virkelig?
Det er nok et skinproblem. Man kan vælge at forstå det sådan, at det, som fortælles, ikke er noget fjernt og fremmed, der har brug for det autentiskes ydre tegn. Den slags beretninger findes i massevis lige i nærheden af os.
Som enhver anden
Som fortælleren overgiver beretningen til forfatteren, sådan overfører forfatteren den til læseren og gør læseren pinefuldt medvidende om og medlevende i det barbari, den beretter om.
Men i overførslen af beretningen findes også modstanden mod den abstraktion i forhold til levende mennesker, som muliggør barbariet. Det er i denne type modstand - sprogliggørelsens tilsyneladende svage modstand - Jens-Martin Eriksens egentlige engagement ligger. Ikke i en konkret tagen parti og udredning af politiske og historiske årsagsforhold.
Krydsfeltet mellem den navnløse fortællende, forfatteren og læseren bliver det som Jens-Martin Eriksen bemærker i sin indledning, at militssoldaten insisterer på, "at han til trods for sin livshistorie, der var fyldt med rædsel og barbari, var som en hvilken som helst anden."
Det er dette, Jens-Martin Eriksen med sin stiliserede udgave af beretningen bekræfter med dens beskrivelse af en forførelses logik og oplevelsesformer, som ligger i det forløb, der fortælles om. Herfra bliver et spørgsmål om autenticitet ligegyldigt. Det gennemgående spørgsmål bliver det velkendte og ubesvarlige: Hvad ville du selv gøre i den situation?
En verden af nysprog
De unge mænd, der blot i en måned skal instrueres i og udføre den særlige mission, på en egn, hvor de ikke kender nogen, for at slippe for en lang militærtjeneste, bliver instrueret i områdets særlige geografi af deres kommandant.
Stederne, de landsbyer, hvor de skal indsamle alle mandlige indbyggere og det sted med den bekvemme skråning, der lader ligene forsvinde i en afgrund efter nakkeskuddene, bliver gjort uvirkelige. Genkendelige landsbynavne bliver til Alabama, Columbus, Zambezi, Cambodja, Arizona, Magdaskar og Perm. En på én gang truende og drengeagtig eksotisk geografi, der skaber en uvirkelighedszone.
Og sproget skaber flere omskrivninger. De handlinger der skal foretages for at gennemføre udslettelsen bliver til to operationer med en indlysende og renlig logik. De arresterede fra landsbyerne bliver til "de ledsagede" og de likviderede bliver til "de afsluttede" i en variant af et nysprog, som vi også kender på disse breddegrader.
Faderkommandanten
Kommandanten indvier dem i og forfører dem ind dette dødbringende omskrivende sprog ved at vise dem billeder af lemlæstede og massakrerede landsbybeboere af alle køn og aldre i en seance, hvor de unge mænd i en slags skamfuldhed konfronteres med dødens fremmedhed.
Med en faderlig autoritet løfter han dem ind i Historien som hævnere og kæmpere for uskylden og bringer dem for et øjeblik tæt på Historiens store meningsfuldhed. Deres lille gruppe bliver en del af et stort skæbnefællesskab. De tørster efter ord fra denne faderkommandant med hans store renlige plan for dem, der er kastet ud i en kaotisk tilfældighed.
Planen er udtænkt i alle sine enkelte led, blot skal de lære at udføre dette rene og enkle nakkeskud, som han med sin beroligende stemme næsten kan få til at lyde som en velgerning.
Og det bliver så punktet, det alle kredser om. Det øjeblik, som skal undgås, og så samtidig igen bliver til en slags forløsning, overskridelsen, som så er at have overstået det værste. Der er en slags rus og lethed, da gruppen har foretaget den første "afslutning".
Blikkets modstand
Men der er også en modstand i dette spil af forførelse og rationalitet og hurtige skred med kynisme og ligegyldighed blandet med en fællesskabsfølelse, der hænger sammen med en følelse af udstødthed - en følelse af, at alt almindeligt liv er styrtet sammen.
Vores hovedperson og beretter prøver den første gang han skal i aktion at blinde sig selv ved at stirre på solen. Blikket, at mennesker ser på én, at man selv ser på mennesker og genkendes af dem eller genkender sig selv i den andens blik, modarbejder den anonymisering og gøren mennesker til ting og dødt materiale, som ligger i den tilsyneladende forføriske rationalitet.
Blikkets ødelæggelse og irritationen, når nogen genkender én - der kan blive til blodrus og brud på renlighedskoden og hele den forføriske illusion - er også et modsigelsens og afsløringens sted.
Det er dette, der er beretningens omdrejningspunkt. Blikket bliver til i sproget igen. Beretningen, som Jens-Martin Eriksen skriver den frem, indeholder sammen med den lidelse, der er både bødlernes og ofrenes også en længsel efter den viden og bevidsthed, der gennembryder forførelsens og dødens sprog. I sin udstødthed længes hovedpersonen både efter en hvid glemsel og en straf som det eneste, der kan gøre hans umulige og udstødte liv til et muligt liv.
Det lykkes overbevisende gennem den kunstneriske koncentration og med en indlevelsesevne, der finder sit udtryk i en sproglig finsansning for Jens-Martin Eriksen at fortælle det, man ikke kan forestille sig kan fortælles i en beretning, hvor menneskelig skrøbelighed er et påtrængende vilkår.
Her er ingen af de løsninger og oplæg til diskussioner, som man forbinder med engageret litteratur. Her er blot en beretning, hvor dræberhåndværket bliver til en absurd og grotesk dagligdag, fastholdt i et sprog, der gør vulgariteten og det afskyelige påtrængende og tydeligt. Men som også viser sprogets nødvendighed. Vinter ved daggry burde gøre Jens-Martin Eriksens forfatterskab kendt for mange læsere.
Som her er der i den dybtgående beskrivelse af afmagten også en form for både viden og lindring i, at der kan fortælles.

*Jens-Martin Eriksen: Vinter ved daggry. 178 sider.188 kr. Munksgaard/Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu