Læsetid: 10 min.

Det nye ikon

6. september 1997

Hvordan Diana og hendes livslange metamorfose blev til en verdenshistorisk begivenhed, der overgik Første og Anden Verdenskrig

Han bragte hende ind i evigheden med næsten 200 kilometer i timen i en sort Mercedes. Forfulgt af de syv dødssynder, paparazzi-fotografer bevæbnet med potente motorcykler og påtrængende telelinser, rasede hun, som var det en Shakespearesk tragedie, i døden sammen med sin elsker, Dodi Fayed, og fuldbyrdede sin livslange metamorfose og blev til et ikon for verdensoffentligheden.
Som Romeo og Julie lå forgiftede på dødslejet i kirkens krypt, blev Diana og Dodi, forvirrede og forfulgte, hjulpet afsted af en fordrukken chauffør i en tunnel under Alma-broen - hjertets bro - et symbol på det 20. århundredes kirkebygning, vejnettet.
Som Lady Capulet, der ved synet af de to elskende udbryder: "Åh, folket i gaden skriger 'Romeo', andre skriger 'Julie' og nogle råber 'Paris', og alle løber i et åbent nødskrig henimod vort monument", således styrtede verdenspressen ud i selvransagelsen, mens millioner stod kø udenfor det royale kapel i St. James Palace i London, for at skrive en sidste hilsen til Diana, vise verden sin kollektive sorg og bedrøvelse.
I dag kulminerer det hele i verdenshistoriens største tv-begivenhed, næst efter åbningsceremonien ved de Olympiske Lege i 1996. Prinsessen af Wales, Diana, begraves i dag i Westminster Abbey for øjnene af mere end to en halv milliard fjernsynsseere, og på gaderne i London ventes flere millioner at følge "folkets prinsesse" på hendes sidste færd.
Begivenheden har fået så stærk symbolsk betydning, at man har aflyst en stribe rugby, fodbold og cricketkampe i Storbritannien. Selv Skotlands fodboldforbund har måttet udskyde en VM-kvalifikationskamp, da flere spillere ikke ville spille samme lørdag som Dianas begravelse - og da manglende tv-sportstransmissioner også giver tabte reklameindtægter.
Selv det nationale lotteri er udskudt.

Selvom Ayatollah Khomeinis død i 1989 fik omkring 10 millioner iranere på gaden, så har en enkeltstående begivenhed, aldrig nogensinde tidligere skabt et sådant massehysteri, som Dianas død - også uanset hvor virkelig og vedkommende tragedien ellers opleves af de mange medfølende i disse stunder.
Det var ikke Første eller Anden Verdenskrigs udbrud, Den kolde Krigs afslutning eller tragedierne i Rwanda, men en for verdenshistorien i grunden fuldkommen ligegyldig begivenhed, Lady Di's død, der fik et utal af aviser til at trykke særtillæg dagen derpå.
Herhjemme skrev Dagbladet Politiken sig ind i pressehistorien, da det om mandagen udkom med et Diana-ekstratillæg på otte sider. Det var første gang i bladets historie, at en enkeltbegivenhed kunne udløse det.
Det fik chefredaktøren for Danmarks Nationalencyklopædi, professor Jørn Lund, til at udbryde, at "det er vildt ude af proportion", og "omfangsmæssigt
overstiger det langt det rimelige".
Men det var ikke kun pressen, der drives af følelserne. Magtfulde politikere greb øjeblikket og Dianas død til at udstille deres menneskelighed, medfølelse og evne til at vise sorg.
Fra den mægtigste af dem alle, USA's præsident Bill Clinton, til Frankrigs Jacques Chirac, Ruslands Boris Jeltsin, Sydafrikas Nelson Mandela, og Tysklands kansler Kohl. Og der indløb kondolencebreve fra det nordirske parti, Sinn Fein, hvis væbnede fløj IRA, tidligere menes at have planlagt attentater på netop prinsesse Diana. Også den palæstinensiske flykaprer Leila Kahled, har følt sig kaldet til at hylde prinsessen som "en heltinde for verdens glemte ofre". Selv Taliban-regeringen i Afghanistan har ment, at denne begivenhed gør en reaktion absolut påkrævet.
Londons finanscentrum, City, stoppede man den stressede børshandel med et minuts stilhed mandag kl. 11.00, i Sierra Leone satte militærstyret flagene på halv, og i Pakistan tog den 39-årige Shehnaz Shafi sig af dage, forgiftet og med et foto af Diana ved i sin brystlomme. Hun havde rørt ham, under et besøg i Gujrat-provinsen i maj måned. I Hong Kong kastede en mand sig ud fra 33. sal og efterlod en dynge med snagende avisreportager om prinsessen på skrivebordet.
Fra St. James Palace i London kan vi høre de første rapporter om mennesker, der insisterende fortæller om det "syn" af Lady Diana, de har fået. En kvinde siger, at hun har set et magisk lys med Dianas ansigt stråle ud fra et portrætmaleri af Kong Charles I og flere andre synske mennesker kan bevidne, at det også er virkelighed for dem.
Psykologer forklarer det som udtryk for "en klassisk patalogisk sørgetrang" og en lektor ved Warwick University, Anthony Taylor forklarer til avisen The Independent, at "folk er begyndt at se Diana som en slags sekulær udgave af Jomfru Maria. I katolske lande har Jomfru Maria vist sig for folk i krisetider," siger Taylor.
Dianas mor, Frances Shand Kydd, vil sikkert give mange disciple i den nye Diana-kult anledning til at gøre hende til en udødelig ikon. "Jeg takker Gud for den gave Diana er, for hendes kærlighed og for alt det hun har givet. Jeg giver hende tilbage til Ham, med kærlighed, stolthed og beundring, for at hun kan hvile i fred," skriver hun i et statement.

Hvor naturlige disse ord end er for troende kristne, så vil de utvivlsomt få en helt anden betydning i den globale medie- og underholdningsindustris tidsalder. Som da en anden af vestens ikoner, JFK, blev født, da han blev myrdet i sin præsidentbil, og da den efterfølgende iscenesættelse af begravelsen gjorde ham til en udødelig myte. Det vidste Jacqueline Kennedy i hvert fald, og det ved fjernsynsselskaberne, verdenspressen, forlagene og fotograferne, som i dag kan tjene styrtende med penge på stjernens død, begravelse og genopstandelse som ikon.
Hun var ikke præsident som John F. Kennedy, og hun efterlader intet kreativt og kunstnerisk tomrum, som Elvis Presley eller John Lennon. Men hun efterlader et myte om den ordinære og uskyldige rengøringsdame og børnehavemedhjælper (selv om hendes far var den ottende Jarl af Spencer), der steg op og blev relanceret af britiske modedesignere som "den smukke, unge og romantiske prinsesse" efter sit ægteskab med Prins Charles, udfyldte moderrollen og fødte ham to sønner, inden eventyret begyndte at splintres i åbenlyse ægteskabelige problemer og en vanskelig skilsmisse.
Hun stod tilbage dels som den altopofrende Moder, der samtidig led under nogle af det 20. århundredes udtryk for manglende selvværdsfølelse - bulimi og depressioner. Inden hun selvbevidst lod sig genføde som moderne kvinde i workout-form, med Gianni Versace tøj, Armani-jeans og Gucci-tasker, der fløj rundt i privat jetfly og nød sin nye status som en global humanitær ambassadør, rørte AIDS-patienter og leukæmi-ramte børn, kæmpede mod landminer og solgte kjoler ved Christies auktioner til filmstjerner fra Hollywood for at rejse penge til det velgørenhedsarbejde hun havde gjort til sit nye livsværk.
Hun er af avisen The Independent blevet kaldt for "planetens mest succesfulde fundraiser" - men bag det gemte sig en grundlæggende tvetydighed, som hun vel aldrig fik styr på. På den ene side hendes formidable evne til at udnytte pressens hunger efter Dianas stjernestøv (bl.a. som bevidst instrument i skilsmissesagen med Charles) og på den anden side hendes magtesløshed overfor den tiltagende "intimisering" af det offentlige liv, der via de forbudte billeder i workout-studiet til de private scener på Dodis lystyacht gjorde hende til offer for paparazzierne telelinser. Og hun lærte ikke at trække grænsen, pressen og fotograferne trak ikke grænsen, og de nyfigne læsere og seere kunne ikke trække en grænse, før det hele var for sent, og den Shakespearske tragedie måtte finde den afslutning, som var den tilsagt.

Shakespeare kunne i kraft af sin formidable sproglige sans gøre "The World to a Stage" - og nu fuldbyrdes ordene i en stor global medielandsby- og han gøre figurer som eksempelvis Romeo, Julie, Othello, Hamlet, Ophelia, King Lear og Macbeth til grundlæggende repræsentanter for den menneskelige karakter, ja for psykoanalysen selv. Vi er på fornavn med de fleste af Shakespeares udødelige karakterer, og således vil vi også komme på fornavn med prinsessen og ladyen, der rent kropsligt er blevet en identifikationsfigur for mange moderne mennesker - nu hvor de færreste læser litterære klassikere eller går i kirke og tror på Jesus Kristus, som også døde ung.
Navnet Diana har en forhistorie i sig, som kan gøre myten stærk. Der var en stærk Diana-kult i Romerriget ved det første årtusindes begyndelse, og den blev måske - det mener nogen - en sekulær forløber for senere de kristnes dyrkelse af Jesu moder, Maria.
Diana, jagtgudinden, som beskrives i Ovids poetiske forvandlingshistorier, "metamorfoserne" kan måske kaste lidt ekstra symbolik ind over vor tids Diana. Da jægeren Actaeon ser gudinden Diana nøgen, bliver han som straf forvandlet til en hind, og han jages i døden af sine egne hunde. (Men hvem skal forvandle vor tids paparazzier, hvad enten det er fotografer eller journalister, der afklæder stjernerne?)

Diana har alt det, der i det 20. århundrede skal til for at blive, om ikke en sekulær gudinde, men dog blive blive udødeliggjort. Hun er ung, kendt og død ved en tragisk ulykke. Selv om hendes ydre skønhed ikke overgår Marilyn Monroes - der også døde som 36-årig - eller kan måle sig med prinsessen og skuespillerinden Grace Kelly, der også mødte døden i en bilulykke, så vil mytologien om Diana sikkert komme til at overgå alt, hvad vi hidtil har været vidne til i medieindustrien.
Som i Ovids forvandlingshistorier fremkalder den moderne Dianas metamorfoser noget forskelligt i forskellige kulturer, og det kan være med til at holde myterne om hende i live. Avisen Financial Times har påpeget, at hun i Tyskland i særlig grad huskes for sin humanitære indsats; i Spanien og Italien har billedbladene været optaget af det personlige mix af glamour, kongelighed og den frigørende elskovsromance, som var blandet sammen med besøg hos Mother Teresa og berøring af AIDS-patienter; i Japan repræsenterer Diana den smukke, venlige og graciøse prinsesse, og i Californien er man optaget af hendes udseende, sporty kropsdyrkelse og kontakt til magtfulde mænd som bl.a. den tidligere udenrigsminister Henry Kissinger og generalen, Colin Powell; og i den arabiske verden mener nogle kommentatorer, som f.eks. Anis Mansour i det egyptiske dagblad al-Ahram - der er kendt for sine sammensværgelsesteorier - at "den britiske efterretningstjeneste dræbte prinsesse Diana for at redde tronen på samme måde, som den amerikanske efterretningstjeneste dræbte Marilyn Monroe", og avisen henviser her til den barmfagre blondines forhold til præsident Kennedy.

Sådanne teorier skal nok give materiale til salgbare Diana-biografier og film, og i går sagde advokaten for Dodi Fayeds far, at den blodprøve, som blev taget af Dianas og Dodis fordrukne chauffør måske kan være fejlagtige. Samtidig bidrager sådanne påstande med til at holde den ubesmittede myte om den smukke og gode prinsesse i live. I England har en lidenskabelig presse været fyldt med både rørende og præcise beskrivelser af Dianas mangetydige personlighed, men man har naturligt nok været mest optaget af de konsekvenser, som hendes tragiske død får for de to sønner, for Prins Charles, for det britiske kongehus' fremtid.
"Hendes historie er ikke slut for monarkiet endnu," har Polly Toynbee påpeget, "den døde Diana kan true kongehusets stabilitet og ro så stærkt, om ikke mere end den fraskilte Diana, som de ikke kunne få til at tie stille...Den vanskelige Diana var et problem som paladset kunne tackle, men helgenen, Diana, er noget, som paladset aldrig vil kunne håndtere."
Det er langt fra sikkert, at disse profetier bliver til virkelighed, selvom den kongelige familie i den forløbne uge tydeligvis har haft svært ved at håndtere den begravelse, som vi er vidner til i dag.
Under den 50 minutter lange ceremoni i Westminister Abbey vil verdens tv-seere kunne iagttage, hvordan dronningemoderen på første række har været tvunget til at bryde enhver form for traditionel kongelig protokol. Og vi vil med hende kunne høre den sang om "lyset i vinden", som Elton John vil synge. Elton John, der lagde skulder til Diana under modedesigneren Gianni Versaces begravelse i sommers, vil synge en sang, der oprindelig - måske for symbolikkens skyld - var skrevet som en hyldest til Marilyn Monroe. Så er der vist ingen, der kan være i tvivl om meningen med det hele?
Under fjernsynsbegravelsen vil manges øjne sikkert hvile på Dianas og prins Charles ældste søn, prins William, der måske en dag vil overtage tronen - i stedet for sin far. Som så mange andre af denne verdens skilsmissebørn må han være mærket i sin sjæl af forældrenes indbyrdes uenighed. Prinsen føler - i følge den engelske presse - et had til pressen, og hvem kan fortænke ham i det efter Tampax-skandaler og forældrenes udlevering af utroskab og sidespring ?
Så hvis ikke den nye Diana-kultdyrkelse giver anledning til stadige pressespekulationer om det britiske kongehus' manglende folkelige autoritet, så vil det sikkert blive prins William, der bliver offer for telelinsernes, pressens og offentlighedens nysgerrighed. Trods den seneste uges angivelige selvransagelse om paparazziernes nærgående beskrivelser fra de kendtes privatliv, så vil mange føle sig fristet til at zoome ind på Williams øjne, der vil minde dem om den moder, der opfostrede ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu