Læsetid: 5 min.

Den nye intifada bliver med skydevåben

17. september 1997

Fredsprocessen i Mellemøsten er død - Med Hamas' selvmordsbomber er den nye krig allerede begyndt. Det er en krig med 'lav intensitet', hvor Israels overlegne teknologi ikke er til megen hjælp

"Flere og flere (...) tror, at en vældig eksplosion er uundgåelig. Hvis det ikke lykkes amerikanerne at standse den negative udvikling i sidste øjeblik (...), vil regionen gå op i flammer, og den historiske forsoning vil drukne i strømme af blod, både vores og deres."
Det skrev den israelske kommentator Hemi Shalev i dagbladet Maariv i april. Ministerpræsident Benjamin Netanyahus beslutning i februar om at opføre en stor ny jødisk forstad på højdedraget Har Homa i den østlige (tidligere arabiske) del af Jerusalem var i marts blevet besvaret med Hamas' første selvmordsbombe siden valget i 1996, og det var tydeligt, at tiden var ved at løbe ud. Nu er "sidste øjeblik" for længst passeret.
På et tidspunkt - den 28. juli i år - blev den israelske regering og palæstinenserlederen Yasser Arafat enige om at genoptage deres møder, men det forpurrede Hamas' militære gren to dage senere med en dobbelt selvmordsaktion, som dræbte 15 mennesker på et marked i Jerusalem.
De seneste Hamas-bomber i Jerusalem i forrige uge var måske timet til at undergrave den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights første besøg i Mellemøsten. Men det var faktisk ikke nødvendigt. Den fredsproces, Albright kom for at genoplive, er afgået ved døden, og hun står magtesløs over for den nye krig.
Lavintens krig
Man skal imidlertid ikke forestille sig noget, der minder om den onde cirkel af arabisk-israelske krige, der begyndte i 1948 og sluttede i 1982 - med kampvogne og fly som de vigtigste våben. Ingen arabisk stat har militær styrke til hamle op med Israel i en konventionel krig, og ingen har den mindste lyst til at prøve på det.
Det bliver en krig med "lav intensitet", hvor Israels overlegne teknologi ikke er til megen hjælp, og den er allerede begyndt.
Krigen har tre elementer:
nDet første er angreb inde i selve Israel af samme slags som de bombeattentater i begyndelsen af 1996, der bragte Netanyahu til magten, og den nye bølge, der blev indledt i marts. En afspærring af de besatte områder kan ikke forhindre sådanne aktioner, fordi en ottendedel af Israels egne borgere er palæstinensere.
nDet andet element er intensiverede kampe i det sydlige Libanon. Også de er allerede i gang: 12 israelske soldater blev forrige fredag dræbt, da de var trængt dybt ind i Libanon, og en anden døde senere af sår, som Hizbollah-guerillaer havde påført ham inde i den israelske sikkerhedszone langs grænsen.
nDet tredje og blodigste element bliver en ny intifada - måske udløst af, at israelerne igen rykker ind i nogle af de byer på Vestbredden og i Gaza, som de rømmede i en mere optimistisk tid.
Netanyahus fald
Efter anmodning fra Netanyahu gennemførte den israelske hær i juni en manøvre med henblik på at afprøve Operation Thorn Field, en kriseplan for generobringen af palæstinensiske byer.
Hæren kom til den konklusion, at operationen kan komme til at koste flere hundrede israelske soldater livet, men måske bliver den gennemført alligevel - og i den nye intifada, der bliver følgen, vil de unge palæstinensere bruge skydevåben i stedet for sten.
Det er klart, at der ikke bliver tale om det blodige afgørende slag. Det bliver dybest set en genopførelse af intifadaen fra sidst i 1980'erne, bortset fra større israelske tab (måske 300-500 døde om året) og mange civile ofre for "terrorisme". Selv det palæstinensiske dødstal, som hele tiden har været langt højere end det israelske, vil formentlig være under 2.000 om året.
Hvis man skal være brutal, kan man pege på, at det ikke er ret meget mere end det antal ofre, som både israeleres og palæstinenseres hårrejsende bilkørsel kræver hvert år.
Desuden vil en sådan udvikling i løbet af få år formentlig føre til, at Netanyahu - den mand, hvis uforenelige valgløfter om nye jødiske bosættelser og fred med sikkerhed har bragt "fredsprocessen" til denne grusomme afslutning - bliver fældet.
"Hvilken sikkerhed? Hvilken fred? Hvilket håb?", spørger et slogan skrevet på hebraisk på en mur i nærheden af det sted, hvor det sidste bombeattentat fandt sted. Allerede nu mener under 30 procent af de israelske vælgere, at Netanyahu gør sit arbejde godt, og de kommende måneders begivenheder vil ikke forbedre hans image.
Svag Arafat
Hvis han er på vej ud, og hvis Arafat overlever, kan fredsprocessen så ikke genoplives om et par år?
En svag forhandlingspartner er en dårlig forhandlingspartner, og Arafat har aldrig stået svagere, end han gør nu. Fredsprocessen har lidt under Arafats svaghed, lige siden han indgik sin aftale med israelerne i Oslo i 1992, og nu har Netanyahus hensynsløse udnyttelse af denne svaghed fået den til at strande helt.
På topmødet i Madrid i 1991 - som var et resultat af USA's løfter til Israel og de arabiske allierede under Golf-krigen - skitserede man en fredsaftale i overensstemmelse med FN-resolution 242: Tilbagelevering af besat arabisk jord uden for Israels grænser fra 1948 til gengæld for fred. Men Arafat kunne ikke vente.
Grundlaget for Oslo-aftalen var hans absurde bommert med at støtte Saddam Husseins invasion af Kuwait i 1990. Det fik de olierige arabiske Golf-stater til at indstille deres politiske og økonomiske støtte til Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Arafats magt havde altid hvilet på evnen til at fordele privilegier, og nu havde han ikke længere nogen at dele ud af.
Derfor gav han i 1992 afkald på palæstinensernes rettigheder i henhold til Resolution 242 - mod til gengæld at få mundtlige israelske forsikringer om, at de fleste af dem ville blive tilgodeset i den endelige fredsaftale.
Så længe Yitzhak Rabin var ministerpræsident, var der en vis substans i løfterne. Men en fanatisk jødisk morder og et israelsk parlamentsvalg betød, at Arafat fik at gøre med Netanyahu. Han står med ryggen mod muren, hans hænder er tomme, og den "Palæstinensiske Selvstyremyndighed" er en dårlig vittighed.
Arafats troværdighed er faldet til et punkt, hvor han ikke tør gribe ind over for Hamas og andre radikale modstandere af fred med Israel, sådan som Netanyahu forlanger. Hvis det fortsætter på den måde, løber han en alvorlig risiko for inden et år at blive udsat for et kup fra sine egne sikkerhedsstyrker.
En masse vil dø
Hvordan kan det danne grundlag for et håb om fred - selv på længere sigt?
Et kup kan måske være en god ting, hvis det frembringer en ny palæstinensisk leder, der ikke er så dybt i gæld til israelerne. Eller måske kan Arafat forlænge sit politiske liv og styrke sin forhandlingsposition, hvis Israel på ny besætter de områder, som nu administreres af palæstinenserne - og hvis han overlever kampene i den forbindelse.
Det er muligt at forestille sig en ny og mindre ulige fredsproces om et par år - hvis Netanyahu mister magten i Israel, hvis Hamas ikke afsætter det nuværende palæstinensiske styre, og hvis alle de arabiske nabolande fortsætter med de samme (aldrende) ledere.
Men det er en masse "hvis'er", og i mellemtiden vil en masse mennesker dø.

Gwynne Dyer er britisk freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu