Læsetid: 6 min.

Jeg ønsker at være fremmed

4. september 1997

Marco Evaristti er en kunstner, der arbejder med virkeligheden som readymade. Hans kunst handler om sex og død. Og det giver ham indimellem store problemer

interview
Marco Evaristti blev verdensberømt i Danmark, da han sidste år i Herning Kunstmuseum udstillede sin installation 'KIDS', som bl.a. bestod af reagensglas fyldt med sæd.
Hans intention var angiveligt at kommentere genmanipulation og befrugtningsteknologi, ligesom han ønskede at visualisere det potentielle fødselstal, der ligger i sædcellernes enorme, urealiserede antal.
At der opstod modstand imod denne installation - anført af kristelige enkeltpersoner, der ønskede udstillingen lukket - skete ironisk nok på baggrund af, at udstillingen måneden forinden var blevet vist stort set uset og ukommenteret i København - i Retinal Circus i Østergade. De lokale, elektroniske medier greb til den almindelige folkedomstols metoder: At interviewe forskellige personer, hvoraf de fleste ikke havde set udstillingen, for at få deres udlægning af denne 'skammelige' skandale-succes der fandt sted i Ørnens, Egetæppernes og Angliskjorternes hjemby.
I hans øvrige materialevalg indgår så aparte materialer som ligposer, klaverstrenge og blod.
Nu er Marco Evaristti (f. 1963) igen på banen med udstillingen 'Crash', hvis titel han ganske vist fandt frem til inden den famøse bilulykke i tunnelen under Seinen i Paris, men alligevel. Det er et af de sammentræf, der får én til at tænke, at kunstnere er telepatiske. Udstillingen åbner på lørdag i Aalborg i det nystartede Galerie Andersen & Jul.
I dén forbindelse er Evaristti allerede blevet viet en del opmærksomhed i den kulørte presse. Således kaldes han i B.T. i lørdags for "splatterkunstner", og i en leder - skrevet uden at journalisten har set udstillingens værker - konstateres det, at kunstneren udelukkende søger billig publicity gennem konfrontationen.
På sin nye udstilling udstiller han sammen med dansk kunstlivs vidunderbarn, Martin Bigum.
I mellemtiden har han i to omgange udstillet i Bangkok National Gallery med chokerende kunst, der låner virkemidler og råstof fra det benhårde Thailand, hvor menneskeliv regnes for væsentligt mindre, end vi er vant til på vore breddegrader.
Jeg besøgte ham en hed formiddag i hans atelier i Irmas glas-kaffetårn på Korsdalsvej i Rødovre for at undersøge, hvilke tanker, han gør sig om sin kunst.
Børge Madsens stolte kaffebrændere, der i min barndom kunne ses i gennem glasset som skulpturer i orange, rødt og blåt, fungerer ikke længere, men Rødovre Kommune udlejer lokalerne til kunstnere. Ikke ringe at have 200 m2 af et kaffetårn med marmorgulve og udsigt til Vestvolden og Espelunden til sin rådighed.
Marco Evaristti er selv en inciterende smeltedigel af oprindelser, sprog og forskellige genetiske udgangspunkter. Han er intenst til stede, som sydlændinge ofte er, og efter få minutters samtale, føler man, at man har kendt ham længe.
Han er født af italiensk-jødiske forældre, der flygtede til Chile under krigen. Moderen kom i kz-lejr inden flugten. Som ganske ung emigrerede han først til New York og derefter til Israel og endte til slut i Europa. Først i Storbrittanien og dernæst i Danmark. Han ville være arkitekt, og "ordentlig arkitekt bliver man kun i Italien eller i Danmark. Men i Italien ville jeg blot forsvinde som en af mange. Det var mere eksotisk at være italiensk-chilener i Danmark."
"Jeg ønsker at være fremmed, dermed får jeg større opmærksomhed. Så jeg blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole hos Henning Larsen, og jeg tjener i dag til dagen og vejen og til min omkostningsfulde kunst ved at udføre freelanceopgaver som arkitekt", siger Evaristti.
- Hvad kan man som vestlig kunstner vise i Thailand?
"Jeg blev første gang inviteret til at udstille i Bangkok National Gallery i august 1995, hvor jeg skabte en udstilling, der tog udgangspunkt i de thailandske samfundsrealiteter. Jeg erfarede nemlig hurtigt, at ud over byens kendte problemer med børneprostitution, så er det andet store problem trafikken. Den er et stort kaos. Der dør dagligt 33 mennesker i trafikken i Bangkok alene, og jeg ønskede at vise denne frygtelige realitet for thailænderne. At flytte kaos ind i kunstens stille rum. Det lyder måske makabert, men jeg fik alle tilladelser af myndighederne - Thailand er et meget autoritært og hierarkisk samfund - til at installere mig på en politistation, og jeg fik tilmed en bil, hvorfra jeg kunne tage ud med udrykningerne til ulykkesstederne. Dér opsamlede jeg helt diskret og med handsker på rekvisitter og blod, som jeg senere 'malede' med på kinesisk rispapir. Desuden fotograferede jeg og optog videoer, som også blev udstillet på National Gallery. Det var næsten absurd, at åbningen - der blev foretaget af den danske ambassadør og med deltagelse af bl.a. en af de thailandske prinsesser - stod i så grel kontrast til den kunst, jeg udstillede. Udstillingen vakte opsigt lokalt, og der blev bl.a. vist en 25 minutter lang udsendelse i Thai TV."
"Min anden udstilling foregik i marts i år, også i National Gallery i Bangkok. Jeg udstillede omkring 3000 brugte kondomer, som jeg havde havde fået indsamlet i bordellerne i Bangkok. Disse blev monteret på en plade, og herefter inviterede jeg pigerne fra bordellerne til at komme med kommentarer til kondomerne, som de skrev med læbestift."
- Hvad skrev de?
"Først nogle frække ord, som de plejede at bruge i deres arbejde som 'fuck my ass' etc. Men jeg fik en tolk til at forklare dem, at de skulle skrive, hvad de følte, når de var på arbejde. Og så væltede det frem med hadesætninger, som viser, hvor ulykkelige de er."
- Hvordan reagerede den thailandske kunstverden på din usædvanlige installation?
"Det var igen en samfundsmæssig konfrontation, der foregik i museets hvide kube, og som derfor påkaldte sig stor opmærksomhed", siger han.
"Kunst i Thailand bruges kun af en lille, veluddannet elite - ligesom i Sydamerika - og derfor får man ikke den slags konfrontationer, som vi kender hertillands. Jeg fik kun positive reaktioner fra kunstoffentligheden, men der er også et relativt let spil for en vesterlandsk kunstner i Asien, som man på forhånd ser op til."
- Hvilken rolle spiller din italiensk-jødiske baggrund i din kunst?
"Jeg er indoktrineret med jødedommen, jeg er imidlertid selv ateist. Men for at citere Kafka så er benægtelsen af Guds eksistens i sig selv en bekræftelse af den, fordi den ligger inde i en som en del af ens indre natur."
- Det er nogle store eksistentialer, du arbejder med i din kunst som død, seksualitet, religion.
"Religion er efter min opfattelse en socio-kulturel foreteelse, den har intet med tro at gøre. Jødedommen er blot en kultur, en bestemt måde at leve på. Man må ikke blande tro og religion sammen."
- Hvorfor har du valgt at blive kunstner og ikke arkitekt?
"Jeg vil gerne ind bag facaden og vise, hvad der egentlig foregår, og det kan man kun som kunstner. Der er f.eks. en del racisme herhjemme, som optager mig meget, og det kan jeg kun vise gennem min kunst. Jeg føler mig i øvrigt selv efterhånden så dansk, at jeg er nødt til snart at flytte for ikke at blive helt opslugt af det danske."
På udstillingen 'Crash' fokuserer Marco Evaristti på det sylespidse, præcise punkt, hvor modsatrettede ting mødes og sammenstød sker. Dermed peger han på livet ved dets fravær i døden. Det er tegninger på kinesisk papir af en kaotisk by, som overkøres af dæk med blod, samlet ind ved trafikulykkerne i Bangkok. Herudover har han et stort foto af en automobilulykke, hvorpå er monteret en blå sirene. Det blå lys, kombineret med det brunlige, størknede blod og det røde blod giver en koloristisk treklang.

*Galerie Andersen & Jul, Prinsensg. 46, Aalborg. Fernisering på lørdag 13-16. Ti.-fr. 13-17, lø. 10-13. Til 27. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu