Læsetid: 6 min.

Østasiatisk mirakel til revision

4. september 1997

Østasien har haft succes med at reducere antallet af fattige, men 350 millioner lever stadig under fattigdoms-grænsen, og den høje økonomiske vækst er ulige fordelt

Hundreder af mennesker i lasede klæder stuvet sammen i en hard seat-kupé - den absolut laveste klasse i kinesiske tog - mens velklædte mænd sidder mageligt tilbagelænet og godt afskærmet fra pøblen på førsteklasse, kaldet soft seat.
Passagererne i den laveste klasse sidder i bogstaveligste forstand på hårde og umagelige træbænke, og kupeen er sædvanligvis så overfyldt, at størstedelen af passagererne må stå op. De fleste er fattige bønder, der af nød er brudt op fra deres hjemegn for at søge arbejde i en storby.
Passagererne på første klasse sidder i magelige sæder - de er eksempelvis nyrige forretningsmænd - og ofte er der blomster på bordet.
Klasseinddelingen i kinesiske tog symboliserer ligesom de mange tiggere i storbyerne den afgrundsdybe kløft mellem rige og fattige, der er opstået i Kina gennem det seneste årti. En kløft, der har været synlig for de fleste, der har rejst i Kina eller andre dele af Østasien, men som en indflydelsesrig institution som Verdensbanken først nu er ved at erkende er et reelt problem.
I Verdensbankens seneste rapport om Østasien, Et Mirakel for alle? Gensyn med Fattigdom og Ulighed i Østasien, ser forfatterne, som titlen antyder, med nye øjne på 'miraklet' og fokuserer netop på den ulige fordeling af Østasiens høje økonomiske vækst.
Rapporten konstaterer på den ene side, at Østasien samlet set har haft succes med at reducere antallet af fattige. I løbet af 20 år fra 1975-95 er fattigdommen blevet halveret, så 350 millioner i dag lever under fattigdomsgrænsen.
Ved præsentationen af rapporten i sidste uge sagde Verdensbank-direktør Gautam Kaji, at "vi har set en bemærkelsesværdig økonomisk vækst, der har løftet millioner ud af fattigdommen. I 1975 levede seks ud af ti østasiater i fattigdom, i dag er det kun to ud af ti. Men det er stadig en meget stor del, der bliver ladt i stikken," tilføjede han.
Når det høje antal fattige bliver kombineret med det faktum, at de sidste tre årtiers økonomiske vækst er blevet mere ulige fordelt end hidtil antaget, er der grund til bekymring, skriver rapportens forfattere.
Rapporten fremhæver især Kina, Hong Kong, Taiwan og Thailand som lande, hvor der er opstået en større kløft mellem rig og fattig, men også i Indonesien, Malaysia, Filippinerne og Vietnam giver ulige vækst årsag til bekymring, selv om beviserne er mindre sikre her end i de fire førstnævnte lande.
Til revision
Det er netop rapportens fokusering på den ulige vækst, der er overraskende. Da Verdensbanken i 1993 udsendte rapporten Det Østasiatiske mirakel mente institutionen, at et karakteristisk træk ved 'miraklet' var, at det var en økonomisk vækst, der blev ligeligt fordelt. Konklusionen i den nye rapport peger nærmest i stik modsat retning.
Information har spurgt én af rapportens forfattere, økonom Francisco Ferreira, om det er udtryk for, at Verdensbankens tidligere antagelser var forkerte.
"Både og...." svarer Ferreira i telefonen fra Washington. "Vore tidligere rapporter har nok været for rosenrøde, men samtidig byggede 1993-rapporten på ældre tal fra begyndelsen af 1990'erne eller tidligere endnu, og dengang tegnede de billedet af en lige vækst, mens den nye rapport bygger på nye data, der viser, at væksten har været ulige i nogle lande i Østasien," siger Francisco Ferreira, der er økonom i Verdensbankens afdeling for fattigdomsbekæmpelse og økonomisk management i Østasien og Stillehavsområdet.
Han tilføjer, at Verdensbanken som noget nyt er blevet mere opmærksom på problemer omkring ulighed, og det har været medvirkende til den nye vurdering af Østasien.
Rapporten udtrykker således bekymring for, at nogle grupper udelukkes fra udvikling, og at globaliseringen og den teknologiske forandring favoriserer de bedrestillede og veluddannede.
Thailand - og Kina
Rapporten ser på den thailandske udvikling, hvor høj økonomisk vækst samtidig har ført til større ulighed, der især skyldes mangel på uddannet arbejdskraft, og dermed større indkomstforskelle mellem uddannede og ikke-uddannede.
Desuden er der sket en koncentration af den økonomiske udvikling i særlige områder af landet.
Ifølge Francisco Ferreira kan forklaringen også overføres til andre dele af regionen, eksempelvis Kina, som i kraft af sin størrelse og store befolkning er særlig interessant i østasiatisk sammenhæng. Over tre fjerdedele af regionens fattige lever i Kina.
Kina har trods en imponerende vækst på gennemsnitlig 8,4 procent i perioden 1980-95 også fået en større kløft mellem rig og fattig, især i årene siden 1985.
"Kina er karakteristisk ved den store ulighed mellem land og by. Den økonomiske vækst er især foregået i byerne inden for service og industri, og det betyder, at den uddannede arbejdskraft har opnået en større indkomst, mens en risbonde stort set altid vil tjene det samme. Desuden er væksten koncentreret i kystområderne, mens det nord-vestlige Kina og den indre del af landet er fattigt," siger Francisco Ferreira.
Verdensbanken har desuden i en tidligere rapport revideret fattigdomsgrænsen, så den også for Kina er sat til den internationale grænse - en dollar pr. dag - mod den hidtidige på 0,6 dollar, som Kina fortsat bruger. Det simple regnestykke tegner et mere dystert billede af fattigdom i Kina: Ifølge det seneste tal fra 1995 er der 269,3 millioner fattige i Kina, mens de kinesiske myndigheder selv sætter tallet til 60 millioner.
Vækst er godt
Selv om rapporten ser med nye øjne på den østasiatiske model, betyder det ikke, at Verdensbanken ligefrem forkaster modellen. Der er et entydigt billede af, at den økonomiske vækst har ført til et stort fald i antallet af fattige - med andre ord er økonomisk vækst et effektivt middel til fattigdomsbekæmpelse.
"Vi siger i rapporten, at en udviklingsmodel, der bygger på høj opsparing, fornuftige investeringer m.m., sådan som den østasiatiske hidtil har gjort, er sund. Men samtidig anerkender vi, at der kan være behov for ændringer, for at uligheden ikke skal blive et alvorligt problem," siger Francisco Ferreira.
"Vi kommer ikke med færdige løsninger, men sætter derimod spørgsmålstegn ved, om de østasiatiske lande f.eks. skal ændre deres sociale system, der indtil nu har bygget på familien. I fremtiden må lande som Kina overveje, om der skal indføres et sundhedssystem og pensionsordninger for alle," siger han.
Ferreira understreger, at han kun kan udtale sig som privatperson, men alligevel synes beskeden fra Verdensbanken til Østasien at være klar - og ny: Sørg for at flere kommer med på det tog, der i flere årtier har kørt for fulde damp. Og vel at mærke ikke et tog, der er klasseopdelt som det kinesiske.

Miraklet i Østasien
Det var Verdensbanken, der med rapporten Det Østasiatiske mirakel fra 1993 for alvor cementerede indtrykket af et hidtil uset økonomisk mirakel i Østasien.
Regionen blev fremhævet som model for udviklingslandene på grund af den høje økonomiske vækst, der blev kombineret med succesfuld fattigdomsbekæmpelse og en tilsyneladende svindende kløft mellem rig og fattig.
De vigtigste kendetegn for den østasiatiske model har ifølge Verdensbanken været: Høj opsparing og investeringer, prioritering af uddannelse, eksportorientering, sen start og rigelige mængder billig arbejdskraft samt en generel økonomisk dynamik i hele regionen.
Desuden lagde Verdensbanken i 1993 vægt på, at den økonomiske vækst blev ligeligt fordelt, formuleret på denne måde i rapporten: "hurtig vækst og reduceret ulighed har været karakteristiske træk ved det, der er blevet kendt som det østasiatiske økonomiske mirakel".
Verdensbanken inddeler Østasien i tre grupper:
*De fire såkaldte "tigre" Hong Kong, Sydkorea, Singapore og Taiwan, der havde høj økonomisk vækst i perioden 1965-80. Landene er i dag placeret som overmiddel- eller højindkomst-lande; Hong Kong og Singapore er blandt de 15 rigeste lande i verden.
*De såkaldte NIC-lande (newly industrialized countries): Indonesien, Malaysia og Thailand, der kom senere igang end tigrene.
* Kina, Cambodja, Laos, Mongoliet, Vietnam, Filippinerne og Papua Ny Guinea. En mere uensartet gruppe, hvor Kina har klaret sig bedst med en gennemsnitlig økonomisk vækst i perioden 1980-95 på 8,4 procent.veb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu