Læsetid: 2 min.

Originalt besøg fra Norge

6. september 1997

Sæsonstart i jazzhuset med velvalgt septembergæst

KONCERT
Kulturbyåret er længst forbi, men en af dets mest kreative fornyelser fortsætter, de lange besøg af udenlandske jazzmusikere,s som gennem en måned har fast domicil i København, hvorfra de besøger andre dele af landet, leder kurser og deltager i samarbejder med danske solister og orkestre.
Der er ikke så mange midler til rådighed for JazzVisits 97/98 som for forgængeren, men det har dog kunnet blive til et besøg hver anden måned i den kommende sæson, og hvordan starte bedre end med en af Nordens mest originale musikere, den norske trompetist og sanger Per Jørgensen. Han er ikke noget ukendt navn for os, især har vi ofte hørt ham med den forunderlige trio der også rummer to af hans landsmænd, pianisten Jon Balke og trommeslageren Audun Kleive.
Men det var Pierre Dørge der først introducerede ham i Danmark, som medlem af den særlige udgave af New Jungle Orchestra der i foråret 1991 akkompagnerede Jazzpar-prisvinderen David Murray.
Meget passende var det derfor Dørge der var den første danske vært for Jørgensen under hans besøg i denne måned.
Frugtbart, men spredt
Denne gang var det imidlertid ikke jungleorkestret Dørge stillede op med, men tre danske musikere, som man ikke er vant til at høre sammen med ham: Hans Ulrik, som ud over sine hovedinstrumenter, sopran- og tenorsax, også medbragte en åbenbart helt jomfruelig alt, men gav allermest, da han brugte sin bambus(?)fløjte; desuden Anders Mogensen, hvis dynamiske trommespil til fulde kompenserede for fraværet af en bassist, og som overlegent beherskede den fritrytmiske stil i en del af repertoiret; og et nyt navn, i det mindste for mig, Henrik Sundh, som lod til at være et talent, både på klaver og synthesizer.
Hvad vi hørte, var altså en kvintet af sammenbragte børn, som oven i købet spillede et, i hvert fald overvejende, nyt repertoire af Dørge. Intet under at musikken på de betingelser blev en anelse spredt, og at den sjældent blev mere end summen af sine enkeltheder.
Men det var så prisen for at møde musik af en slags som man ellers ikke hører, og hvori Per Jørgensen gled organisk ind, ikke mindst med sin sang à la samisk muezzin.
Det bliver der igen lejlighed til at høre den 18., når Jørgensen er med i gruppen Sine Die med bl.a. Lotte Anker, og når han den 30. optræder sammen med sangeren Aviaja Lumholt og hendes gruppe. Begge dele i jazzhuset, foruden andre steder i landet.

*Per Jørgensen med Pierre Dørge & Co. i Copenhagen JazzHouse torsdag aften.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her